Lov om ytringsfrihed er et paradoks

Den 2. december 1766 udstedtes i Sverige ”Forordning, angående Skrif- och Tryck-friheten”, den første lov i verden, der gjorde friheden til at ytre sig i tale og på skrift til en lovbeskyttet rettighed. Jubilæet fejres med berettiget stolthed i Sverige.

Fire år efter fik Danmark under Struensees diktatur en endnu mere udvidet trykkefrihed. Det betød, at hele Norden var omfattet af liberale regler, eftersom det nuværende Finland hørte under den svenske krone og Norge under den danske.

Det er egentlig lidt af et paradoks at lovgive om trykkefrihed, fordi trykkefrihed i princippet er den tilstand, der består, så længe ingen lov begrænser det trykte ords udbredelse. Sådan var det, da Gutenberg trykte sine første bøger i Mainz i begyndelsen af 1400-tallet. Men det var også i Mainz den moderne, verdslige censur blev opfundet, altså kontrollen af, om det til trykning indleverede manuskript var i modstrid med myndighedernes normer for offentlige ytringer.

Mens censur satte grænser for forfatteres og bogtrykkeres erhverv, kan 1700-tallets lovgivning om trykkefrihed forstås som et forsøg på at sætte grænser for censuren. 1766-lovens første tre paragraffer handler om frihedens grænser. Ingen måtte lade et skrift trykke, der forbrød sig mod den rette evangeliske lære, anfægtede statens forfatning eller krænkede kongens eller nogen andres ære.  Det vil sige, at man på ingen måde søgte at opgive kontrollen med det trykte ord. Det var vilkårligheden, man opgav.

Den norske retshistoriker Dag Michaelsen har beskrevet trykkefriheds- og censurlovgivningen som et forsøg på at lovregulere informationssystemer. Det var et led i tidens almindelige tendens til at lovgive om stadig flere områder af samfundslivet. Ikke alene forfatternes og bogtrykkernes virksomhed, men hele samfundet var i stigende grad blevet et informationssystem bygget på skriftlighed, trykt såvel som håndskreven.

En meget væsentlig del af 1766-loven var retten til fri drøftelse af både den lovgivende og dømmende magts virksomhed. Det vil sige, at den introducerede indsigt i forvaltningens og domstolens sagsbehandling som en afgørende borgerret, der er kædet direkte sammen med retten til at ytre sig om samme. Det er en bestemmelse, der har haft stor betydning for svensk forvaltningskultur til den dag i dag. Medens aktindsigt i Danmark grundlæggende meddeles som et privilegium, en undtagelse fra det bestående, betragtes den i Sverige som en selvfølge.

Både Danmark-Norge og Sverige blev udsat for statskup i 1772. I Sverige overtog kongen, Gustav III, store dele af den magt, som Riksdagen indtil da havde udøvet, og i Danmark blev Struensee sat fra bestillingen af enkedronningen i ledtog med fremtrædende embedsmænd. Samtidig skete der i begge lande en indskrænkning af den frihed, som indtil da havde hersket for forfattere og bogtrykkere. Selv om det betød en mindre frimodig tone i debatten, havde den idé en gang for alle slået rod, at den offentlige drøftelse af samfundsanliggender var et gode.

I Danmark skete den mest omfattende indskrænkning ved den såkaldte trykkefrihedsforordning fra 1799. Straffene var drakoniske, men loven blev håndhævet med mildhed af domstolene. Der kendes kun to eksempler på dødsdomme, og de blev endda omstødt til livsvarigt fængsel. Landsforvisning blev også anvendt i enkelte tilfælde. Langt de fleste overtrædelser af Trykkefrihedsforordningen blev straffet med bøde, hvis de tiltalte da ikke blev frikendt. Forordningen blev ophævet i begyndelsen af 1848.

(Kristeligt Dagblad 25. okt. 2016)

Folkets flag og statens flag

Ved Folketingets åbning havde tingets præsidium besluttet at hænge et stort Dannebrog op som erstatning for talerstolens bagtæppe, der midlertidig var nedtaget. Det blev af nogle betragtet som en politisk demonstration, og det spørges, om det overhovedet var korrekt at anvende et splitflag til formålet?

Der findes ingen moderne lovgivning om flagning i Danmark. Der var i de første årtier af det 20. århundrede nedsat hele to kommissioner, der skulle forberede en lov, men deres arbejde bar ikke den tilsigtede frugt. Gældende lov på området er derfor en forordning af 11. juli 1748. Den fastlægger flagets proportioner og principperne for anvendelsen af stut- og splitflag. Dengang anvendtes Dannebrog udelukkende til søs. Det rektangulære stutflag blev ført af private handelsfartøjer, såkaldte koffardiskibe. Derfor kaldes stutflaget også koffardiflaget. Splitflaget anvendtes af orlogsfartøjer og skibe, der sejlede i opdrag af staten, f.eks. kapere og den statslige, monopoliserede, oversøiske handel.

I løbet af 1800-tallet blev flaget i stigende grad et centralt symbol for den nationale vækkelse. Først i 1854 blev det dog lovligt for civile at hejse stutflaget. Denne bestemmelse danner i kombination med 1748-forordningen og en bekendtgørelse fra 1915 om begrænsningerne i anvendelsen af fremmede landes flag lovgrundlaget for flagning i Danmark.

Den tilsynsførende myndighed for flagning i Danmark er Justitsministeriet, men det er også et af de få områder af samfundslivet, der hører direkte under kronen, det vil sige at monarken skal høres personligt, hvis f.eks. statsbanerne skal have nyt logo i sit flag eller hvis der skal meddeles dispensationer fra gældende bestemmelser. Det samme gælder som bekendt Folkekirkens alter- og salmebog, der er autoriseret af Dronningen og ikke kirkeministeren.

Justitsministeriet har på sin hjemmeside en instruktiv gennemgang af principperne for flagning. Hovedprincippet er, at stutflaget er borgernes og nationens flag, mens splitflaget er forbeholdt statens civile og militære myndigheder. Derfor anvendes der splitflag på Christiansborg.

I praksis er skellet ikke helt så enkelt. F.eks. er orlogsflaget, det vil sige det flag, der føres af marinens udrustede skibe, af en dybere rød farve end det splitflag, der vajer til lands. Dertil har dæks- og halvdæksbåde beregnet på lystfart generel tilladelse til at føre en modifikation af orlogsflaget, kaldet yachtflaget.

Mange private og halvoffentlige institutioner fører splitflag. Tilladelsen gives af monarken personligt. Især Christian IX var flittig med at give dispensationer. Allerede de førnævnte lovkommissioner bemærkede dog, at der mange steder flages med splitflag uden at kunne fremvise den nødvendige kongelige resolution.

Men spørgsmålet om splitflaget giver også anledning til principielle drøftelser om forskellen mellem staten og det civile samfund. I spørgsmålet om Folketinget kunne man argumentere for, at det ikke er statsligt, men udgør folkets repræsentation i staten og derfor skal bruge nationens flag. Statskirken markerer sig f.eks. som folkekirke ved netop som hovedregel at anvende stutflaget.

Selv entydigt statslige myndigheder kan ikke altid finde ud af det. Opmærksomme københavnere bemærkede for nylig, at der blev flaget med stutflag fra Den Røde Bygning på Slotsholmen. Vittige hoveder fandt det hermed dokumenteret, at Finansministeriet var blevet privatiseret. Efter det oplyste er Finansministeriet dog blevet irettesat af Justitsministeriet tidligere i år og er vendt tilbage til at anvende splitflag.

(Kristeligt Dagblad 8. okt. 2016)