Da Ærø blev en del af kongeriget

Om tre år skal vi fejre 100-året for Genforeningen eller Slesvigs deling. Der er al mulig grund til at højtideligholde dette jubilæum. Det var bestemt ikke første gang en grænse blev flyttet, og den forudgående folkeafstemning var ikke enestående. Grænsedragningen i 1920 forblev i 20 år anfægtet af Tyskland. Paradoksalt nok var den tyske erklæring den 9. april 1940 i forbindelse med Værnemagtens overskridelse af samme grænse også en forsikring om samme grænses ukrænkelighed.

Tvivl om grænsen udtrykkes i dag næsten udelukkende fra dansk side. Det gælder f.eks. formanden for Folketingets udenrigspolitiske udvalg, Søren Espersen (DF), der for nylig udtalte: ”Vi vil da gerne have Danmark til Ejderen, hvorfor skulle vi ikke ville det. Det er da et håb og en drøm.” (KD 24. feb. 2017)

Udtalelsen vakte berettiget opsigt i Tyskland, for her har man forholdt sig til, at forholdene i Grænselandet har været reguleret af de aftaler, der blev indgået i 1955 mellem København og den daværende forbundstyske hovedstad Bonn om den gensidige anerkendelse af mindretalsrettigheder på hver side af Kruså-grænsen. Den væsentligste grund til stolthed over Genforeningen er, at historien om det dansk-tyske grænseland er et forbillede for mange tilsvarende regioner i Europa, fordi det er lykkedes at skabe en platform for fredelig sameksistens, hvor der tidligere har været væbnet konflikt.

En af disse konflikter var krigen i 1864, der indebar at hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg gik tabt for den danske krone. Det er i hvert fald den korte version af historien. Den nye grænsedragning, der var et resultat af det danske nederlag i 1864 blev fastlagt ved en fredskonference i Wien i oktober 1864. 

Ikke hele Slesvig blev afstået. Som kompensation for de såkaldte kongerigske enklaver vest for Tønder i Slesvig blev otte sogne syd for Kolding og hele Ærø tillagt kongeriget Danmark. I verdslige spørgsmål tilhørte Ærø Slesvig. Det vil sige, at ærøboerne delte valuta, lovgivning, skatter og afgifter, domstole og meget mere med det slesvigske fastland. I kirkelige spørgsmål tilhørte Ærø Fyens Stift, om end Ærø og Als en kort overgang efter 1815 til sammen udgjorde et eget stift. 

Ærø var en af rigets tættest befolkede øer og var centrum for handel og skibsfart i hele det 19. århundrede. Fuldbyrdelsen af freden i Wien tog nogle år. I 1864 var forvaltningen af Slesvig og Holsten delt mellem sejrherrerne Preussen og Østrig. Østrigs deltagelse i krigen var betinget af, at Østrig ikke havde nogen interesse i en ensidig preussisk ekspansion på den jyske halvø. Østrig havde ikke noget udestående med Danmark i sig selv. 

Modsætningsforholdet mellem Østrig og Preussen udviklede sig til en kort krig i 1866, som Preussen vandt. Derefter rømmede Østrig hertugdømmerne, som blev annekteret af Preussen – med undtagelse altså af de dele, der i henhold til Wienerfreden tilfaldt kongeriget Danmark. 

I disse dage for 150 år siden, den 1. april 1867, var indlemmelsen fuldbyrdet idet kongerigets lovgivning fra den dato gjaldt i de otte indlemmede sogne og på Ærø – med overgangsordninger.

(Kristeligt Dagblad den 12. april 2017)