Beskyldningerne mod Dragsdahl er stadig ikke bevist

En af historievidenskabens fædre, franskmanden Seignobos, gjorde for over 100 år siden den iagttagelse, at hvis det bare kom an på antallet af vidneudsagn, kunne det med sikkerhed fastslås, at djævelen findes. Talløse vidner har gennem tiden uafhængigt af hinanden aflagt ed på at have set djævelen. Seignobos’ pointe var imidlertid netop at fremhæve betydningen af den kritiske omgang med kilderne. Det er historikerens opgave at være skeptisk og drage sine konklusioner med omhu og varsomhed. Den konklusion, en historiker kan drage i dette tilfælde er ikke, at djævelen eksisterer, men at talløse mennesker troede på djævelens eksistens.

I fredags faldt der dom i en meget omtalt injuriesag, der ikke mindst handler om historievidenskab. Journalist Jørgen Dragsdahl havde anlagt sag mod professor emeritus Bent Jensen. Jensen har studeret PETs arkiver, og i 2007 udtalte han f.eks. til Jyllands-Posten:  ”Arkiverne har vist, at Jørgen Dragsdahl var KGB-agent”.
Dragsdahl fik medhold i byretten i Svendborg, men Østre Landsret underkendte i fredags byrettens dom. I en injuriesag påhviler det sagsøgte at føre bevis for den påstand, han har fremsat. Ved vurderingen af de ærekrænkende udsagn, bemærker landsretten, at Dragsdahl aldrig har været sigtet eller tiltalt for at overtræde straffelovens spionparagraf og tilføjer: ”Der er heller ikke ført bevis for, at Jørgen Dragsdahl rent faktisk har været agent for KGB.”

Når Bent Jensen alligevel klarer frisag, skyldes det blandt andet, at landsretten vurderer, at hans udsagn ikke handler om, hvorvidt Dragsdahl var agent i strafferetlig forstand. Endvidere mener retten, at Jensens udsagn blot udgør en beskrivelse af, hvad nogle inden for PET troede dengang i begyndelsen af firserne. Det er en kendt sag, at Dragsdahl med en meget påfaldende adfærd udsatte sig for en åbenlys mistanke om agentvirksomhed. PET overvågede ham og aflyttede hans telefon gennem flere år, men som nævnt førte det ikke til sigtelse, tiltale endsige dom.
Overført på det indledende eksempel har landsretten med andre ord ladet sig overbevise om, at Bent Jensen blot har gengivet, hvad folk troede. Det er det, som landsretten kalder det faktuelle grundlag for Jensens udsagn, idet han altså ifølge Landsretten ikke har udtalt sig om Dragsdahls skyld, men kun om det forhold, at folk troede, at han var skyldig.

Det er en besynderlig vurdering at lægge til grund, for der kan ikke herske den ringeste tvivl om, hvad Bent Jensen mener om Dragsdahl. Bent Jensen mener, at Dragsdahl var KGB-agent. Desværre for Jensen har han landsrettens ord for, at denne beskyldning ikke kan bevises. Set fra Jensens synsvinkel er det imidlertid uvigtigt, for han har opnået at få hængt Dragsdahl ud som KGB-agent i offentligheden uden at det koster ham noget.
Landsretsdommen fejres i det miljø omkring blandt andet Trykkefrihedsselskabet og Den danske Forening, som har støttet Bent Jensen hele vejen. Her hersker der en fanatisk bitterhed over 1980ernes fodnotepolitik, som Dragsdahl understøttede. Det er opfattelsen, at denne politik var udtryk for landsforrædderi. Jyllands-Postens lederskribent sammenfattede denne tolkning allerede lørdag ved at ”konstatere, at det var en KGB-agent, der støbte fundamentet til fodnotepolitikken og dermed satte Danmarks placering i forsvarsalliancen Nato på spil.” At  det faktisk var, hvad landsretten netop ikke konstaterede, lades behændigt ude af betragtning.

(Kristeligt Dagblad 29. okt. 2013)


Bent Jensen gav følgende svar: 

KRISTELIGT DAGBLAD har i Jes Fabricius Møller en medarbejder, der sjældent forsømmer en lejlighed til at sprøjte sine giftigheder ud over undertegnede. Jes Fabricius Møller tilhører desuden en kreds af historikere, der er udstyret med telepatiske evner. Han og de andre telepatikere " ved", hvad jeg mener, selvom jeg aldrig har givet udtryk for de påduttede meninger. De er også i stand til at fortolke kilder, de aldrig nogensinde har set - igen i kraft af deres telepatiske evner.
Forsidehenvisningen til Jensens indlæg
Kristeligt Dagblad 6. nov. 2013

Misundelsesværdigt. Møller og hans ligesindede har bragt dansk historievidenskab frem til et hidtil uset højt niveau. Det har også den fordel, at det er meget arbejdsbesparende. Man behøver ikke noget kildemateriale, men kan sidde i lænestolen og fastslå, hvordan det hele hænger sammen. Der burde indstiftes en særlig pris for dette epokegørende videnskabelige nybrud. Møller kan oplyse Kristeligt Dagblads læsere om, at mine udsagn om Jørgen Dragsdahl - at han ifølge KGB og PET var KGB-agent - svarer til at ville hævde, at Djævelen eksisterer, fordi nogle mennesker mener, at Djævelen findes. At Dragsdahl skal have været KGB-agent, var blot noget, PET " troede".

DETTE NONSENS supplerer Møller så med, at der " kan ikke herske den ringeste tvivl om, hvad Bent Jensen mener om Dragsdahl. Bent Jensen mener, at Dragsdahl var KGBagent." Denne løgn bliver derpå til, at jeg har rettet en "beskyldning" mod Dragsdahl, som ikke er bevist. Og som rosinen i pølseenden denne infame giftighed: Det spiller ingen rolle for Bent Jensen, " for han har opnået at få hængt Dragsdahl ud som KGB-agent i offentligheden, uden at det koster ham noget." Møller "ved" altså, at jeg havde en ond hensigt, som oven i købet var omkostningsfri. Igen trækker han på telepatien.

Giftsnogen, der også i tv har udbredt sig om min ringhed, er en ualmindelig ringe historiker. Hans indlæg i Kristeligt Dagblad burde anvendes i undervisning i historisk kildekritik som eksempel på, hvordan en ussel og uhæderlig " historiker" tér sig.

(Kristeligt Dagblad 6. nov. 2013)

Monarkiets plads i demokratiet

I 1934 reflekterede Winston Churchill over det forhold, at så mange monarkier var forsvundet i hans levetid, og han stillede spørgsmålet, om verden ville vende tilbage til monarkiet som styreform? Churchill selv ville helst svare ja, for han mente, at monarkiet var den bedste modgift mod tyranni og anarki. Demokratiet var på retræten næsten overalt i Europa i 1930’erne, og de totalitære tendenser havde især vundet indpas i republikkerne.

Efter Anden Verdenskrig fastholdt Churchill, at hvis en tysk kejser havde fået lov til at blive på tronen efter Første Verdenskrig, ville Hitler aldrig være kommet til magten. Han mente i det konstitutionelle monarki at se den stabiliserende faktor, der kunne hindre et skrøbeligt demokrati i at smuldre. Kongehuset fungerede som bolværk mod revolution og opløsning.

Historien giver ikke Churchill uret. De tilbageværende europæiske monarkier hører til blandt verdens mest stabile, fredelige, demokratiske, retfærdige og velstående stater. Hvis man ser på Nordafrika og Mellemøsten, når monarkier som Marokko og Jordan ikke den europæiske standard for retfærdighed, fred og velstand, men de klarer sig væsentlig bedre og er ikke mindst væsentlig mere stabile samfund end de nærliggende republikker som Irak, Libyen eller Ægypten.
Historien snyder naturligvis, for monarkier er ikke nødvendigvis særlig stabile af natur. Det er de overlevende monarkier, der har vist sig at være stabile, og hvis man bruger dem som vidnesbyrd om monarkiers stabilitet, har man ikke vist andet, end at stabile monarkier er – nå ja, stabile.
Når Norge, Sverige, Danmark, Belgien, Storbritannien og Holland hører til verdens rigeste og mest demokratiske lande, må man med andre ord ikke nødvendigvis søge forklaringen i det forhold, at de er monarkier, men nok i mindst lige så høj grad have øje for, at der er tale om monarkier, som er forblevet monarkier, fordi de har haft held med at transformere sig til rige og demokratiske lande.
Monarkier kan imidlertid også noget andet, nemlig knytte et følelsesmæssigt bånd mellem befolkningen og statsoverhovedet og dermed staten. I republikker er det et særsyn, at en tusindtallig skare på præsidentens fødselsdag møder personligt frem ved residensen og ønsker tillykke. Det sker imidlertid hvert år den 16. april i Danmark. Folk stiller sig op på pladsen foran Christian IX’s Palæ og råber ”Dronning, dronning kom nu frem, ellers går vi aldrig hjem!”, mens de vifter med det væsentligste nationale symbol af dem alle, Dannebrog. Det nationale er netop et nøgleelement i det moderne monarkis popularitet.
Det lykkedes ikke i første omgang for det nye glücksborgske kongehus at skabe en alliance med nationalismen. Christian IX blev ved sin tronbestigelse bebrejdet, at han var alt for tysk. Alliancen blev i virkeligheden først tilvejebragt for alvor af Christian IX’s barnebarn, Christian X, der også var den første af de glücksborgske monarker, der havde dansk som sit modersmål. I det danske monarki er der siden Christian X’s ridt over Kongeågrænsen sket en sammenkobling mellem nation og statsoverhoved, således at monarkiet har knyttet sin skæbne til nationens – og omvendt.
Et monarki er ikke en given ting, sagde Lars Løkke Rasmussen i anledning af dronningens 70-årsfødselsdag. Det var en konstatering af en kendsgerning, men vel at mærke en historisk kendsgerning. Frem til og med begyndelsen af det 20. århundrede var monarkiet faktisk en given sag. Da den norsk-svenske personalunion blev opløst i 1905, blev det nye, selvstændige Norge et monarki. En generation senere stod sagerne ganske anderledes. Da den dansk-islandske personalunion blev ophævet i 1944, blev det nye, selvstændige Island en republik.
Det er republikanernes hovedargument, at posten som statsoverhoved er så vigtig, at den burde besættes demokratisk. I H.M. Dronning Margrethe II’s tilfælde er det i praksis også tilfældet, fordi hun først blev tronfølger efter en folkeafstemning i 1953. Den almindelige vittighed i den forbindelse er, at hvis Danmark blev en republik, ville vi øjeblikkeligt vælge Margrethe til præsident.
Påskekrisen og Genforeningen i 1920 indebar også, at der blev skabt en alliance mellem monarken og regeringschefen, et fungerende arbejdsfællesskab, hvor statsministeren anerkender kongens status som statsoverhoved, mens kongen anerkender statsministerens ret til at regere. Under den tyske besættelse af Danmark 1940-1945 fik kongen en ikke blot meget stor symbolsk, men også praktisk betydning, men Christian X eller kronprins Frederik i hans fravær handlede aldrig på en måde, der fremkaldte konflikt med regeringschefen.
Kongehuset udviklede en modus vivendi med det parlamentariske demokrati, og med tiden blev dette samarbejde en integreret del af kongehusets selvforståelse. Ifølge denne er monarken ikke uden spillerum, men det er af afgørende betydning, at monarken ikke støder regering eller parlament fra sig.
Demokratiet er et af de hyppigst omtalte emner i dronningens nytårstaler. Hun taler ofte om nødvendigheden af at værne om de demokratiske værdier. Der er ingen tvivl om, at dronningen mener, hvad hun siger, men det er også nødvendigt for monarken at tilslutte sig de demokratiske værdier af hensyn til monarkiets beståen. Dronningen behøver blot at iagttage, hvordan det gik hendes svoger, den tidligere græske konge, Konstantin II.
Konstantin overtog som ganske ung i 1964 den græske trone og giftede sig samme år med den danske prinsesse Anne-Marie. Konstantin søgte målrettet at påvirke den politiske udvikling i Grækenland. I 1964 vandt republikaneren Georgios Papandreous parti, Center Union, en jordskredssejr, og Papandreou dannede en regering, som imidlertid blev modarbejdet af kongen og tvunget til at træde tilbage allerede året efter. Den følgende tid var præget af hyppige regeringsskift. I april 1967 gennemførte militæret et statskup, og kong Konstantin indsatte officielt kupregeringen. Senere samme år iværksatte kongen et modkup, der imidlertid mislykkede fuldstændigt, og han rejste i eksil. Kongen har siden hævdet, at han hele tiden havde forsøgt at redde det græske demokrati.
Kongen var imidlertid ikke alene medvider til kuppet, men han havde også selv udviklet kupplaner, som han ville iværksætte, hvis Papandreou vendte tilbage til magten. Militæret kom ham imidlertid i forkøbet, og kongens eget modkup var bestemt ikke noget forsøg på at genoprette den demokratiske orden i Grækenland, for så vidt en sådan nogensinde havde eksisteret. Det var et resultat af en intern magtkamp mellem militærjuntaen og kongen. Da militærdiktaturet blev afskaffet i 1974, blev der afholdt en folkeafstemning om monarkiet, som kun fik en opbakning på omtrent en tredjedel. Det må indrømmes den nu forhenværende konge, at han overtog en meget vanskelig opgave i en meget ung alder. Det græske monarki havde ikke gennemgået et systemskifte svarende til det, som Konstantins oldefar, Christian IX, accepterede i Danmark i 1901. Den politiske kultur var en helt anden. Hvorom alting er, lykkedes det ikke at bringe det græske monarki i overensstemmelse med demokratiet, og så måtte monarkiet falde.
Det modsatte eksempel findes i Spanien. Den Spanske Borgerkrig bragte i 1939 Francisco Franco til magten. Spanien var på dette tidspunkt de facto en republik, og kongefamilien levede i eksil, men Franco tog den unge prins Juan Carlos under sine vinger. I 1971 udnævnte Franco Juan Carlos til sin efterfølger. Ved Francos død i 1975 blev Juan Carlos konge, men han tog ikke arven op efter Franco. Derimod blev han spydspids for afviklingen af militærdiktaturet og indførelsen af et parlamentarisk demokrati. Denne proces foregik ikke uden problemer. I 1981 iværksatte en gruppe officerer et statskup, men det blev afværget, ikke mindst fordi Juan Carlos med det samme og i en offentlig erklæring stillede sig på demokratiets side. Ganske vist er kongens rolle i forbindelse med kuppet blevet mistænkeliggjort, blandt andet fordi senere offentliggjorte tyske efterretningskilder lader forstå, at kongen havde væsentlig mere sympati for kupmagerne, end det fremgik, da kuppet foregik, men der kan ikke være tvivl om, at kong Juan Carlos har spillet en afgørende rolle for Spaniens demokratiske udvikling. Mens kongen selv nyder almindelig respekt blandt spanierne, er der knap så stor opbakning til monarkiet som styreform. Om monarkiet overlever kongen, er et åbent spørgsmål, men der er næppe tvivl om, at det ikke havde overlevet uden ham.
Det græske og spanske eksempel viser, i hvor høj grad et moderne monarki er bundet til demokratiet. Det er et paradoks, fordi monarken selv netop ikke er valgt til sit embede. Der er mange andre væsentlige embeder i den danske stat, som ikke er et resultat af demokratiske valg. Kongehuset er en aristokratisk institution forstået på den måde, at embedet som monark erhverves i kraft af fødsel.
Løsningen på det demokratiske problem blev tilvejebragt i løbet af det 20. århundrede, da monarken overlod al sin politiske magt til den parlamentariske regerings chef. Løsningen er ikke kun pragmatisk. Der er en indre logik i den måde at definere statsoverhovedets opgave på. Enhver præsident i en parlamentarisk demokratisk republik har til opgave at repræsentere hele landet, at favne bredt og ikke at pleje særinteresser. En præsident besætter imidlertid som regel sit embede som resultat af direkte eller indirekte valg. Det vil sige, at han eller hun altid har en større del af vælgerne med sig og ikke mindst en mindre del af vælgerne imod sig fra begyndelsen. Derimod har den, der så at sige har vundet embedet ved lodtrækning, en meget større chance for at blive opfattet som alles repræsentant. Det er netop, hvad der er lykkedes for de arvelige, europæiske monarker, der stadig er i embedet. Det kræver både dygtighed og demokratisk sans. For den monark, der ikke kender det politiske spil, vil have meget vanskeligt ved at holde sig ude af politik, og den monark, der ikke kender demokratiets natur, kan ikke stå som garant for, at der fra monarkiet ikke udgår nogen trussel mod demokratiet.
(Kristeligt Dagblad 26. sep. 2013)

Mediemonarkiet

Frederik IX og dronning Ingrid var kendetegnet ved, at de allerede som tronfølgerpar udviklede et væsentlig mere aktivt forhold til medierne end man før havde været vant til. Det blev meget mere almindeligt at se billeder af den kongelige familie i hverdagsagtige situationer, for det blev en stadig mere central funktion for kongehuset at repræsentere værdier, som den almindelige dansker kunne identificere sig med.

I 1949 var Skoleradioen inviteret indenfor på Amalienborg hos den unge kongefamilie. Frederik IX viste rundt i det, der ifølge ham selv ”i virkeligheden ikke adskiller sig så forfærdeligt meget fra et ganske almindeligt normalt dansk hjem.” Så vidt så godt, men umiddelbart efter fortsatte kongen med ordene ”Her er vi så inde i den første sal, den med gobelinerne,” og så var enhver forestilling om dansk normalitet jo forduftet.
Fejlgrebet fra kongens side bestod ikke i, at han havde gobeliner hængende, men at han ikke udviste forståelse for, at det var noget særligt at have dem. Det var en fejl, som ikke gentog sig. Frederik IX og hans dronning var generelt meget dygtige til deres job. Berømte er de billeder, hvor man kan se kongen kramme sin kone, som han kunne finde på at kalde dronning Ingrid, og forholdet mellem forældrene og de tre døtre var også åbenlyst kærligt. Selv om scenografien var et kongeskib eller et slot, repræsenterede de et familieliv, som rigtig mange danskere enten havde eller ønskede sig at få.

Tendensen begyndte allerede i det tidlige 1800-tal, og i løbet af det 20. århundrede blev det en decideret sjældenhed, at kongelige lod sig portrættere med de specifikke kendetegn på deres værdighed. hermelinskåbe, rigsæble, krone eller scepter. Familieværdierne afløste delvist den dynastiske familiemodel, hvor hensynet til statens eller dynastiets interesser går forud for den enkelte prins eller prinsesse. Det gør det sådan set stadig i et vist omfang. Men det er bare tillige blevet uhyre vigtigt, at kongelige familier også er lykkelige, eller i det mindste kan lade som om de er en idealfamilie.
Langt fra alle kongelige ægteskaber er lige lykkelige, men det hjælper unægtelig, hvis der er en grad af overensstemmelse mellem den virkelige familie og den medierede familie. Af samme årsag er det en væsentlig forudsætning for et moderne kongeligt ægteskab, at der er tale om en følelsesbaseret forbindelse, hvad man kalder et inklinationsparti og ikke et arrangeret ægteskab. Offentligheden vil kun acceptere et kongeligt ægteskab, hvis det kan sandsynliggøres, at det bygger på gensidig og ligeværdig følelsesmæssig tiltrækning. Hvis denne tiltrækning ikke foreligger, er det som sagt af væsentlig betydning, at man kan lade som om. Prins Charles og Lady Diana Spencers bryllup i 1981 er et godt eksempel. Ægteskabet var efter alt at dømme et fornuftsparti fra begyndelsen, og det ville antagelig have været muligt at opretholde illusionen om et inklinationsparti, hvis blot begge parter havde været indstillet på at acceptere præmisserne fra begyndelsen.

For den generation, som Frederik IX tilhørte, var der yderligere den udfordring, at det endnu ikke var acceptabelt for kongelige – og slet ikke for tronfølgere – at gifte sig under deres stand, heller ikke med adelige. Det indskrænkede jo udbuddet af mulige ægtefæller en del. Men samtidig var der i offentligheden opbygget en forventning om, at kronprinsen indgik et inklinationsparti. Det gjorde han faktisk også, idet han i 1923 faldt for  den græske prinsesse Olga og fik sin fars og den danske regerings samtykke til at forlove sig med hende. Imidlertid kølnedes han følelser hurtigt, og han brød med hende. Det var ikke nogen stor skandale, men alligevel nok til at den danske kronprins forblev ungkarl i mange år fremover.
Den ti år yngre svenske prinsesse Ingrid var et hot emne på det europæiske, kongelige ægteskabsmarked. Hun var en moderne kvinde, der så godt ud, røg cigaretter og kørte bil. Hun blev af pressen sat i forbindelse med flere promintente kongelig ungkarle, blandt andre den engelske prins George. Han endte med at gifte sig med Olgas søster Marina, et ægteskab, der optog den europæiske offentlighed, fordi parret udadtil levede op til tidens idealer. Senere har det vist sig, at det langt fra var tilfældet.

Også kronprins Frederik var et varmt navn på rygtebørsen, og han blev nu sat i forbindelse med den svenske prinsesse. I januar 1935 havde Berlingske Tidende fået så stor tillid til rygter om en kommende forlovelse, at avisen turde sætte historien på forsiden i hele avisens bredde og med de største typer: ”Kronprinsen forlover sig med Prinsesse Ingrid”. Det skulle avisen imidlertid ikke have gjort. Næste dag måtte den ydmygt trykke et dementi udsendt fra kabinetssekretariatet. Den sved i Sværtegade.
I marts måned samme år var det nu Politikens tur til at sætte rygtet om Ingrid og Frederik på forsiden som hovedhistorie: ”I Dag kl. 10 deklareres Kronprinsens Forlovelsen med Prinsesse Ingrid”. Denne gang talte rygterne sandt. Eller man må hellere sige, at Politiken havde en usædvanlig god kilde, for avisen kunne citere en privat telefonsamtale mellem den danske kronprins og hans kommende forlovede som belæg for historien. Det interessante er, at avisen uden blusel indrømmede, at den på den måde havde snaget i de kongeliges privatliv.

Politikens udsendte i Stockholm, Poul Sabroe, der skrev under mærket ”Den Gyldenblonde”, omtalte forlovelsen som om der var tale om en sportsreportage. Han tog blandt andet tid på, hvor lang tid det første kys tog, som de forlovede udvekslede på banegården i Södertälje. Med denne ironiske tilgang kunne Politiken dække publikums behov for at få nysgerrigheden stillet uden at støde det republikanske segment blandt de mange radikale læsere fra sig.
Et af de bedste eksempler på denne stil stammer fra Politikens reportager fra en stor rejse til Jylland, som Frederik VIII foretog sammen med regeringschefen, venstremanden J.C. Christensen, i 1908. Lurendrejeren Christensen havde spændt kongen for sin politiske vogn. Turen havde til formål at sælge et forsvarsforlig til Venstres skeptiske bagland. De Radikale sad dengang i opposition, og partiavisen havde sendt en af sine skarpeste penne, Andreas Vinding, der indledte sin skildring af kongebesøget i Varde således:

”Kongen ankom tidlig i morges til Varde, hvor Folk fra hele Vestjylland var stævnede sammen for at se ham og det store Dyrskue. Byen var i den Anledning overtrukken med Gran som ved de bedre Begravelser. Udenfor Ligkistesnedkerens Butik er plantet en Række Juletræer, i Æresportene springer en stærkt fordrukken norsk Løve, som ved nærmere Eftersyn viser sig at være Vardes Byvaaben.”
Ved på ganske få linjer at associere til død, begravelse og drukkenskab lykkedes det Vinding fra begyndelsen at give et indtryk af en trist og amatøragtig forestilling, hvor kongefamilien fremstod som paralleller til skuets umælende præmiekøer og dermed som effektfulde statister i avisens kampagne rettet mod regeringen i almindelighed og J.C. Christensen i særdeleshed.

Der blev gået til stålet i pressen i begyndelsen af det 20. århundrede. Aviserne var dengang uskrømtede organer for partiinteresser, og kongehuset blev som vist ikke skånet. Det vil dog komme bag på de fleste, at et af de stærkeste angreb på kongehuset kom fra Kristeligt Dagblad. Det var i 1909 opstået, hvad man kan kalde en moralsk panik i København over rygter om en udbredt homoseksualisme, som man sagde, ikke mindt i de københavnsk garnisoner. Kristeligt Dagblad gik så vidt som til at ansætte to privatdetektiver, der undersøgte udbredelsen af den usædelige adfærd i Garderhusarregimentet. Avisens undersøgende journalistik bar dog ikke så mange frugter som håbet. Kun et par ”perverse Mandspersoner” blev afsløret og afskediget. Avisen Social-Demokraten blandede sig og undlod ikke at insinuere, at homoseksualisterne gerne plejede omgang med de kongelige og den højere adel. Kristeligt Dagblad rettede vedvarende, men indirekte beskyldninger mod prins Harald for at have forbindelser til homoseksuelle kredse, underforstået at prinsen selv var homoseksuel. Bladets redaktør, pastor Matthiesen, blev beskyldt for også at have pudset privatdetektiver på prins Harald, hvad han benægtede. Matthiesen endte med at blive anklaget og idømt tre måneders fængsel for fornærmelser mod kongehuset, men frikendt for at have udspioneret prins Harald. Prins Harald måtte til gengæld leve med, at der blev sladret om hans seksualitet, en skæbne han har måttet dele med mange andre kongelige før og siden. Det antageligt mest berømte eksempel stammer fra Sverige. Gustav V udbetale i 1930erne store summer til en mand, der truede med at hænge kongen ud som homoseksuel. Sagen kom frem efter kongens død i 1950, og den viste sig lige så ødelæggende for kongens eftermæle, som hvis afpresseren havde gjort alvor af sine trusler. Historien viser, hvor eksponeret de kongelige er i den moderne medievirkelighed. De kongelige nyder måske retlig immunitet, men de stilles for offentlighedens nådesløse domstol dagligt.

Medierevolutionen var begyndt allerede i 1860erne. En ny teknik, xylografi, tillod gengivelse af billeder  i en høj kvalitet, store oplag og med kort varsel. Det blev udnyttet af Illustreret Tidende, Danmarks første illustrerede ugeblad, der begyndte at udkomme i 1859. Kongestoffet fyldte fra begyndelsen godt op i spalterne, og især de store bryllupper gav anledning til store artikler med helsides reportagebilleder. Ved Frederik og Ingrids bryllup i 1935 var radioen kommet til. Der var ½ million radiolicenser i Danmark, og det vil sige, at næsten hele befolkningen havde adgang til at lytte til transmissionen fra vielsen i Stockholm, der blev udsendt i både dansk og svensk radio.
Kongehusets dominans i mediebilledet kulminerede ved tronfølgeren, prinsesse Margrethes bryllup i 1967. På selve bryllupsdagen den 10. juni sendte Danmarks Radio i alt 6½ times fjernsyn. Der var som bekendt kun den ene kanal dengang. Af dem var der en halv times børneudsendelse og godt en halv times nyheder. Resten var transmission fra vielsen i Holmens Kirke, festbanketten på Fredensborg og en dansk-fransk gallaaften. Det vil sige, at 85 % af sendefladen på dansk fjernsyn den dag var optaget af tronfølgerens bryllup. Selv om der i dag bliver sendt flere timer fra de kongelige begivenheder på de store kanaler, er der alligevel tale om en ringere  belastning af de ikke-royalt indstillede seeres tålmodighed, fordi de kongelige transmissioner udgør en relativt mindre del af det samlede TV-udbud. Men selv på de vilkår trækker kongestoffet stadig meget store seertal. Omkring halvdelen af befolkningen følger f.eks. dronningens nytårstale i en af de direkte transmissioner. Det er helt eksceptionelt i en ellers fragmenteret medievirkelighed.

Det ved DR og TV2, og derfor satser de også fortsat på en massiv dækning af de kongelige begivenheder. De er som regel helt uden kritisk vinkel til det stof, de dækker. Velvillige studieværter og indkaldte eksperter prøver så gnidningsløst som muligt at få tre, fire eller fem timer til at gå med for det meste høflige almindeligheder. Det er ikke nogen nem eller særlig taknemmelig genre at bevæge sig i.  Kritikløs leflen er heller ikke nødvendigvis i kongehusets egen interesse. Hvis medieforbrugerne ikke får andet end billeder fra de store fester, er det klart, at de lettere bliver efterladt med indtrykket af de kongelige som nytteløse døgenigte, der lever en luksustilværelse på skatteydernes bekostning. Samtidig står kongehuset som hele den øvrige offentlige sektor over for en ny tids købmandslogik, der kræver resultatorienteret effektivitet og lønsomhed. Får vi valuta for pengene? Den opgave, som kongehuset står over for er at overbevise borgerne om, at de også har en reel funktion og tilføjer samfundet en reel værdi. Den er ikke let.

(Kronik i Politiken 24. sep. 2013. Redaktørens overskrift var Kongehuset er et moderne mediedynasti)