Det kan somme tider undre udenforstående, at filologer og historikere kan lægge meget stor vægt på endog meget små detaljer, når vi udlægger tekster. Vi er sådan en slags professionelle pindehuggere. Selv et komma kan vi gøre et stort nummer ud af.
Et godt eksempel er Poul Martin Møllers digt fra 1820, "Rosen blusser alt i Danas Have" eller "Glæde over Danmark", som det også kaldes. Digtet er skrevet i Manila, mens Møller var på langfart som skibspræst, og det citeres meget ofte for den berømte linje, som også er digtets konklusion: "Danmark er et lidet, fattigt land." Sådan har vi, der er vokset op med den 16. eller 17. udgave af Højskolesangbogen, i hvert fald lært den at kende.
Linjen forekommer flere gange i digtet, hvis tema er den stærke modsætning i beskrivelsen af Østens overflod af silkestoffer, guld og ædle stene på den ene side og det hjemlige Danmarks materielle kummerligheder. Danskerne slikkede endnu såret efter tabet af Norge i 1814, økonomien var stadig ikke kommet sig oven på sammenbruddet i 1813, og København havde i et par år været skueplads for uroligheder. Men Møller brugte sammenligningen til at udstille den østlige rigdom som falsk og hul, mens den jævne, danske bonde, "som pløjer danske lande" har "en kraftig arm, en kløgtig pande" og derfor repræsenterer anderledes stærke værdier. Digtet slutter med at spørge, om "Østens atlaskklædte mand" tør kalde det jævne liv i Danmark for fattigt? Digteren svarer selv:
"glad mit sorte, danske brød jeg bryder,
takker Gud, mens fra min læbe lyder:
’Danmark er et lidet fattigt land’"
Her er digtet citeret fra den seneste udgave af Højskolesangbogen, hvor opremsningskommaet i sidste linje er fjernet. Det ændrer betydningen af ordet ’lidet’ fra at være adjektivisk til at blive adverbielt, og så giver linjen meget mere mening i sammenhængen, for digtets konklusion skal nemlig ikke lyde, at Danmark er småt og fattigt, men at Danmark slet ikke er så fattigt endda, så længe vi har stærke mænd, herligt-voksne piger og rugbrød. I det oprindelige manuskript og i den første trykte udgave forekommer det ikke. Det optræder første gang i en udgave af Møllers digte, som udkom omkring 1830, hvorfra det er vandret ind i litteraturhistorien, indtil det endelig røg ud igen i Højskolesangbogens 18. udgave.
Vi har Møllers egne ord for, at kommaer ikke interesserede ham synderligt. Det lod han udgiverne om. Det gør det vanskeligt at hævde, at den seneste udgave er den endegyldigt korrekte, men den giver i hvert fald væsentlig bedre mening.
Også i 1820 skrev N.F.S. Grundtvig sit berømte digt, "Langt højere Bjerge". Det var et lejlighedsdigt i anledning af nordmanden Christian Prams afrejse til Vestindien. Grundtvig anvendte det samme grundtema som Møller, nemlig sammenligningen mellem udlandets rigdomme ("Lang mere af malmen så hvid og så rød/ fik andre i bjerg og i bytte") og det lille, beskedne Danmark. "Vi er ikke skabte til højhed og blæst, ved jorden at blive det tjener os bedst." Men heldigvis har vi da åndelige værdier, for vort modersmål smelter mere end fremmedes slår, og har vi ikke i overflod, så har alle dog til det daglige rugbrød. Digtet slutter med de berømte linjer:
"og da har i rigdom vi drevet det vidt,
når få har for meget og færre for lidt."
Konteksten var præcis den samme som med Møllers digt, nemlig længere tids økonomisk krise. Ordene var vel nærmest ment som en slags trøst. Men godt 100 år efter digtets tilblivelse skete der noget med fortolkningen af de to berømte linjer. Fremtrædende socialdemokrater begyndte at citere dem. Som et led i en ny strategi, der skulle forvandle Socialdemokratiet fra et klasseparti til et folkeparti, begyndte partiet fra begyndelsen af 1930erne at se med mildere øjne på Grundtvig, der indtil da mest havde tilhørt partiet Venstre.
De to linjer er siden blevet betragtet som et poetisk kondensat af velfærdsstatens fordelingspolitik. Samtidig blev Grundtvig skrevet ind i velfærdsstatens historie som en af dens ophavsmænd. Denne idé vandt endda indpas i visse faghistoriske værker.
Socialdemokratiske historikere har meget nidkært og meget rigtigt peget på, at Grundtvig aldrig har været socialdemokrat. Det er rigtigt alene af den grund, at det moderne partivæsen først blev til efter Grundtvigs død. Han tilhørte af samme grund heller aldrig partiet Venstre.
Vigtigere er det, at Grundtvigs socialpolitiske standpunkt faktisk lader sig dokumentere nøjere, blandt andet fordi han som medlem af den grundlovgivende rigsforsamling 1848-1849 også deltog i debatten om det, der er blevet kendt som Grundlovens forsørgelsesparagraf, den nuværende § 75, stk. 2: "Den, der ikke kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtigelser, som loven herom byder."
Denne paragraf, der er det forfatningsmæssige fundament for velfærdsstatens offentlige ydelser, har stået næsten uændret siden 1849. Der var en omfattende diskussion om denne bestemmelse blandt grundlovsfædrene, og som mange har peget på var Grundtvig imod denne paragraf. Men var Grundtvig da en hjerteløs liberalist?
Hos Grundtvigs sympatisører fremhæves det, at han ville have indført en anden paragraf, der stillede minimumsgarantier for trængende medborgere. I den danmarkshistorie, der i mange år blev brugt på universiteterne, kan man læse, at Grundtvig foreslog følgende ordlyd:
"Der skal, så vidt muligt, sørges for, at fattige, gamle, syge og forladte børn kunne finde offentlige tilflugtssteder"
Den formulering med den kommatering genfinder man mange steder. Men hvis man går til de oprindelige forhandlinger på den grundlovgivende rigsforsamling, ser Grundtvigs forslag ikke helt så generøst ud:
"Der skal, saavidt muligt, sørges for, at fattige Gamle, Syge og forladte Børn kunne finde offentlige Tilflugtssteder."
Eftertiden har puttet et komma ind mellem "fattige" og "gamle". At det ikke er faldet ud ved et uheld ses deraf, at fattige af Rigsdagens stenograf er skrevet med lille, mens Gamle er substantivisk og derfor skrevet med stort. Fattigdom var altså ifølge Grundtvigs forslag ikke tilstrækkelig årsag i sig selv til at opnå det offentliges understøttelse, med mindre man også var gammel. Hvis man forestiller sig en situation, hvor Grundtvigs forslag var blevet vedtaget, kunne et enkelt komma til eller fra betyde milliarder af kroner på finansloven. Så der er grund til at gøre et stort nummer ud af et lillebitte komma.
(Forfattet sammen med Kim Steen Ravn. Trykt i Weekendavisen 28. nov. 2014)
1864: Med andre øjne
Den 30. oktober er det 150 år siden Freden i Wien blev underskrevet. Det var den traktatlige besegling af det militære nederlag, som Danmark havde lidt i den korte krig, der havde udspillet sig fra februar til juli måned 1864, og som har ført til velsagtens den mest omfattende selvransagelse i dansk historie i almindelighed og dansk historieskrivning i særdeleshed.
Men hvordan ser spørgsmålet egentlig ud, hvis man hæver blikket og ser på krigen og fredsslutningen fra ikke alene et europæisk, men et globalt perspektiv? Hvad nu hvis man tænker dansk indenrigspolitik helt ud af ligningen? Det var udgangspunktet for en international konference i Friedrichsruh uden for Hamborg i midten af oktober. Friedrichsruh er et slot og en idyllisk stationsby på linjen mellem Hamborg og Berlin. Det ligger i det, der indtil 1864 var den sydligste ende af det oldenborgske monarki, det tidligere hertugdømme Lauenborg.
Stedet er i skandinavisk historie bedst kendt som hovedkvarter for De hvide Busser, den aktion, der i 2. Verdenskrigs sidste uger hjembragte danske og norske fanger fra tyske koncentrationslejre. Forbindelsen blev bragt i stand, fordi den lokale slotsfrue, var svensk af fødsel. Hendes mand hed Otto Christian Archibald, Fürst von Bismarck, der foruden at være fremtrædende diplomat og nazist også var ældste barnebarn af den Otto von Bismarck, den egentlige arkitekt bag krigen og freden i 1864.
Bismarck fik som belønning for sin indsats i preussisk tjeneste efter den fransk-preussiske krig i 1870-71 skænket stedet, hvor familien stadig residerer. Den gamle fine stationsbygning fra 1847 huser nu Otto-von-Bismarck-Stiftung, der sammen med universitetet i Kiel stod som arrangører af den ambitiøse konference. Det var lykkedes at finde forskere fra Amerika, hele Europa og sågar også Japan, der hver især kunne kaste lys på det slesvig-holstenske problem.
Hovedkonklusionen fra et globalt perspektiv er ikke vanskelig at drage: konflikten i hertugdømmerne betød ikke meget. Der blev rapporteret om krigen i aviserne verden over, men andre konflikter dominerede mediebilledet og den politiske dagsorden. Den i omfang langt større amerikanske borgerkrig rasede samtidig og var en trussel mod stabiliteten på hele det nordamerikanske kontinent. I Sydamerika udbrød der i 1864 krig mellem Paraguay på den ene side og Brasilien, Uruguay og Argentina på den anden. Tabstallene i denne krig var helt uhyrlige. Man regner med, at den kostede fire femtedele af Paraguays mandlige befolkning livet
Fra dansk side er vi vant til at tænke på krigen som en krig med Tyskland. Tyskland fandtes ikke som egentlig statsdannelse, men var et løst forbund af en række små stater, en håndfuld mellemstore stater og to store, Østrig og Preussen. Også Holsten og Lauenborg var medlemmer af dette forbund. Fandtes der ikke nogen tysk stat, var der en så meget desto vigtigere tysk opinion, der var en af hovedforklaringerne på, at krigen overhovedet brød ud. Der var blandt tyskerne en stærk sympati for den slesvig-holstenske sag, og et krav om at stoppe det, der blev opfattet som danske overgreb mod tyske fæller
Krigen blev indledt på foranledning af Det tyske Forbund, der imidlertid ikke havde egne væbnede styrker. Det var først og fremmest Preussen og Østrig, der stillede kamptropper til rådighed, og den østrigske marine deltog også, dog uden succes mod den stærkere danske flåde. Man klukker i dag lidt over fænomenet en østrigsk flåde, men man må erindre sig, at det habsburgske monarki dengang også omfattede store dele af blandt andet Adriaterhavskysten.
Der herskede ingen udpræget enighed mellem de tyske stater om krigens mål og midler. Til småstaterne hørte f.eks. hansestæderne Hamborg og Lübeck, hvis velstand beroede på handel. Hamborg var også dengang en af Nordeuropas vigtigste havnebyer, og byens naturlige opland rakte – rækker – langt op på den jyske halvø. Krig er i den sammenhæng bare til ulejlighed. Købmændene ville først og fremmest bare have fred til at handle, og så var man mindre optaget af, hvem man handlede med.
Ved fredsforhandlingerne var der flere forskellige mulige modeller. For det første var der oprettelsen af status quo, altså bevarelsen af den dansk-slesvig-holstensk-lauenborgske helstat. Det var den løsning, der var resultatet af den 1. slesvigske krig 1848-1850, og som blev forhandlet på plads ved en fælleseuropæisk konference i London i 1852. Men eftersom danskerne ved grundlovsrevisionen i november 1863 havde forbrudt sig mod principperne fra Londonaftalen, var det overhovedet et spørgsmål, om den kunne lægges til grund for en ny løsning. Desuden var der med det klare danske nederlag i felten skabt en situation, hvor Danmark måtte gøre store indrømmelser til sejrherrerne.
En anden mulighed var dannelsen af en personalunion mellem en selvstændig slesvig-holstensk stat på den ene side og kongeriget Danmark på den anden. Det ville imødekomme slesvig-holstenerne ønske om en selvstændig stat uden at skabe geopolitiske forskydninger. Denne løsning strandede på dansk modstand, men heller ikke slesvig-holstenerne var begejstrede ved tanken.
En tredje mulighed var udskillelsen af en selvstændig slesvig-holstensk stat med egen fyrste af det augustenborgske hus. Den var foretrukket af slesvig-holstenerne selv. Denne løsning var også attraktiv for de tyske mellemstater som Bayern, Hannover og Sachsen. Et samlet Slesvig-Holsten ville nemlig også udgøre en mellemstat, der ville have interesser til fælles med de øvrige mellemstater, som godt kunne føle sig klemte af de to store, Østrig og Preussen.
Den danske konge, Christian IX, tog personligt initiativ til en fjerde mulighed, nemlig den eksisterende helstats optagelse i det tyske forbund. Dette forslag er blevet afskrevet som fantasteri eller endog landsforræderi, men i virkeligheden var det ikke så skeløjet endda, for det var et forsøg på at skyde en kile ind imellem sejrsmagterne. Løsningen ville nemlig have passet østrigerne ganske godt, fordi den ville skabe en modvægt til Preussen, der naturligvis var imod.
Den femte mulighed var en deling af Slesvig. Den var på bordet i flere omgange, og nød opbakning i blandt andet Frankrig, der var den væsentligste fortaler for den løsning. Frankrig kunne da også lettere tillade sig denne luksus end de øvrige stormagter, især Østrig og Rusland, der var multinationale, monarkiske konglomeratstater og derfor nødig ville sponsorere grænsedragninger efter nationale principper. Zarens polske undersåtter havde f.eks. i 1863 gjort opstand. Heldigvis for zaren og for det russisk-preussiske forhold gav Bismarck sin støtte til opstandens nedkæmpelse.
Den sjette mulighed var sådan set ikke oppe at vende ved fredsforhandlingerne, men var blevet ihærdigt forfulgt af den danske regering i 1863, nemlig en skandinavisk union. Den ville i givet fald have betydet etableringen af en regional stormagt, som især Rusland ville modsætte sig. Rusland havde ingen interesse i at skabe et nyt Bosporus, som man sagde, altså at den russiske flådes adgang til verdenshavene blev kontrolleret af en stærk militær magt.
Endelig var der den syvende mulighed, hertugdømmernes optagelse i Preussen. Det ville være en entydig gevinst for Preussen på næsten alle de øvrige tyske staters bekostning, og det var en plan, som Bismarck allerede tidligt i konflikten anså for det bedste. Den blev virkeliggjort efter den preussisk-østrigske krig i 1866. Det er et vidnesbyrd om Bismarcks taktiske overlegenhed, at han fik gennemført sin løsning, der ikke nød udelt opbakning blandt de tyske stater, heller ikke hos Preussens hovedallierede i krigen i 1864, Østrig.
Det efterlader spørgsmålet om den femte og måske vigtigste stormagt, Storbritannien. Danskerne håbede meget på briternes indgriben, og et afgørende spørgsmål er, hvorfor de ikke greb ind over for den proces, der indebar Preussens ekspansion på den jyske halvø? Den britiske historiker Thomas Otte tegnede på konferencen i Friederichsruh en skitse af en forklaring. Den britiske udenrigsminister, lord John Russel, var i udgangspunktet sympatisk indstillet over for Danmark, og havde lovet støtte til danskernes sag, men han stod også over for indre modstand i sin egen regering. Briterne måtte prioritere kræfterne i et globalt imperium, der bandt tropper i Nordamerika og store dele af Asien. Briternes hovedprioritet var at bevare adgangen til de danske stræder, som de senest havde gjort brug af under Krimkrigen, og den var sikret, så længe Restdanmark, en småstat, kontrollerede Nørrejylland og øerne. En helt ottende løsning på konflikten, nemlig en deling af Danmark mellem Sverige og Preussen, som også blev ventileret på et tidspunkt, havde derfor ingen gang på jord.
Afståelsen af Slesvig og Holsten var altså ikke briternes ønske, men udgjorde på den anden side heller ikke en ulempe så stor, at det kunne svare sig at investere i dens afværgelse. Desuden var der en generel tendens til at undervurdere Preussen og Bismarck. Dette var, må man erindre, Bismarcks første optræden på den internationale scene, så ingen havde erfaringer med ham. Briterne havde desuden som flådemagt intet at frygte fra Preussen. Preussen havde ingen simpelthen ingen orlogsflåde i 1860erne. Det var derfor det var nødvendigt at hidkalde den østrigske middelhavsflåde til krigen.
Den preussiske annektering af hertugdømmerne fik først stor betydning på længere sigt, for da Tyskland blev samlet i 1871, begyndte udbygningen af en kejserlig marine med væsentlige støttepunkter i Sønderborg og Kiel, og med åbningen af Kielerkanalen i 1895 vandt tyskerne den strategiske fordel, at de kunne sejle fra Østersøen til Nordsøen uafhængigt af de danske stræder, et væsentligt element i det rustningskapløb, der førte til 1. Verdenskrig. Men så langt havde ingen tænkt 50 år tidligere.
(Medforfatter er Steen Bo Frandsen. Trykt i en lettere forkortet og redigeret version i Weekendavisen 31. okt. 2014)
Men hvordan ser spørgsmålet egentlig ud, hvis man hæver blikket og ser på krigen og fredsslutningen fra ikke alene et europæisk, men et globalt perspektiv? Hvad nu hvis man tænker dansk indenrigspolitik helt ud af ligningen? Det var udgangspunktet for en international konference i Friedrichsruh uden for Hamborg i midten af oktober. Friedrichsruh er et slot og en idyllisk stationsby på linjen mellem Hamborg og Berlin. Det ligger i det, der indtil 1864 var den sydligste ende af det oldenborgske monarki, det tidligere hertugdømme Lauenborg.
Stedet er i skandinavisk historie bedst kendt som hovedkvarter for De hvide Busser, den aktion, der i 2. Verdenskrigs sidste uger hjembragte danske og norske fanger fra tyske koncentrationslejre. Forbindelsen blev bragt i stand, fordi den lokale slotsfrue, var svensk af fødsel. Hendes mand hed Otto Christian Archibald, Fürst von Bismarck, der foruden at være fremtrædende diplomat og nazist også var ældste barnebarn af den Otto von Bismarck, den egentlige arkitekt bag krigen og freden i 1864.
Bismarck fik som belønning for sin indsats i preussisk tjeneste efter den fransk-preussiske krig i 1870-71 skænket stedet, hvor familien stadig residerer. Den gamle fine stationsbygning fra 1847 huser nu Otto-von-Bismarck-Stiftung, der sammen med universitetet i Kiel stod som arrangører af den ambitiøse konference. Det var lykkedes at finde forskere fra Amerika, hele Europa og sågar også Japan, der hver især kunne kaste lys på det slesvig-holstenske problem.
Hovedkonklusionen fra et globalt perspektiv er ikke vanskelig at drage: konflikten i hertugdømmerne betød ikke meget. Der blev rapporteret om krigen i aviserne verden over, men andre konflikter dominerede mediebilledet og den politiske dagsorden. Den i omfang langt større amerikanske borgerkrig rasede samtidig og var en trussel mod stabiliteten på hele det nordamerikanske kontinent. I Sydamerika udbrød der i 1864 krig mellem Paraguay på den ene side og Brasilien, Uruguay og Argentina på den anden. Tabstallene i denne krig var helt uhyrlige. Man regner med, at den kostede fire femtedele af Paraguays mandlige befolkning livet
Fra dansk side er vi vant til at tænke på krigen som en krig med Tyskland. Tyskland fandtes ikke som egentlig statsdannelse, men var et løst forbund af en række små stater, en håndfuld mellemstore stater og to store, Østrig og Preussen. Også Holsten og Lauenborg var medlemmer af dette forbund. Fandtes der ikke nogen tysk stat, var der en så meget desto vigtigere tysk opinion, der var en af hovedforklaringerne på, at krigen overhovedet brød ud. Der var blandt tyskerne en stærk sympati for den slesvig-holstenske sag, og et krav om at stoppe det, der blev opfattet som danske overgreb mod tyske fæller
Krigen blev indledt på foranledning af Det tyske Forbund, der imidlertid ikke havde egne væbnede styrker. Det var først og fremmest Preussen og Østrig, der stillede kamptropper til rådighed, og den østrigske marine deltog også, dog uden succes mod den stærkere danske flåde. Man klukker i dag lidt over fænomenet en østrigsk flåde, men man må erindre sig, at det habsburgske monarki dengang også omfattede store dele af blandt andet Adriaterhavskysten.
Der herskede ingen udpræget enighed mellem de tyske stater om krigens mål og midler. Til småstaterne hørte f.eks. hansestæderne Hamborg og Lübeck, hvis velstand beroede på handel. Hamborg var også dengang en af Nordeuropas vigtigste havnebyer, og byens naturlige opland rakte – rækker – langt op på den jyske halvø. Krig er i den sammenhæng bare til ulejlighed. Købmændene ville først og fremmest bare have fred til at handle, og så var man mindre optaget af, hvem man handlede med.
Ved fredsforhandlingerne var der flere forskellige mulige modeller. For det første var der oprettelsen af status quo, altså bevarelsen af den dansk-slesvig-holstensk-lauenborgske helstat. Det var den løsning, der var resultatet af den 1. slesvigske krig 1848-1850, og som blev forhandlet på plads ved en fælleseuropæisk konference i London i 1852. Men eftersom danskerne ved grundlovsrevisionen i november 1863 havde forbrudt sig mod principperne fra Londonaftalen, var det overhovedet et spørgsmål, om den kunne lægges til grund for en ny løsning. Desuden var der med det klare danske nederlag i felten skabt en situation, hvor Danmark måtte gøre store indrømmelser til sejrherrerne.
En anden mulighed var dannelsen af en personalunion mellem en selvstændig slesvig-holstensk stat på den ene side og kongeriget Danmark på den anden. Det ville imødekomme slesvig-holstenerne ønske om en selvstændig stat uden at skabe geopolitiske forskydninger. Denne løsning strandede på dansk modstand, men heller ikke slesvig-holstenerne var begejstrede ved tanken.
En tredje mulighed var udskillelsen af en selvstændig slesvig-holstensk stat med egen fyrste af det augustenborgske hus. Den var foretrukket af slesvig-holstenerne selv. Denne løsning var også attraktiv for de tyske mellemstater som Bayern, Hannover og Sachsen. Et samlet Slesvig-Holsten ville nemlig også udgøre en mellemstat, der ville have interesser til fælles med de øvrige mellemstater, som godt kunne føle sig klemte af de to store, Østrig og Preussen.
Den danske konge, Christian IX, tog personligt initiativ til en fjerde mulighed, nemlig den eksisterende helstats optagelse i det tyske forbund. Dette forslag er blevet afskrevet som fantasteri eller endog landsforræderi, men i virkeligheden var det ikke så skeløjet endda, for det var et forsøg på at skyde en kile ind imellem sejrsmagterne. Løsningen ville nemlig have passet østrigerne ganske godt, fordi den ville skabe en modvægt til Preussen, der naturligvis var imod.
Den femte mulighed var en deling af Slesvig. Den var på bordet i flere omgange, og nød opbakning i blandt andet Frankrig, der var den væsentligste fortaler for den løsning. Frankrig kunne da også lettere tillade sig denne luksus end de øvrige stormagter, især Østrig og Rusland, der var multinationale, monarkiske konglomeratstater og derfor nødig ville sponsorere grænsedragninger efter nationale principper. Zarens polske undersåtter havde f.eks. i 1863 gjort opstand. Heldigvis for zaren og for det russisk-preussiske forhold gav Bismarck sin støtte til opstandens nedkæmpelse.
Den sjette mulighed var sådan set ikke oppe at vende ved fredsforhandlingerne, men var blevet ihærdigt forfulgt af den danske regering i 1863, nemlig en skandinavisk union. Den ville i givet fald have betydet etableringen af en regional stormagt, som især Rusland ville modsætte sig. Rusland havde ingen interesse i at skabe et nyt Bosporus, som man sagde, altså at den russiske flådes adgang til verdenshavene blev kontrolleret af en stærk militær magt.
Endelig var der den syvende mulighed, hertugdømmernes optagelse i Preussen. Det ville være en entydig gevinst for Preussen på næsten alle de øvrige tyske staters bekostning, og det var en plan, som Bismarck allerede tidligt i konflikten anså for det bedste. Den blev virkeliggjort efter den preussisk-østrigske krig i 1866. Det er et vidnesbyrd om Bismarcks taktiske overlegenhed, at han fik gennemført sin løsning, der ikke nød udelt opbakning blandt de tyske stater, heller ikke hos Preussens hovedallierede i krigen i 1864, Østrig.
Det efterlader spørgsmålet om den femte og måske vigtigste stormagt, Storbritannien. Danskerne håbede meget på briternes indgriben, og et afgørende spørgsmål er, hvorfor de ikke greb ind over for den proces, der indebar Preussens ekspansion på den jyske halvø? Den britiske historiker Thomas Otte tegnede på konferencen i Friederichsruh en skitse af en forklaring. Den britiske udenrigsminister, lord John Russel, var i udgangspunktet sympatisk indstillet over for Danmark, og havde lovet støtte til danskernes sag, men han stod også over for indre modstand i sin egen regering. Briterne måtte prioritere kræfterne i et globalt imperium, der bandt tropper i Nordamerika og store dele af Asien. Briternes hovedprioritet var at bevare adgangen til de danske stræder, som de senest havde gjort brug af under Krimkrigen, og den var sikret, så længe Restdanmark, en småstat, kontrollerede Nørrejylland og øerne. En helt ottende løsning på konflikten, nemlig en deling af Danmark mellem Sverige og Preussen, som også blev ventileret på et tidspunkt, havde derfor ingen gang på jord.
Afståelsen af Slesvig og Holsten var altså ikke briternes ønske, men udgjorde på den anden side heller ikke en ulempe så stor, at det kunne svare sig at investere i dens afværgelse. Desuden var der en generel tendens til at undervurdere Preussen og Bismarck. Dette var, må man erindre, Bismarcks første optræden på den internationale scene, så ingen havde erfaringer med ham. Briterne havde desuden som flådemagt intet at frygte fra Preussen. Preussen havde ingen simpelthen ingen orlogsflåde i 1860erne. Det var derfor det var nødvendigt at hidkalde den østrigske middelhavsflåde til krigen.
Den preussiske annektering af hertugdømmerne fik først stor betydning på længere sigt, for da Tyskland blev samlet i 1871, begyndte udbygningen af en kejserlig marine med væsentlige støttepunkter i Sønderborg og Kiel, og med åbningen af Kielerkanalen i 1895 vandt tyskerne den strategiske fordel, at de kunne sejle fra Østersøen til Nordsøen uafhængigt af de danske stræder, et væsentligt element i det rustningskapløb, der førte til 1. Verdenskrig. Men så langt havde ingen tænkt 50 år tidligere.
(Medforfatter er Steen Bo Frandsen. Trykt i en lettere forkortet og redigeret version i Weekendavisen 31. okt. 2014)
Abonner på:
Opslag (Atom)