Kronen og kroerne

I begyndelsen af december faldt der dom i en sag, der var rejst mod ejeren af Grønhøj Kro ved Viborg. Ejeren skal betale dagbøder, indtil han opgiver at bruge den lukkede krone som logo i sin markedsføring. Grønhøj Kro er en af de mere end hundrede endnu eksisterende kroer, der indtil 1912 besad et statsligt garanteret monopol på udskænkning for rejsende. En nutidig parallel til dette privilegiesystem er apotekervæsenet. Apotekerne er privat ejet og drevet, men har statsligt garanteret monopol på – og pligt til – at sælge receptpligtig medicin.

Sagen mod kroejeren er anmeldt af Rigsarkivet, fordi Rigsarkivet har den heraldiske ekspertise, altså indsigt i våbenskjolde, segl og emblemer, eller populært sagt statens varemærker. Den lukkede krone er statens symbol, og kun statslige myndigheder og virksomheder må føre den som logo. Straffelovens § 132 forbyder private at benytte ”kendetegn eller dragt, som er forbeholdt dansk eller fremmed offentlig myndighed eller militærpersoner”.

Formålet med denne bestemmelse, der har mere end 80 år på bagen, er, at der aldrig må herske tvivl om, hvem der udøver statslig myndighed eller repræsenterer statens interesser. At kongekronen er et statsligt symbol går tilbage til enevælden, da kongen inkarnerede staten. Det var faktisk enevælden, der skabte den moderne stat, forstået som en centraliseret og suveræn magt. At noget var kongeligt, betød at det var statsligt. Statens teater hed derfor Det kongelig Teater, statens bibliotek hed Det kongelige Bibliotek, og eftersom det var den enevældige stat, der valgte at privilegere krodriften, blev kroerne kongeligt privilegerede.

Systemet med privilegerede kroer var et hensyn til infrastrukturen. Der skulle være kroer med en dagsrejses afstand over hele landet, så rejsende havde adgang til overnatning og forplejning. Privilegiet kunne ikke gå i arv og indebar i øvrigt heller ikke ret til at bruge kronen. Hvis kroen derimod sideløbende havde en funktion som kongelig postgård, blev der skiltet med kronen, og det er antagelig den krone, der i dag er vandret over på kroernes brevpapir og hjemmesider.

Med Junigrundloven i 1849 blev kongens magt indskrænket, men ideen om staten som indehaver af en absolut myndighed blev ikke opgivet. Staten fortsatte også med at anvende kronen som symbol i en stiliseret udgave af Christian V’s lukkede krone, der har otte bøjler, men som grafisk gengives med fem synlige bøjler. Den åbne krone knyttes gerne til valgkongedømmet, mens den lukkede krone forbindes med enevælden og ikke mindst dens forestilling om suverænitet, der er overtaget af den moderne demokratiske stat. At danskerne er glade for denne suverænitet viste den nylige afstemning om EU-forbeholdene.

Regeringen har op under jul tilkendegivet, at den vil sørge for en ændring af Straffelovens § 132, så kroernes brug af den lukkede krone kan lovliggøres. Hvordan den rent juridisk skal kringles, er et åbent spørgsmål, for der kan som nævnt ikke være tale om, at man blot forlænger en gammel ret, for den foreligger ikke. En løsning, som sikkert ville blive hilst velkommen rundt omkring, kunne være, at kroerne genoptog funktionen som posthus. 

En anden løsning ligger mere lige for: Rigsarkivet har tydeligt i de høringssvar, som det har givet gennem Kulturministeren, tilkendegivet, at det er den lukkede krone, der er problemet. Nogle læsere vil måske erindre et konservesprodukt, ”Dronning – fineste tun i tomat”, hvis emballage var prydet af et billede af Dronning Alexandrine i en ramme med den lukkede krone. Produktet findes stadig. Firmaet anvender ikke længere Alexandrines portræt, men bruger stadig kronen – blot i den åbne version. Det er ikke forbudt, kræver ingen ændring af straffeloven og ingen åbning af posthuse.

(Kristeligt Dagblad 28. dec. 2015)

Hjemmefødninge

I Vibe Termansens fortræffelige interview med botanikeren Per Hartvig (Ideer #50) forekommer en sammenligning – ganske en passant – mellem næringskredsløb i naturen og menneskers vandringer. Sammenligningen har som implicit forudsætning, at menneskene for 100-200 år siden blev født og døde i samme sogn. 

 Det giver anledning til at gøre opmærksom på, at der findes gode tal for netop dette forhold, og at disse tal er tilgængelige, efter at Danmarks Statistik har offentliggjort mange af deres historiske publikationer som pdf på nettet. Velkendt er den kraftige urbanisering og oversøiske udvandring, der fandt sted i anden halvdel af det 19. århundrede. En væsentlig drivkraft i begge disse processer var, at landbruget ikke kunne opsuge hele den kraftige befolkningstilvækst. 

Af Københavns befolkning på godt 120.000 i 1850 var 32,2 % ikke født i byen. Denne andel var steget til 42,3 % i 1901 ud af en samlet befolkning på 438.971 (med Frederiksberg). Dynamikken var allermest udtalt i købstæderne, hvis befolkning allerede fra 1850 bestod af knap 50 % tilflyttere med en stigende tendens frem mod århundredeskiftet, kraftigst i Jylland, hvor kun 40,8 % af købstadsbefolkningen i 1901 var født i den by, hvor de boede. 

Alle disse tilflyttere til byerne må i sagens natur være kommet fra landdistrikterne, så alene af den grund må det udelukkes, at alle bondefødte blev hvor de var. Men landsognene var heller ikke stillestående demografiske reservoirer, hvorfra byerne hentede næring til deres vækst. I landsognene var andelen af tilflyttere i 1850 cirka en tredjedel, og den var ved det følgende århundredeskifte steget, således at andelen af hjemmefødninger i landsognene kun udgjorde 52,5 % på øerne og 53,5 % i Jylland. Andelen af tilflyttere i landsognene var stadig mindre end i købstæderne, men større end i hovedstaden.  

Kilde: Danmarks Statistik, Befolkningsforholdene i det 19. Aarhundrede, Kbh. 1905.

(Læserbrev i Weekendavisen Ideer 18. dec. 2015. Publikationen kan hentes her: http://www.dst.dk/da/Statistik/Publikationer/VisPub?cid=19256)

Drømmen om velfærdsstaten

Esben Lunde-Larsens phd-afhandling diskuteres ivrigt for tiden mere for sin form end sit indhold. Men hvad står der egentlig i den? I konklusionen gør han i en diagnose af den moderne velfærdsstat Ove Kaj Pedersens ord til sine egne:

”Oprindeligt var velfærdsstaten således ikke tænkt som et forvokset bureaukrati til at sikre en mere ligelig fordeling af indkomst og formue, men en kulturinstitution til at skabe fremtidens menneske og fremtidens samfund. Demokrati og demokratisering stod i centrum. Det samme gjorde forestillingen om menneskets urørlighed, dets gudbilledlighed eller det forhold, at den enkelte var noget unikt, og at dets beskyttelse ligesom dets værdighed skulle erkendes og anerkendes af alle (herunder staten) som grundlag for fremtidens ’gode samfund’.”

Det er med andre ord gået tilbage for velfærdsstaten. Nutidens velfærdspolitik i konkurrencestaten gør den enkelte til et middel, et instrument for staten, reducerer borgeren til et tandhjul i det store samfundsmaskineri. Spørgsmålet er imidlertid, om velfærdsstaten i gamle dage i højere grad var orienteret imod den enkelte borgers værdighed og velfærd?

Da socialdemokraten K.K. Steincke i 1920 udgav sin vision om ”Fremtidens Forsørgelsesvæsen”, var en af præmisserne, at der var en fare for at udgifterne skulle gå amok. Alle havde ret til forsørgelse, mente Steincke, men risikoen for at undermålerne (og det kaldte man dem) fik for mange børn, der også skulle på offentlig forsorg, var så stor, at en af betingelserne for at få understøttelse kunne være, at man underkastede sig sterilisering. Danmark gennemførte som den første stat i verden en lov om tvangssterilisation i 1929.

Hvis man ser på praksis i velfærdsstatens institutioner for blot en generation eller to siden, er fraværet af menneskelig værdighed slående. Psykiatriske patienter, de indsatte i forsorgshjemmene, handicappede og børnehjemsbørn er blevet slået, indespærret, fastspændt eller på anden måde ydmyget. Vidnerne lever endnu. Nogle af dem fortæller deres historie i en helt ny bog, ”På kanten af velfærdsstaten”, af Jesper Vaczy Kragh, Stine Grønbæk Jensen og Jacob Knage Rasmussen.

Velfærdsstatens guldalder som politisk projekt var kort. Den varede fra slutningen af 1950erne til begyndelsen af 1970erne. Siden dengang har den været i krise, fordi den blev en for stor belastning for statsfinanserne. Reformmodel har i de forløbne godt 40 år efterfulgt reformmodel, og debattører og interessenter har hvert år, når Finansloven er på bordet, med stor indignation hævdet, at ”der er skåret ind til benet” eller at deres særlige område af den offentlige forsorg er ”bombet tilbage til Stenalderen” for nu blot at nævne to af de mest anvendte klichéer.

Der er al mulig grund til at være opmærksom på, hvad velfærdsstaten gør ved borgerne. Den hjælper dem naturligvis, samtidig med at den fratager dem myndighed, nogle gange værdighed. Men sådan har det været fra begyndelsen. Der er ingen som helst grund til at idyllisere fortiden, heller ikke i dette tilfælde. For nogle har det været en drøm, at velfærdsstaten ikke alene skulle forsørge mennesket, men at den skulle fungere som en understøttelse af menneskets værdighed eller dets gudbilledlighed og gøre det lykkeligt. Det er en stædig drøm, der knuses rutinemæssigt hvert år, når regningen skal betales. Derfor er der også grund til at justere på forventningerne til, hvad en velfærdsstat overhovedet kan.

(Kristeligt Dagblad 9. dec. 2015)