Skatteprodukt?

Skattesagen mod Troels Lund Poulsen bringer mange afsløringer og oplysninger for dagen. En af dem er, at Skatteministeriet har en »produktionsdirektør«. Man må spørge, hvad Skatteministeriet mon producerer, og hvorfor denne produktion har et omfang, der berettiger ansættelsen af en direktør? Mit gæt er, at der er tale om et udslag af en verserende uskik i den offentlige sektor, hvor man lader som om man er en virksomhed eller en koncern med en omsætning og »en produktion«. Det ser godt ud, når udviklingskontrakter skal genforhandles, men har i øvrigt ikke meget med virkeligheden at gøre.

Jeg går fuldt og helt ind for skattebetaling. Der kendes intet eksempel på et vellykket moderne samfund uden et velfungerende skattevæsen. Hvor der ikke foregår en effektiv, retfærdig, lovreguleret og gennemskuelig inddrivelse af skat, må folk erfaringsmæssigt leve med at betale vilkårlige dummebøder. Så kan man diskutere skattetrykket, byrdefordelingen osv., men ikke at der er brug for et skattevæsen. Et skattevæsen er imidlertid stadig et skattevæsen. Det tager folks penge. Det producerer ingenting. Kald en spade for en spade.

(Læserbrev i Berlingske 31. jan. 2013)

Nederlandene viser vejen

Det varslede tronskifte i Nederlandene er mere interessant end det er overraskende. Dronning Beatrix er den tredje i rækken af nederlandske regenter, der forlader tronen i levende live og den fjerde i rækken af regerende dronninger. Landets seneste konge, dronning Beatrix’ oldefar, Willem III, døde i 1890. Hendes mormor, dronning Wilhelmina, besteg tronen som 18-årig i 1898, men inden da havde enkedronningen regeret på sin datters vegne i 8 år. Uafbrudt i 123 år har Holland altså haft kvindelige statsoverhoveder. Dronning Wilhelmina trak sig i 1948 tilbage til fordel for sin datter, Juliana, der abdicerede i 1980, hvorefter Beatrix blev dronning.  At Beatrix ville trække sig var altså ventet.

Det interessante ved hendes abdikation er, at det er det første generationsskifte i de europæiske fyrstehuse i længere tid, hvis man ser bort fra de mikroskopiske klientstater Liechtenstein, Andorra, Monaco og Vatikanet.  De fleste monarker ville have været pensioneret, hvis de fulgte retningslinjerne på arbejdsmarkedet. Elisabeth II af Storbritannien er født 1926, Albert II af Belgien er født 1934, Harald V af Norge og Juan Carlos af Spanien er begge født 1937, Margrethe II af Danmark er født 1940, Carl XVI Gustaf af Sverige er født 1946. Alle har de siddet i embedet mere end en menneskealder. Kun storhertug Henri af Luxembourg, der er født i 1955 og regerende fyrste siden 2000, er under den normale pensionsalder.

Monarkiet er en statsform, der ret beset ikke burde eksistere, hvis man skal dømme efter de normer, der normalt gælder i et moderne samfund. Legitim magt, status og stilling kan man kun opnå meritokratisk eller demokratisk, altså ved enten at meritere sig gennem uddannelse og karriere eller ved at blive valgt. Kongehusene derimod er grundlæggende aristokratiske institutioner, det vil sige, at embedet som monark tilfalder den, hvis far og/eller mor har beklædt det tidligere. (Her ses bort fra Andorra og Vatikanstaten, der ikke er arvelige monarkier.)

Ikke desto mindre er de europæiske monarker som helhed væsentlig mere populære end de demokratisk valgte regeringschefer, der har den egentlige politiske magt i de respektive lande. På højden af sin exceptionelle popularitet kunne den norske statsminister Stoltenberg f.eks. rose sig af, at han var næsten lige så populær som den norske konge. Det er et grundlæggende paradoks i de moderne konstitutionelle monarkier, at vælgerne bedst kan lide dem, der ikke er på valg.
Monarkiernes legitimitet hviler på traditionens karisma og genkendelighedens stabiliserende magt. Spørgsmålet er, hvad der sker, når de gamle ansigter udskiftes? Blæses tryllestøvet bort? Forsvinder magien? Nederlandene viser vejen.

Kronprins Willem-Alexander, der overtager regentskabet i slutningen af april, er jævnaldrende med de fleste tronfølgere i Europa, der rutinemæssigt beskyldes for at være forkælede døgenigte, overbetalte bistandsklienter, dovne festaber og hvad folkeviddet og tabloidpressen ellers kan mønstre af almindelige bebrejdelser. Indvendingerne er bestemt ikke helt uberettigede. Kronprinser synes nærmest født til at feste igennem og køre galt i hurtige biler. Kronprinser synes imidlertid også at være født til at vokse med opgaven, og det skal blive interessant at se, hvordan Willem-Alexander håndterer kongegerningen.

Han har som alle sine europæiske kollegaer giftet sig borgerligt. Det er af mange blevet betragtet som det første skridt mod monarkiets forfald. Det har vakt yderligere opsigt, at den kommende nederlandske dronning, prinsesse Maxima, er datter af en politiker, som blandt andet en kort tid tjente som landbrugsminister under militærdiktaturet i Argentina omkring 1980. Men Maxima synes at klare skærene. Noget tyder på, at den gamle formel, der lader en frø blive til en prins, henholdsvis en prinsesse, stadig er gyldig.

Beatrix er en pioner i kunsten at gøre det ikke-kongelige til noget kongeligt. Hun var den første blandt sine samtidige kollegaer, der giftede sig under sin stand. Hun ægtede i 1966 den tyske, adelige diplomat, Claus von Amsberg, der klarede transformationen til prins og prinsgemal fortræffeligt. Den danske tronfølger giftede sig som bekendt året efter med en fransk, adelig diplomat. Det næste skridt blev taget af daværende kronprins Harald af Norge, der giftede sig borgerligt i 1968. Hans søn, kronprins Haakon, tog det følgende skridt ved i 2001 at gifte sig med en enlig mor af den borgerlige stand.

Indtil videre har de nationale monarkier vist sig robuste nok til at tåle disse fortsatte brud med de traditionelle dynastiske principper. Faktisk er der en udbredt accept af den mekanisme, at en borgerlig kan ophæves til prins eller prinsesse ved ægteskab. Det synes indtil videre ikke at fortynde den kongelige karisma, at kongelige gifter sig med ikke-kongelige, men medvirker derimod til styrkelse af fascinationen af monarkiet og til forstærkelse af den følelse af identifikation med kongehuset, som så mange nærer. Om denne iagttagelse har gyldighed for de konstitutionelle monarkier i fremtiden, må det nederlandske eksempel vise.

(Kristeligt Dagblad 30. jan. 2013)