Formålet med mødet 18. oktober 1817 var dog ikke religiøst, men politisk. Det var umiddelbart efter Napoleonskrigene og Wienerkongressen i 1815, da de store europæiske magter søgte at stabilisere freden ved at skabe en magtbalance. Udadtil blev det iscenesat som en genskabelse af l’ancien régime, tilstandene fra før Den franske Revolution bygget på monarkiske principper og religiøse værdier. Perioden efter Wienerkongressen kaldes derfor også almindeligvis Restaurationen. Den påvirkning, der var udgået fra Frankrig på Europas politiske kultur kunne imidlertid ikke gøres ugjort. Europæerne stillede krav om at få andel i den politiske magt, som indtil da var forbeholdt kongerne. Danmark hørte faktisk til det mindretal af lande, der ikke fik en moderne forfatning i 1800-tallets første årtier.
Et andet resultat af Napoleonskrigene var den politiske
nationalisme. Et af dens arnesteder var
Berlin, hvor filosoffen Fichte under indtryk af den franske besættelse i 1808
havde udgivet de berømte Taler til den
tyske nation, hvori han stillede krav om et samlet Tyskland. Den politiske
nationalisme var en revolutionær bevægelse, fordi dens krav om sammenfald
mellem folkets og statens grænser måtte indebære opløsningen af de eksisterende
monarkiske Vielvölkerstaaten – som
f.eks. det habsburgske, der bestod af bl.a. tyskere, polakker, ungarere, tjekker,
rumænere og italienere eller det oldenborgske monarki, der efter afståelsen af
Norge i 1814 hovedsageligt bestod af tyskere og danskere – foruden naturligvis
islændinge, grønlændere og færinger.
Den invitation, der i 1817 udgik til studenter på universiteter
i de protestantiske, tyske lande, var lige så højstemt i tonen som den var samfundsundergravende
i indholdet: ”Himlen velsigne vor fælles stræben efter at vorde eet folk”. Godt
450 studenter fra 13 universiteter mødte frem på Wartburg, hvor de blandt andet
hyldede Luther som tysk frihedshelt. Luther havde jo oversat Bibelen til et
deftigt tysk, mens han var på flugt fra undertrykkelse. På den måde kunne man
skabe et billede af Luther, der forenede det liberale med det nationale.
Der blev ingen tysk nationalstat af Wartburgfesten, men
ideerne der udgik derfra fik omfattende følger for hele Europa. Med nogen
forsinkelse fik vi også i Danmark en nationalliberal bevægelse, der stod bag
statsomvæltningen 1848-49. Både danske og tyske nationale bestræbelser var en
afgørende faktor i den krise, der udløste Den første Slesvigske Krig i 1848.
Stormagterne med Rusland i spidsen havde endnu på dette tidspunkt styrke til at
understøtte bevarelsen af den danske helstat, men i 1864 havde situationen
ændret sig, og Bismarck kunne bruge en krig mod Danmark som anledning og den
tyske nationale bevægelse som løftestang til at skabe en forening af de fleste
tyske lande i 1871. Som den eneste store tyske stat forblev Østrig uden for. Det
var til gengæld en østriger, der stod bag den kortvarige og skæbnesvangre forening
af Østrig og Tyskland 1938-45, men det er en anden historie.
(Kristeligt Dagblad 20. oktober 2017
Ingen kommentarer:
Send en kommentar