Da Luther blev tysk nationalhelt

I disse uger kulminerer fejringen af 500-året for Reformationen, og det sætter nogle af de andre jubilæer lidt i skyggen. Et af dem er 200-året for Wartburg-festen. Den var faktisk også i udgangspunktet en reformationsfejring, og det forklarer også mødestedet, borgen Wartburg, hvor Luther søgte tilflugt efter sin optræden på Rigsdagen i Worms.

Formålet med mødet 18. oktober 1817 var dog ikke religiøst, men politisk. Det var umiddelbart efter Napoleonskrigene og Wienerkongressen i 1815, da de store europæiske magter søgte at stabilisere freden ved at skabe en magtbalance. Udadtil blev det iscenesat som en genskabelse af l’ancien régime, tilstandene fra før Den franske Revolution bygget på monarkiske principper og religiøse værdier. Perioden efter Wienerkongressen kaldes derfor også almindeligvis Restaurationen. Den påvirkning, der var udgået fra Frankrig på Europas politiske kultur kunne imidlertid ikke gøres ugjort. Europæerne stillede krav om at få andel i den politiske magt, som indtil da var forbeholdt kongerne. Danmark hørte faktisk til det mindretal af lande, der ikke fik en moderne forfatning i 1800-tallets første årtier.

Et andet resultat af Napoleonskrigene var den politiske nationalisme.  Et af dens arnesteder var Berlin, hvor filosoffen Fichte under indtryk af den franske besættelse i 1808 havde udgivet de berømte Taler til den tyske nation, hvori han stillede krav om et samlet Tyskland. Den politiske nationalisme var en revolutionær bevægelse, fordi dens krav om sammenfald mellem folkets og statens grænser måtte indebære opløsningen af de eksisterende monarkiske Vielvölkerstaaten – som f.eks. det habsburgske, der bestod af bl.a. tyskere, polakker, ungarere, tjekker, rumænere og italienere eller det oldenborgske monarki, der efter afståelsen af Norge i 1814 hovedsageligt bestod af tyskere og danskere – foruden naturligvis islændinge, grønlændere og færinger.
Den invitation, der i 1817 udgik til studenter på universiteter i de protestantiske, tyske lande, var lige så højstemt i tonen som den var samfundsundergravende i indholdet: ”Himlen velsigne vor fælles stræben efter at vorde eet folk”. Godt 450 studenter fra 13 universiteter mødte frem på Wartburg, hvor de blandt andet hyldede Luther som tysk frihedshelt. Luther havde jo oversat Bibelen til et deftigt tysk, mens han var på flugt fra undertrykkelse. På den måde kunne man skabe et billede af Luther, der forenede det liberale med det nationale.
Der blev ingen tysk nationalstat af Wartburgfesten, men ideerne der udgik derfra fik omfattende følger for hele Europa. Med nogen forsinkelse fik vi også i Danmark en nationalliberal bevægelse, der stod bag statsomvæltningen 1848-49. Både danske og tyske nationale bestræbelser var en afgørende faktor i den krise, der udløste Den første Slesvigske Krig i 1848. Stormagterne med Rusland i spidsen havde endnu på dette tidspunkt styrke til at understøtte bevarelsen af den danske helstat, men i 1864 havde situationen ændret sig, og Bismarck kunne bruge en krig mod Danmark som anledning og den tyske nationale bevægelse som løftestang til at skabe en forening af de fleste tyske lande i 1871. Som den eneste store tyske stat forblev Østrig uden for. Det var til gengæld en østriger, der stod bag den kortvarige og skæbnesvangre forening af Østrig og Tyskland 1938-45, men det er en anden historie.
(Kristeligt Dagblad 20. oktober 2017

Ingen kommentarer:

Send en kommentar