”En ung Dame bør vogte sig for ved et Badested at tumle sig
i de salte Bølger i Selskab med en Tilbeder.” Dette råd gav Emma Gad i sin håndbog
om takt og tone fra 1918. De fleste vil antagelig formode, at hendes anbefaling
skyldtes hensynet til ærbarheden og sømmeligheden. Men Gad var ikke snerpet.
Hensynet gjaldt den unge dames værdi på ægteskabsmarkedet: ”Det er nemlig
grumme Faa, der tager sig ud til deres Fordel, mens de er i Bad. Man bør
hellere gaa i Vandet med Veninder. Disses Følelser bliver ikke køligere, fordi
de ser En mindre smuk. Tværtimod.”
Man skal ikke tage det som
udtryk for hykleri, altså at der ikke var lighed for loven, men at sammenhængen
mellem nøgenhed og uterlighed langt fra var ligefrem. Det kom an på konteksten.
I kunsten var nøgenhed accepteret. Da Kristeligt Dagblad anmeldte
Charlottenborgs udstilling med Willumsens billede i foråret 1912, bemærkede
anmelderen slet ikke, at de badende drenge var nøgne. For drengene selv, der
havde stået model for Willumsen, var det vel et praktisk spørgsmål om ikke at
få våde bukser. I børnehjemmet derimod handlede det om at leve op til de normer
om f.eks. kønsadskillelse, som gjaldt for opdragelsen af børn.
Johan Galster, Roar og Helge, 1939. Stændertorvet, Roskilde Eget foto. |
I løbet af 1960erne blev nøgenheden og kroppen politiseret.
Den nøgne krop blev symbol på frigørelsen fra borgerlige bindinger og nedarvede
normer, og kvinder klædte sig nøgne for at demonstrere, at de nu havde
overtaget kontrollen over deres egen krop og seksualitet. Den demonstrative nøgenhed
blev et ideal i sig selv.
Hippiernes scrapbøger er fyldt med nøgenbilleder. Ser man
efter, er det imidlertid næsten udelukkende en bestemt slags krop, der er
repræsenteret: den atletiske, slanke, velproportionerede, unge mand og kvinde. Under
den politisk idealiserede nøgenhed herskede der et æstetisk ideal, der ikke var
meget forskelligt fra det, som Willumsen dyrkede.
Synet på nøgenhed har ændret sig siden 1970erne. Man ser f.eks.
næsten ingen kvinder bade topløse ved stranden længere. Nogle ser det som en
tilbagevenden til en tilstand, hvor det betragtes som normalt at være påklædt.
Andre tager det som udtryk for nypuritanisme og tab af frihed. Spørgsmålet er,
om det er nøgenheden selv eller retten til selv at bestemme, hvor af- eller
påklædt man vil være, der er friheden? For nøgenhed er også ekskluderende. Den
er vinderstrategien for de velskabte. Men det er jo ikke alle – for at
parafrasere Emma Gad – der tager sig ud til deres fordel uden tøj på. Vi er
nogle, der er lettede over, at bademoden igen tillader en grad af tildækkethed.
(Kristeligt Dagblad 2. maj 2017. Rubrikken er fra avisens netudgave)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar