Den uledsagede kvindes problem

Begivenhederne i Køln Nytårsaften har givet anledning til en del debat om især andre kulturers forhold til kvinder. I mange lande kan kvinder ikke bevæge sig frit på gaden uden at risikere at blive antastet, forulempet eller udsat for overgreb, med mindre de er ledsaget af en mand. Desværre er dette problem heller ikke helt udryddet i Danmark, men som hovedregel kan enhver kvinde regne med at kunne transportere sig selv fra A til B i det offentlige rum uden at frygte for sin sikkerhed eller integritet.

Sådan har det ikke altid været. Det blev tematiseret i forbindelse med en stor offentlig debat om prostitution i slutningen af det 19. århundrede, et emne, som blandt andre historikerne Merete Bøge Pedersen og Karin Lützen har skrevet om.

Prostitution var blevet legaliseret – eller reglementeret som det hed – i 1874. En af grundene var, at myndighederne ønskede kontrol med spredningen af kønssygdomme og styr på den uorden, der i øvrigt fulgte med prostitutionen. Andre fremførte som grund, at eftersom mænds drifter alligevel ikke lod sig styre, var det bedst at tilvejebringe et reglementeret afløb for dem.

Prostitution blev trods legaliseringen stadig anset som usædelig, som et brud på den gældende samfundsorden. Konseilspræsident J.B.S. Estrup måtte f.eks. i 1891 afskedige sin kirkeminister (og fætter) J.F. Scavenius, fordi denne havde skandaliseret sig ved at gå på bordel.

Den åbne prostitution skabte eller forstærkede imidlertid et problem for de uledsagede kvinder, der ikke var prostituerede. De kunne ikke gå i fred på gaden, især ikke om aftenen. Elisabeth Hostrup sagde ved et møde afholdt i 1883 af ”Foreningen imod Lovbeskyttelse af Usædelighed”, at kun når den reglementerede prostitution blev afskaffet, ”behøvede ærbare Kvinder […] ikke faa den samme Følelse ved at høre en Mands Skridt, som jeg tænker mig man faar i de Lande, hvor de vilde Dyr have hjemme, naar man mærker, at et saadant er nær.”

”Vil nogen,” spurgte en mandlig skribent i 1885, ”naar Skumringen nærmer sig, lade sin Kæreste, Kone, Datter eller Søster gaa alene gjennem Kjøbenhavns Gader?” Svaret var nej. Tugtige kvinder var tvunget til at holde sig hjemme, hvis de ikke ville antastes. Dette problem blev forstærket af, at så længe prostitutionen var lovlig, kunne de prostituerede nyde politiets beskyttelse, mens andre kvinder altså gik i fare, hvor de gik.

De kvinder, der sloges for deres bevægelsesfrihed med disse argumenter, var ikke radikaliserede suffragetter, fritænkere, tilhængere af brandesianismen eller det, der var værre. Det var systembevarende, borgerlige, kirkeligt orienterede kvinder, som eftertiden med nogen malice har afskrevet som ”hattedamer”. De kæmpede ikke under emancipationens faner, men sædelighedens og moralens.

I 1906 ophørte den reglementerede prostitution. Dermed sluttede problemerne for den uledsagede kvinde ikke. Men ”hattedamerne” havde lagt grunden for den norm, som nu er herskende blandt danskerne, nemlig at kvinder uanset påklædning bør nyde den frihed ikke at blive forulempet i det offentlige rum.

Det er en uskatterlig gevinst for et samfund, når den uledsagede kvindes problem er løst, for det første fordi kvinder frit kan bevæge sig, f.eks. til og fra arbejde, og for det andet fordi mænd ikke bruger deres tid og opmærksomhed på enten at overfalde eller beskytte kvinderne. Foruden de indlysende fordele, som fraværet af vold medfører, er det også vældig rationelt og tidsbesparende.

(Kristeligt Dagblad 21. jan. 2016. Citaterne er fra Karin Lützen, Byen Tæmmes, udgivet på Hans Reitzels Forlag. Redaktionen havde fjernet adjektivet uskatterlig.)

Plagiat

Der er i løbet af december måned blevet rettet beskyldninger mod flere journalister på danske aviser om plagiat. Plagiering består i at opgive falsk ophavsmand til et åndeligt produkt. Det kan ske i form af piratkopiering, altså at man sætter andres navn på noget, som man selv har fremstillet, eller som i de aktuelle tilfælde at kopiere andres tekster og udgive dem for at være ens egne.

Den historiske forudsætning for, at plagiat kan gælde som en overtrædelse er, at der udvikles et begreb om originalitet, altså at æren for og retten til en bestemt nyskabelse eller idé skal gives til en bestemt person. Dette ideal synes for det skrevne ord at have været veletableret allerede i antikken. Selv om bøger kun kunne distribueres ved at blive kopieret i hånden, har man fastholdt en forbavsende loyalitet mod den, der blev opfattet som den oprindelige forfatter. Kun således er værker af Aristoteles og Platon blevet bevaret. Trangen til at give et værk en ophavsmand har også været så stærk, at nogle værker er overleveret med et forfatternavn, selv om det f.eks. er tvivlsomt, hvem der har skrevet de homeriske digte eller Davids salmer. For billedkunstens vedkommende udvikledes originalitetsbegrebet først i løbet af Middelalderen.

Med bogtrykkerkunstens introduktion i Europa blev udgivelsen af bøger kommercielt interessant og dermed genstand for den universelle menneskelige brist: grådighed. Piratkopier af bestsellere blev fremstillet uden at man dog kunne betragte det som lovbrud, idet der ikke fandtes nogen love om copyright eller forlagsret, som det hedder på dansk. En anden vigtig institution blev forfinet og udviklet samtidig med moderne typografi, nemlig fodnoten. Den gør det muligt at anvende andres formuleringer og ideer og videreudvikle dem uden at plagiere, fordi den oprindelige ophavsmand kan krediteres med en henvisning.

Plagieret blev der dog fortsat. Historikeren Kristoffer Schmidt har i sin phd-afhandling, som blev forsvaret i 2015, vist hvorledes Ludvig Holberg i sit historiske forfatterskab skrev direkte af efter sine udenlandske forlæg i et langt større omfang end hans henvisninger lader forstå. I 1741 udstedtes i Danmark en af Europas første love om forlagsret. Den handlede først og fremmest om eftertryk af hele bøger, såkaldte rovtryk, og det er næppe sandsynligt, at Holberg med sine sammenstykkede afskrifter forbrød sig mod denne lov. Først i 1800-tallet blev de nugældende normer for citatpraksis og ophavsret etableret og håndhævet, og de blev kodificeret i en international konvention vedtaget i Bern i 1886. Danmark tiltrådte Bernerkonventionen i 1902.

Aviser og siden radio, TV og net-baserede medier har altid flittigt citeret fra hinanden. Man kan iagttage, hvorledes kildeangivelser blev almindelige allerede i 1800-tallets aviser, og de er blevet normen i løbet af det 20. århundrede. Ideen med en kildeangivelse er, at det er en essentiel del af enhver oplysning, hvor denne oplysning stammer fra, fordi det ikke mindst tjener til en vurdering af samme oplysnings troværdighed. Journalister bruger ikke fodnoter, men enhver dygtig journalist skriver sine henvisninger ind i den løbende tekst, så kilden kan spores – med mindre den er anonym.

Generelt holder danske journalister faktisk fanen højt. Den aktuelle debat er da også udtryk for, at den interne justits blandt journalister – selv om to af de anklagede faktisk slet ikke er journalister af uddannelse, men cand.scint.pol.er – er mindst lige så hård som blandt videnskabsfolk, og det tjener journalistikken til ros.

(Kristeligt Dagblad 4. januar 2016. Avisen havde valgt en lidt længere rubrik.)