Bent Jensen som kampagnejournalist


Ole Hasselbalch gør sig i kronikken lørdag mange anstrengelser for at vise, at landsrettens dom i sagen mellem Jørgen Dragsdahl og Bent Jensen var en entydig sejr for Bent Jensen. Det var den ikke. Til gengæld var den en stor sejr for hans forsvarer. Hasselbalch skylder i den forbindelse Jyllands-Postens læsere at nævne, at han ikke bare er en uvildig iagttager. Han støttede Bent Jensen undervejs, og udfaldet af sagen er antagelig ikke mindst et vidnesbyrd om Hasselbalchs evner som jurist. Hvorom alting er, lykkedes det Jensens juridiske bistand at overbevise retten om, at Jensen aldrig har beskyldt Dragsdahl for at være agent. Jensen slap fri, fordi retten lod sig overbevise om, at Jensen kun har gengivet, hvad PET mente om Dragsdahl. Det er hvad retten valgte at kalde et tilstrækkeligt faktuelt grundlag for Jensens påstande.
Det er da heller ikke hensigten med disse linjer at påstå, at Dragsdahl er et uskyldsrent lam. Han må ligge som han har redt. Det fremgår allerede klart af PET-kommissionens beretning, at Dragsdahls adfærd under den kolde krig var så påfaldende, at han udsatte sig for mistanken om at være KGB-agent. PET iværksatte af samme årsag en omfattende overvågning af Dragsdahl. I den offentlige debat om sagen har der været en stærk interesse for Dragsdahls synspunker under den kolde krig. Men politiske synspunkter har man som bekendt lov til at have, og man har også lov til at ytre dem. Det mistænkelige ved Dragsdahl var især den adfærd, som han udviste.
Imidlertid blev der hverken rejst sigtelse eller tiltale mod Dragsdahl. Man kan som antydet finde mistanken særdeles velbegrundet. Men den forblev altså en mistanke. Der foreligger intet vidnesbyrd om, at Dragsdahl var i fjendens sold, heller ikke efter den grundige prøvelse i Østre Landsret. Dette forhold fremhæver retten i sin dom. Princippet om at man er uskyldig til det modsatte er bevist, synes imidlertid ikke at anfægte fremtrædende debattører, herunder Jyllands-Postens lederskribent, der umiddelbart efter dommens afsigelse konstaterede, at Dragsdahl var KGB-agent. Men den holder altså, om man så må sige, ikke i landsretten.
Hasselbalch har naturligvis ret i, at Bent Jensen ikke kan drages til ansvar for det, som andre konkluderer på baggrund af hans arbejde. Imidlertid har Bent Jensen et stort medansvar for, at store dele af offentligheden har fået det indtryk, at Dragsdahl faktisk var agent. Det hænger sammen med, at Jensen er en trænet bruger af massemedierne.
I 2007 blev han f.eks. i Jyllands-Posten citeret for følgende: ”Arkiverne har vist, at Jørgen Dragsdahl var KGB-agent.” Man kan ikke fortænke den almindelige avislæser i derefter at tro, at Bent Jensen faktisk mener, at Dragsdahl var agent. Bent Jensen har ikke bestridt, at han har udtalt sig sådan, men han har siden gjort meget for at forklejne formuleringen ved at fremhæve, at den blev fremsat i en telefon på et befærdet gadehjørne i Italien. Han lader meget omhyggeligt som om, at det dér journalisthalløj er ham fremmed. og han søger bevidst tilflugt i en professorværdighed, der nemt lader sig distrahere af mobiltelefoni og italiensk trafik.
En af præmisserne for frifrindelsen af Bent Jensen var netop, at han som forsker og professor har udvidet ytringsfrihed. Det kan man på forskningens vegne kun glæde sig over. Sagen er blot den, at selv om Bent Jensen er forhenværende professor, har han i denne sag undladt at opføre sig som en forsker.
Jensen bruger ikke forskningens sædvanlige kommunikationskanaler, men ytrer sig først og fremmest i dagspressens spalter. Han kan virke nærmest brutal, og holder sig i direkte polemik på opinionssiderne ikke for god til at anvende skældsord som ”giftsnog” eller ”køterpis” om sine modstandere og deres synspunkter. Men først og fremmest navigerer han hjemmevant i det redaktionelle stof.
Langt de fleste af de 35 påstande, der var genstand for sagen i Østre Landsret, er fremsat i Jyllands-Posten. Det er ikke tilfældigt. Bent Jensen har en fortid som medlem af Jyllands-Postens redaktion. Hans fremgangsmåde kan bedst beskrives som kampagnejournalistik. Men det er som professor at han har fået privilegerede adgang til PET’s arkiv. Ingen andre, der har beskæftiget sig journalistisk med dette stofområde, kommer i nærheden af at have haft Bent Jensens privilegier. Dette redaktionelle forspring har Bent Jensen udnyttet til at forfølge sine mål.
I en kronik i Jyllands-Posten i sommeren 2012 gjorde Bent Jensen rede for en del spionsager fra den kolde krig, herunder en sag fra slutningen af fyrrerne, da et dengang meget ungt menneske i opdrag af den sovjetiske ambassade udarbejdede en fortegnelse over hundredevis af betydningsfulde danskere og deres politiske tilhørsforhold og holdning til Sovjetunionen. Der var tale om et arbejde, som det unge menneske havde fået overdraget af en nær slægtning. Det kunne give anledning til at rejse sigtelse, men man valgte imidlertid af taktiske årsager ikke at føre en sag mod det unge menneske, og sagen kom ikke til offentlighedens kendskab. Bent Jensen skrev:
”Den afdøde person og nære slægtnings identitet blev i 1951 afsløret, men der blev ikke rejst sag mod den endnu levende nære slægtning. Forsvarets Efterretningstjeneste ville ikke afsløre sin kilde. Ud fra de oplysninger, som PET-kommissionens beretning bringer, kombineret med kendskab til periodens historie - især Danmarks forhold til Sovjetunionen - er det ikke svært at identificere de to beslægtede beundrere af Stalin og hans politistat.” (Jyllands-Posten,16. juni 2012)
Sagen var i anonymiseret form velkendt, for den er, som Bent Jensen anførte, beskrevet i PET-kommissionens beretning (bd. 6, s. 58, kan læses på www.petkommissionen.dk). Men Bent Jensen gengav i sin kronik ikke hændelsesforløbet ud fra PET-kommissionens beretning. Han havde blandt andet føjet en væsentlig oplysning til, nemlig den nære slægtnings dødsår, 1949, og så var det, som Bent Jensen skriver, ikke vanskeligt at identificere den pågældende.
Hvordan det nu end kom i stand, må man i hvert fald ikke overraskes over, at det var Jyllands-Postens redaktion, der først regnede ud, hvem det handlede om, og en måned efter Bent Jensens kronik, kunne avisen sætte navn på og afsløre, at der var tale om en nu 85-årig tidligere fremtrædende professor, hvis lige så fremtrædende far var død i 1949.
Avisens reportere var mødt frem på hans bopæl og havde konfronteret ham med beskyldningen om, hvad han i sin tidligste ungdom havde bedrevet. I lyset af denne redaktionelle fremgangsmåde valgte professoren det eneste rigtige, nemlig at lægge alle kortene på bordet i et stort interview, hvor han stærkt understregede, at han tog afstand fra og fortrød sine handlinger.
Man kan godt forstå, at Jyllands-Posten trykte afsløringen, for den rummer de fleste af de elementer, der i journalistbranchen kaldes en god historie. Men avisen gjorde sig også endnu engang til et redskab for Bent Jensens fortsatte stræben efter at stille navngivne folk for offentlighedens domstol.
(kronik i Jyllands-Posten 13. dec. 2013. Jeg er siden blevet gjort opmærksom på, at kronikken rummer en fejl, idet kun en mindre del af dem, der indgik i fortegnelsen over hundredevis af betydningsfulde danskere, fik påført deres politiske tilhørsforhold.)

Amdi vingefang og den gule spand

Sociologen Max Weber stillede det ikke uinteressante spørgsmål, hvordan nogle får magt over andre mennesker. Han skelnede mellem tre måder at berettige magt på: Et legalt herredømme, sådan som det udøves af en virksomhedsleder eller en valgt politisk leder, et traditionelt herredømme, som i tilfældet en stammehøvding eller en hersker i et feudalt system, og endelig det karismatiske herredømme. Hvis Weber havde kendt Mogens Amdi Petersen ville han ganske givet have brugt ham som et klokkerent eksempel på det sidste. I henhold til Webers definition styrer den karismatiske leder i kraft af en affektbestemt hengivenhed for herskerens person og hans nådegaver. Sai Baba hører til samme kategori, mens Peter Brixtofte er en mellemting mellem en legal og en karismatisk leder.

Amdi Petersen har ikke beklædt nogen officiel post inden for Tvind siden 1979, dvs. at han ikke har noget legalt herredømme. Anklagemyndigheden er nu i gang med den meget vanskelige øvelse at bevise, at han trods sin officielle status som menig i virkeligheden har haft afgørende indflydelse på de økonomiske beslutninger, der er truffet af bestyrelsen for Tvinds humanitære fond. Muligvis vil det endelige anklageskrift også strække sig endnu videre. Ingen med kendskab til Tvind er i tvivl om, at han har haft den egentlige magt, men det er straks vanskeligere at dokumentere, så det holder for en domstols mere formalistisk orienterede blik. Amdi Petersen er en slags guru for medlemmerne af det, der kaldes Tvinds Lærergruppe. Til trods for sin ureligiøse og politiske ideologi ligner Tvind en sekt. Den opsluger sine medlemmer fuldstændig. Det er en pakkeløsning, der tilbyder tryghed, mening med livet, venner, kost og logi.

Lærergruppen er eksklusiv i den forstand at der kun er plads til dem, der vil ofre sig helt for fællesskabet. Mange er stået af allerede ved det første introduktionsmøde, men en lille rest er så tiltrukket af dette fællesskab, at de tager springet ind i Tvind. Tilhørsforholdet bestemmes ikke så meget af erkendelse, som af en næsten religiøs omvendelse. De taler gerne om at man skal blive et nyt menneske. Afsløringerne af Tvinds luksuslejlighed i Florida for nylig kan forlede til at tro, at Tvind i virkeligheden handler om fordækt berigelseskriminalitet. Det ville være ganske belejligt, hvis det forholdt sig sådan, for så er det jo til at forstå for alle os, hvis væsentligste motivation for at gå på arbejde er lønnen. Men man bør tage idealismen alvorligt. Den er drivkraften for alle de menige arbejdsbier.

Tvindmøllen blev manges indgang til Tvind. Byggepladsen blev et regulært tilløbsstykke, hvor alle fik lov til at give en hånd med, og mange så møllen som det væsentligste konkrete argument imod atomkraften. Alle var ved at revne af stolthed, da den sidste vinge blev monteret. Thorkild Bjørnvig skrev ved indvielsen et patetisk digt om dens kerubiske vingefang, der bredte sig som et udtryk for folkets oprør mod industrialismens uvæsen. Møllen har aldrig kørt for mere end halv kraft. Dens effekt var først og fremmest dens propagandaværdi, og Amdi Petersen blev hyldet som den store idémand, mens kollektivet tog æren for det praktiske. I virkeligheden var Amdi Petersens oprindelige ide ubrugelig, og møllen var aldrig blevet bygget hvis det ikke var for den hjælp, som den tvindske folkekommune fik fra repræsentanter for forsøgscentret ved Risø og DTH.

Den nu afdøde tidligere ombudsmand Lars Nordskov Nielsen sagde ved en lejlighed, at et retssamfund er kendetegnet ved gennemsigtighed og forudsigelighed, dvs. at magtfordelingen er klar og at det står klart, hvad der er lovligt og hvad ikke. Man må f.eks. ikke dømme med tilbagevirkende kraft. Man kan sige, at Tvind som organisation er kendetegnet ved det modsatte, nemlig uklarhed og vilkårlighed. Ledelsesstilen kan man kalde management by terror. Amdi Petersen er frygtet og berygtet for sine pludselige udfald - og indfald for den sags skyld. Han rejser verden rundt - han var i transit fra Afrika til Mexico, da han blev taget af politiet i Los Angeles - og besøger Tvinds skoler og virksomheder. Overalt mødes han med medlemmer af Lærergruppen og udstikker retningslinjerne for den evige vandring mod horisonten.

Han er charmerende og brutal, og ingen ved, hvornår han er hvad. Fornemmelsen af at være overvåget er konstant. På den måde holdes alle hen i frygt, usikkerhed og hengivenhed. Beslutningsprocessen bygger på »retten til at være enige«, som man siger. Selv private spørgsmål som sygdom, børn og parforhold bliver overladt til fællesskabets beslutning. Det vil i praksis sige at man holder maratonmøder, hvor Amdi Petersen i kraft af sine talegaver og udholdenhed er dominerende. Medlemmerne af Lærergruppen lever i en verden af overarbejde og søvnunderskud, der gør dem mere sårbare for manipulation, men det er ikke hele forklaringen. Amdi Petersen kan få folk til at gøre de mest utrolige ting alene på baggrund af sin personlige udstråling. Det er meget vanskeligt at sætte sig ind i de psykologiske mekanismer, der får folk til at udholde dette tyranni. Det omtales af tidligere medlemmer af Tvind som en forelskelse og indmeldelsen i Lærergruppen som et forpligtende ægteskab. I så fald er der tale om samme psykologiske mekanisme, der får kvinder til at blive hos voldelige ægtemænd. Trygheden er væsentligere end den personlige integritet.

Det bliver ofte gentaget, at Tvind har udviklet sig fra at være et frodigt pædagogisk eksperiment til en kapitalistisk sekt-lignende organisation. Journalister og debattører øser af billedsprogets rigeste kilder, når de skal beskrive denne påståede udvikling fra Maos lille røde til Amdis sorte Mercedes eller hvad de nu ellers finder på. Teorien om Tvind som en god idé, der er løbet af sporet, er ret belejlig for den store gruppe af mennesker, der engang var fascineret af Tvind. Hvis de kan godtgøre, at Tvind var godt nok dengang og noget skidt nu, har de jo haft ret hele tiden. Det samme gælder i øvrigt afhopperne, når de skal forsøge at forklare, hvorfor de overhovedet gik ind i Tvind. Men Tvind og Amdi Petersen har lignet sig selv fra begyndelsen. Allerede tidligt var der kritik af ledelsesformerne, f.eks. i form af en kronik i 1971 i denne avis. Det var dog først senere, at omverdenen var parat til at lytte til denne kritik. Det skete med en anden kronik også i Information i maj måned 1978. Denne kritik forplantede sig lynhurtigt til den øvrige presse, og siden har det været rutine at skrive skandalehistorier om skolesamvirket. Efter 1978 var tidsånden imod Tvind, men det skyldtes altså, at tidsånden havde ændret sig. Tvind er den samme - blot større. Dengang i 1970 kunne Tvind åbent reklamere med sit kollektivistiske princip. Det stod tydeligt beskrevet i det informations- og reklamemateriale, som Tvind selv producerede. Den borgelige romantiske kærlighed og parcelhus-tosomheden blev nedgjort sammen med individualismen. »Palle var alene i verden, vi andre er her sammen!« var et meget brugt slogan.

I dag er offentligheden ikke så modtagelig for den slags, så Tvind går lidt mere stille med dørene. Fra begyndelsen skød alle deres penge i en gul spand, og kollektivet brugte derefter pengene til at styrke og udvide organisationen, de første år ved udbygning af skolerne i Ulfborg. Siden blev den gule spand omskabt til sindrige fonde, der havde til formål at opkøbe skoler og jord i hele verden. Princippet er det samme. Amdi Petersen har heller ikke ændret sig. Tvind var aldrig blevet til noget, hvis det ikke havde været for hans karisma og hans gennemslagskraft. Han blev nægtet fast ansættelse på en skole i Næsby ved Odense i 1965. Syv år senere var han forstander for et seminarium, som han selv havde grundlagt. Han kunne få tingene til at ske og han brugte den magt, han havde over folk. Han kunne tale om, hvordan ikke alene skolesystemet, men hele verden skulle reformeres. Han går ikke i små sko og bryder sig ikke om små menneskers små problemer. Han tænker stort. Skal der være en vindmølle, så lad det være verdens største. De folk, der nu vil spærre ham inde, er blot nogle snæversynede bureaukrater, der ikke har forstået omfanget af hans visioner, mener han. Og hans tilhængere tror på ham. Amdi Petersen fik faktisk virkeliggjort noget af sin globale plan. Tvind har i dag aktiviteter på alle kontinenter undtagen Antarktis. I det sydlige Afrika driver Tvind mange skoler og omsætter for millioner af dollars i brugttøjshandelen. Det ligner en ganske almindelig koncern, men dengang som nu er pengene kun et middel til fortsat ekspansion, rekruttering af endnu flere disciple, og målet er omvendelsen af hele verden.

Det er en naturlig fortsættelse af de store drømme, der blev drømt på Fanø og i Svendborg, hvor Tvind begyndte i 1970. Ledelsen er forklædt i jakkesæt og business-class billetter, for det er der jo råd til, men deres måde at forvalte den tillid, der er dem betroet, er ikke anderledes i dag end dengang de overtalte langhårede entusiaster til at smide deres penge i en gul spand.

(kronik i Information 20. feb. 2002)

Beskyldningerne mod Dragsdahl er stadig ikke bevist

En af historievidenskabens fædre, franskmanden Seignobos, gjorde for over 100 år siden den iagttagelse, at hvis det bare kom an på antallet af vidneudsagn, kunne det med sikkerhed fastslås, at djævelen findes. Talløse vidner har gennem tiden uafhængigt af hinanden aflagt ed på at have set djævelen. Seignobos’ pointe var imidlertid netop at fremhæve betydningen af den kritiske omgang med kilderne. Det er historikerens opgave at være skeptisk og drage sine konklusioner med omhu og varsomhed. Den konklusion, en historiker kan drage i dette tilfælde er ikke, at djævelen eksisterer, men at talløse mennesker troede på djævelens eksistens.

I fredags faldt der dom i en meget omtalt injuriesag, der ikke mindst handler om historievidenskab. Journalist Jørgen Dragsdahl havde anlagt sag mod professor emeritus Bent Jensen. Jensen har studeret PETs arkiver, og i 2007 udtalte han f.eks. til Jyllands-Posten:  ”Arkiverne har vist, at Jørgen Dragsdahl var KGB-agent”.
Dragsdahl fik medhold i byretten i Svendborg, men Østre Landsret underkendte i fredags byrettens dom. I en injuriesag påhviler det sagsøgte at føre bevis for den påstand, han har fremsat. Ved vurderingen af de ærekrænkende udsagn, bemærker landsretten, at Dragsdahl aldrig har været sigtet eller tiltalt for at overtræde straffelovens spionparagraf og tilføjer: ”Der er heller ikke ført bevis for, at Jørgen Dragsdahl rent faktisk har været agent for KGB.”

Når Bent Jensen alligevel klarer frisag, skyldes det blandt andet, at landsretten vurderer, at hans udsagn ikke handler om, hvorvidt Dragsdahl var agent i strafferetlig forstand. Endvidere mener retten, at Jensens udsagn blot udgør en beskrivelse af, hvad nogle inden for PET troede dengang i begyndelsen af firserne. Det er en kendt sag, at Dragsdahl med en meget påfaldende adfærd udsatte sig for en åbenlys mistanke om agentvirksomhed. PET overvågede ham og aflyttede hans telefon gennem flere år, men som nævnt førte det ikke til sigtelse, tiltale endsige dom.
Overført på det indledende eksempel har landsretten med andre ord ladet sig overbevise om, at Bent Jensen blot har gengivet, hvad folk troede. Det er det, som landsretten kalder det faktuelle grundlag for Jensens udsagn, idet han altså ifølge Landsretten ikke har udtalt sig om Dragsdahls skyld, men kun om det forhold, at folk troede, at han var skyldig.

Det er en besynderlig vurdering at lægge til grund, for der kan ikke herske den ringeste tvivl om, hvad Bent Jensen mener om Dragsdahl. Bent Jensen mener, at Dragsdahl var KGB-agent. Desværre for Jensen har han landsrettens ord for, at denne beskyldning ikke kan bevises. Set fra Jensens synsvinkel er det imidlertid uvigtigt, for han har opnået at få hængt Dragsdahl ud som KGB-agent i offentligheden uden at det koster ham noget.
Landsretsdommen fejres i det miljø omkring blandt andet Trykkefrihedsselskabet og Den danske Forening, som har støttet Bent Jensen hele vejen. Her hersker der en fanatisk bitterhed over 1980ernes fodnotepolitik, som Dragsdahl understøttede. Det er opfattelsen, at denne politik var udtryk for landsforrædderi. Jyllands-Postens lederskribent sammenfattede denne tolkning allerede lørdag ved at ”konstatere, at det var en KGB-agent, der støbte fundamentet til fodnotepolitikken og dermed satte Danmarks placering i forsvarsalliancen Nato på spil.” At  det faktisk var, hvad landsretten netop ikke konstaterede, lades behændigt ude af betragtning.

(Kristeligt Dagblad 29. okt. 2013)


Bent Jensen gav følgende svar: 

KRISTELIGT DAGBLAD har i Jes Fabricius Møller en medarbejder, der sjældent forsømmer en lejlighed til at sprøjte sine giftigheder ud over undertegnede. Jes Fabricius Møller tilhører desuden en kreds af historikere, der er udstyret med telepatiske evner. Han og de andre telepatikere " ved", hvad jeg mener, selvom jeg aldrig har givet udtryk for de påduttede meninger. De er også i stand til at fortolke kilder, de aldrig nogensinde har set - igen i kraft af deres telepatiske evner.
Forsidehenvisningen til Jensens indlæg
Kristeligt Dagblad 6. nov. 2013

Misundelsesværdigt. Møller og hans ligesindede har bragt dansk historievidenskab frem til et hidtil uset højt niveau. Det har også den fordel, at det er meget arbejdsbesparende. Man behøver ikke noget kildemateriale, men kan sidde i lænestolen og fastslå, hvordan det hele hænger sammen. Der burde indstiftes en særlig pris for dette epokegørende videnskabelige nybrud. Møller kan oplyse Kristeligt Dagblads læsere om, at mine udsagn om Jørgen Dragsdahl - at han ifølge KGB og PET var KGB-agent - svarer til at ville hævde, at Djævelen eksisterer, fordi nogle mennesker mener, at Djævelen findes. At Dragsdahl skal have været KGB-agent, var blot noget, PET " troede".

DETTE NONSENS supplerer Møller så med, at der " kan ikke herske den ringeste tvivl om, hvad Bent Jensen mener om Dragsdahl. Bent Jensen mener, at Dragsdahl var KGBagent." Denne løgn bliver derpå til, at jeg har rettet en "beskyldning" mod Dragsdahl, som ikke er bevist. Og som rosinen i pølseenden denne infame giftighed: Det spiller ingen rolle for Bent Jensen, " for han har opnået at få hængt Dragsdahl ud som KGB-agent i offentligheden, uden at det koster ham noget." Møller "ved" altså, at jeg havde en ond hensigt, som oven i købet var omkostningsfri. Igen trækker han på telepatien.

Giftsnogen, der også i tv har udbredt sig om min ringhed, er en ualmindelig ringe historiker. Hans indlæg i Kristeligt Dagblad burde anvendes i undervisning i historisk kildekritik som eksempel på, hvordan en ussel og uhæderlig " historiker" tér sig.

(Kristeligt Dagblad 6. nov. 2013)

Monarkiets plads i demokratiet

I 1934 reflekterede Winston Churchill over det forhold, at så mange monarkier var forsvundet i hans levetid, og han stillede spørgsmålet, om verden ville vende tilbage til monarkiet som styreform? Churchill selv ville helst svare ja, for han mente, at monarkiet var den bedste modgift mod tyranni og anarki. Demokratiet var på retræten næsten overalt i Europa i 1930’erne, og de totalitære tendenser havde især vundet indpas i republikkerne.

Efter Anden Verdenskrig fastholdt Churchill, at hvis en tysk kejser havde fået lov til at blive på tronen efter Første Verdenskrig, ville Hitler aldrig være kommet til magten. Han mente i det konstitutionelle monarki at se den stabiliserende faktor, der kunne hindre et skrøbeligt demokrati i at smuldre. Kongehuset fungerede som bolværk mod revolution og opløsning.

Historien giver ikke Churchill uret. De tilbageværende europæiske monarkier hører til blandt verdens mest stabile, fredelige, demokratiske, retfærdige og velstående stater. Hvis man ser på Nordafrika og Mellemøsten, når monarkier som Marokko og Jordan ikke den europæiske standard for retfærdighed, fred og velstand, men de klarer sig væsentlig bedre og er ikke mindst væsentlig mere stabile samfund end de nærliggende republikker som Irak, Libyen eller Ægypten.
Historien snyder naturligvis, for monarkier er ikke nødvendigvis særlig stabile af natur. Det er de overlevende monarkier, der har vist sig at være stabile, og hvis man bruger dem som vidnesbyrd om monarkiers stabilitet, har man ikke vist andet, end at stabile monarkier er – nå ja, stabile.
Når Norge, Sverige, Danmark, Belgien, Storbritannien og Holland hører til verdens rigeste og mest demokratiske lande, må man med andre ord ikke nødvendigvis søge forklaringen i det forhold, at de er monarkier, men nok i mindst lige så høj grad have øje for, at der er tale om monarkier, som er forblevet monarkier, fordi de har haft held med at transformere sig til rige og demokratiske lande.
Monarkier kan imidlertid også noget andet, nemlig knytte et følelsesmæssigt bånd mellem befolkningen og statsoverhovedet og dermed staten. I republikker er det et særsyn, at en tusindtallig skare på præsidentens fødselsdag møder personligt frem ved residensen og ønsker tillykke. Det sker imidlertid hvert år den 16. april i Danmark. Folk stiller sig op på pladsen foran Christian IX’s Palæ og råber ”Dronning, dronning kom nu frem, ellers går vi aldrig hjem!”, mens de vifter med det væsentligste nationale symbol af dem alle, Dannebrog. Det nationale er netop et nøgleelement i det moderne monarkis popularitet.
Det lykkedes ikke i første omgang for det nye glücksborgske kongehus at skabe en alliance med nationalismen. Christian IX blev ved sin tronbestigelse bebrejdet, at han var alt for tysk. Alliancen blev i virkeligheden først tilvejebragt for alvor af Christian IX’s barnebarn, Christian X, der også var den første af de glücksborgske monarker, der havde dansk som sit modersmål. I det danske monarki er der siden Christian X’s ridt over Kongeågrænsen sket en sammenkobling mellem nation og statsoverhoved, således at monarkiet har knyttet sin skæbne til nationens – og omvendt.
Et monarki er ikke en given ting, sagde Lars Løkke Rasmussen i anledning af dronningens 70-årsfødselsdag. Det var en konstatering af en kendsgerning, men vel at mærke en historisk kendsgerning. Frem til og med begyndelsen af det 20. århundrede var monarkiet faktisk en given sag. Da den norsk-svenske personalunion blev opløst i 1905, blev det nye, selvstændige Norge et monarki. En generation senere stod sagerne ganske anderledes. Da den dansk-islandske personalunion blev ophævet i 1944, blev det nye, selvstændige Island en republik.
Det er republikanernes hovedargument, at posten som statsoverhoved er så vigtig, at den burde besættes demokratisk. I H.M. Dronning Margrethe II’s tilfælde er det i praksis også tilfældet, fordi hun først blev tronfølger efter en folkeafstemning i 1953. Den almindelige vittighed i den forbindelse er, at hvis Danmark blev en republik, ville vi øjeblikkeligt vælge Margrethe til præsident.
Påskekrisen og Genforeningen i 1920 indebar også, at der blev skabt en alliance mellem monarken og regeringschefen, et fungerende arbejdsfællesskab, hvor statsministeren anerkender kongens status som statsoverhoved, mens kongen anerkender statsministerens ret til at regere. Under den tyske besættelse af Danmark 1940-1945 fik kongen en ikke blot meget stor symbolsk, men også praktisk betydning, men Christian X eller kronprins Frederik i hans fravær handlede aldrig på en måde, der fremkaldte konflikt med regeringschefen.
Kongehuset udviklede en modus vivendi med det parlamentariske demokrati, og med tiden blev dette samarbejde en integreret del af kongehusets selvforståelse. Ifølge denne er monarken ikke uden spillerum, men det er af afgørende betydning, at monarken ikke støder regering eller parlament fra sig.
Demokratiet er et af de hyppigst omtalte emner i dronningens nytårstaler. Hun taler ofte om nødvendigheden af at værne om de demokratiske værdier. Der er ingen tvivl om, at dronningen mener, hvad hun siger, men det er også nødvendigt for monarken at tilslutte sig de demokratiske værdier af hensyn til monarkiets beståen. Dronningen behøver blot at iagttage, hvordan det gik hendes svoger, den tidligere græske konge, Konstantin II.
Konstantin overtog som ganske ung i 1964 den græske trone og giftede sig samme år med den danske prinsesse Anne-Marie. Konstantin søgte målrettet at påvirke den politiske udvikling i Grækenland. I 1964 vandt republikaneren Georgios Papandreous parti, Center Union, en jordskredssejr, og Papandreou dannede en regering, som imidlertid blev modarbejdet af kongen og tvunget til at træde tilbage allerede året efter. Den følgende tid var præget af hyppige regeringsskift. I april 1967 gennemførte militæret et statskup, og kong Konstantin indsatte officielt kupregeringen. Senere samme år iværksatte kongen et modkup, der imidlertid mislykkede fuldstændigt, og han rejste i eksil. Kongen har siden hævdet, at han hele tiden havde forsøgt at redde det græske demokrati.
Kongen var imidlertid ikke alene medvider til kuppet, men han havde også selv udviklet kupplaner, som han ville iværksætte, hvis Papandreou vendte tilbage til magten. Militæret kom ham imidlertid i forkøbet, og kongens eget modkup var bestemt ikke noget forsøg på at genoprette den demokratiske orden i Grækenland, for så vidt en sådan nogensinde havde eksisteret. Det var et resultat af en intern magtkamp mellem militærjuntaen og kongen. Da militærdiktaturet blev afskaffet i 1974, blev der afholdt en folkeafstemning om monarkiet, som kun fik en opbakning på omtrent en tredjedel. Det må indrømmes den nu forhenværende konge, at han overtog en meget vanskelig opgave i en meget ung alder. Det græske monarki havde ikke gennemgået et systemskifte svarende til det, som Konstantins oldefar, Christian IX, accepterede i Danmark i 1901. Den politiske kultur var en helt anden. Hvorom alting er, lykkedes det ikke at bringe det græske monarki i overensstemmelse med demokratiet, og så måtte monarkiet falde.
Det modsatte eksempel findes i Spanien. Den Spanske Borgerkrig bragte i 1939 Francisco Franco til magten. Spanien var på dette tidspunkt de facto en republik, og kongefamilien levede i eksil, men Franco tog den unge prins Juan Carlos under sine vinger. I 1971 udnævnte Franco Juan Carlos til sin efterfølger. Ved Francos død i 1975 blev Juan Carlos konge, men han tog ikke arven op efter Franco. Derimod blev han spydspids for afviklingen af militærdiktaturet og indførelsen af et parlamentarisk demokrati. Denne proces foregik ikke uden problemer. I 1981 iværksatte en gruppe officerer et statskup, men det blev afværget, ikke mindst fordi Juan Carlos med det samme og i en offentlig erklæring stillede sig på demokratiets side. Ganske vist er kongens rolle i forbindelse med kuppet blevet mistænkeliggjort, blandt andet fordi senere offentliggjorte tyske efterretningskilder lader forstå, at kongen havde væsentlig mere sympati for kupmagerne, end det fremgik, da kuppet foregik, men der kan ikke være tvivl om, at kong Juan Carlos har spillet en afgørende rolle for Spaniens demokratiske udvikling. Mens kongen selv nyder almindelig respekt blandt spanierne, er der knap så stor opbakning til monarkiet som styreform. Om monarkiet overlever kongen, er et åbent spørgsmål, men der er næppe tvivl om, at det ikke havde overlevet uden ham.
Det græske og spanske eksempel viser, i hvor høj grad et moderne monarki er bundet til demokratiet. Det er et paradoks, fordi monarken selv netop ikke er valgt til sit embede. Der er mange andre væsentlige embeder i den danske stat, som ikke er et resultat af demokratiske valg. Kongehuset er en aristokratisk institution forstået på den måde, at embedet som monark erhverves i kraft af fødsel.
Løsningen på det demokratiske problem blev tilvejebragt i løbet af det 20. århundrede, da monarken overlod al sin politiske magt til den parlamentariske regerings chef. Løsningen er ikke kun pragmatisk. Der er en indre logik i den måde at definere statsoverhovedets opgave på. Enhver præsident i en parlamentarisk demokratisk republik har til opgave at repræsentere hele landet, at favne bredt og ikke at pleje særinteresser. En præsident besætter imidlertid som regel sit embede som resultat af direkte eller indirekte valg. Det vil sige, at han eller hun altid har en større del af vælgerne med sig og ikke mindst en mindre del af vælgerne imod sig fra begyndelsen. Derimod har den, der så at sige har vundet embedet ved lodtrækning, en meget større chance for at blive opfattet som alles repræsentant. Det er netop, hvad der er lykkedes for de arvelige, europæiske monarker, der stadig er i embedet. Det kræver både dygtighed og demokratisk sans. For den monark, der ikke kender det politiske spil, vil have meget vanskeligt ved at holde sig ude af politik, og den monark, der ikke kender demokratiets natur, kan ikke stå som garant for, at der fra monarkiet ikke udgår nogen trussel mod demokratiet.
(Kristeligt Dagblad 26. sep. 2013)

Mediemonarkiet

Frederik IX og dronning Ingrid var kendetegnet ved, at de allerede som tronfølgerpar udviklede et væsentlig mere aktivt forhold til medierne end man før havde været vant til. Det blev meget mere almindeligt at se billeder af den kongelige familie i hverdagsagtige situationer, for det blev en stadig mere central funktion for kongehuset at repræsentere værdier, som den almindelige dansker kunne identificere sig med.

I 1949 var Skoleradioen inviteret indenfor på Amalienborg hos den unge kongefamilie. Frederik IX viste rundt i det, der ifølge ham selv ”i virkeligheden ikke adskiller sig så forfærdeligt meget fra et ganske almindeligt normalt dansk hjem.” Så vidt så godt, men umiddelbart efter fortsatte kongen med ordene ”Her er vi så inde i den første sal, den med gobelinerne,” og så var enhver forestilling om dansk normalitet jo forduftet.
Fejlgrebet fra kongens side bestod ikke i, at han havde gobeliner hængende, men at han ikke udviste forståelse for, at det var noget særligt at have dem. Det var en fejl, som ikke gentog sig. Frederik IX og hans dronning var generelt meget dygtige til deres job. Berømte er de billeder, hvor man kan se kongen kramme sin kone, som han kunne finde på at kalde dronning Ingrid, og forholdet mellem forældrene og de tre døtre var også åbenlyst kærligt. Selv om scenografien var et kongeskib eller et slot, repræsenterede de et familieliv, som rigtig mange danskere enten havde eller ønskede sig at få.

Tendensen begyndte allerede i det tidlige 1800-tal, og i løbet af det 20. århundrede blev det en decideret sjældenhed, at kongelige lod sig portrættere med de specifikke kendetegn på deres værdighed. hermelinskåbe, rigsæble, krone eller scepter. Familieværdierne afløste delvist den dynastiske familiemodel, hvor hensynet til statens eller dynastiets interesser går forud for den enkelte prins eller prinsesse. Det gør det sådan set stadig i et vist omfang. Men det er bare tillige blevet uhyre vigtigt, at kongelige familier også er lykkelige, eller i det mindste kan lade som om de er en idealfamilie.
Langt fra alle kongelige ægteskaber er lige lykkelige, men det hjælper unægtelig, hvis der er en grad af overensstemmelse mellem den virkelige familie og den medierede familie. Af samme årsag er det en væsentlig forudsætning for et moderne kongeligt ægteskab, at der er tale om en følelsesbaseret forbindelse, hvad man kalder et inklinationsparti og ikke et arrangeret ægteskab. Offentligheden vil kun acceptere et kongeligt ægteskab, hvis det kan sandsynliggøres, at det bygger på gensidig og ligeværdig følelsesmæssig tiltrækning. Hvis denne tiltrækning ikke foreligger, er det som sagt af væsentlig betydning, at man kan lade som om. Prins Charles og Lady Diana Spencers bryllup i 1981 er et godt eksempel. Ægteskabet var efter alt at dømme et fornuftsparti fra begyndelsen, og det ville antagelig have været muligt at opretholde illusionen om et inklinationsparti, hvis blot begge parter havde været indstillet på at acceptere præmisserne fra begyndelsen.

For den generation, som Frederik IX tilhørte, var der yderligere den udfordring, at det endnu ikke var acceptabelt for kongelige – og slet ikke for tronfølgere – at gifte sig under deres stand, heller ikke med adelige. Det indskrænkede jo udbuddet af mulige ægtefæller en del. Men samtidig var der i offentligheden opbygget en forventning om, at kronprinsen indgik et inklinationsparti. Det gjorde han faktisk også, idet han i 1923 faldt for  den græske prinsesse Olga og fik sin fars og den danske regerings samtykke til at forlove sig med hende. Imidlertid kølnedes han følelser hurtigt, og han brød med hende. Det var ikke nogen stor skandale, men alligevel nok til at den danske kronprins forblev ungkarl i mange år fremover.
Den ti år yngre svenske prinsesse Ingrid var et hot emne på det europæiske, kongelige ægteskabsmarked. Hun var en moderne kvinde, der så godt ud, røg cigaretter og kørte bil. Hun blev af pressen sat i forbindelse med flere promintente kongelig ungkarle, blandt andre den engelske prins George. Han endte med at gifte sig med Olgas søster Marina, et ægteskab, der optog den europæiske offentlighed, fordi parret udadtil levede op til tidens idealer. Senere har det vist sig, at det langt fra var tilfældet.

Også kronprins Frederik var et varmt navn på rygtebørsen, og han blev nu sat i forbindelse med den svenske prinsesse. I januar 1935 havde Berlingske Tidende fået så stor tillid til rygter om en kommende forlovelse, at avisen turde sætte historien på forsiden i hele avisens bredde og med de største typer: ”Kronprinsen forlover sig med Prinsesse Ingrid”. Det skulle avisen imidlertid ikke have gjort. Næste dag måtte den ydmygt trykke et dementi udsendt fra kabinetssekretariatet. Den sved i Sværtegade.
I marts måned samme år var det nu Politikens tur til at sætte rygtet om Ingrid og Frederik på forsiden som hovedhistorie: ”I Dag kl. 10 deklareres Kronprinsens Forlovelsen med Prinsesse Ingrid”. Denne gang talte rygterne sandt. Eller man må hellere sige, at Politiken havde en usædvanlig god kilde, for avisen kunne citere en privat telefonsamtale mellem den danske kronprins og hans kommende forlovede som belæg for historien. Det interessante er, at avisen uden blusel indrømmede, at den på den måde havde snaget i de kongeliges privatliv.

Politikens udsendte i Stockholm, Poul Sabroe, der skrev under mærket ”Den Gyldenblonde”, omtalte forlovelsen som om der var tale om en sportsreportage. Han tog blandt andet tid på, hvor lang tid det første kys tog, som de forlovede udvekslede på banegården i Södertälje. Med denne ironiske tilgang kunne Politiken dække publikums behov for at få nysgerrigheden stillet uden at støde det republikanske segment blandt de mange radikale læsere fra sig.
Et af de bedste eksempler på denne stil stammer fra Politikens reportager fra en stor rejse til Jylland, som Frederik VIII foretog sammen med regeringschefen, venstremanden J.C. Christensen, i 1908. Lurendrejeren Christensen havde spændt kongen for sin politiske vogn. Turen havde til formål at sælge et forsvarsforlig til Venstres skeptiske bagland. De Radikale sad dengang i opposition, og partiavisen havde sendt en af sine skarpeste penne, Andreas Vinding, der indledte sin skildring af kongebesøget i Varde således:

”Kongen ankom tidlig i morges til Varde, hvor Folk fra hele Vestjylland var stævnede sammen for at se ham og det store Dyrskue. Byen var i den Anledning overtrukken med Gran som ved de bedre Begravelser. Udenfor Ligkistesnedkerens Butik er plantet en Række Juletræer, i Æresportene springer en stærkt fordrukken norsk Løve, som ved nærmere Eftersyn viser sig at være Vardes Byvaaben.”
Ved på ganske få linjer at associere til død, begravelse og drukkenskab lykkedes det Vinding fra begyndelsen at give et indtryk af en trist og amatøragtig forestilling, hvor kongefamilien fremstod som paralleller til skuets umælende præmiekøer og dermed som effektfulde statister i avisens kampagne rettet mod regeringen i almindelighed og J.C. Christensen i særdeleshed.

Der blev gået til stålet i pressen i begyndelsen af det 20. århundrede. Aviserne var dengang uskrømtede organer for partiinteresser, og kongehuset blev som vist ikke skånet. Det vil dog komme bag på de fleste, at et af de stærkeste angreb på kongehuset kom fra Kristeligt Dagblad. Det var i 1909 opstået, hvad man kan kalde en moralsk panik i København over rygter om en udbredt homoseksualisme, som man sagde, ikke mindt i de københavnsk garnisoner. Kristeligt Dagblad gik så vidt som til at ansætte to privatdetektiver, der undersøgte udbredelsen af den usædelige adfærd i Garderhusarregimentet. Avisens undersøgende journalistik bar dog ikke så mange frugter som håbet. Kun et par ”perverse Mandspersoner” blev afsløret og afskediget. Avisen Social-Demokraten blandede sig og undlod ikke at insinuere, at homoseksualisterne gerne plejede omgang med de kongelige og den højere adel. Kristeligt Dagblad rettede vedvarende, men indirekte beskyldninger mod prins Harald for at have forbindelser til homoseksuelle kredse, underforstået at prinsen selv var homoseksuel. Bladets redaktør, pastor Matthiesen, blev beskyldt for også at have pudset privatdetektiver på prins Harald, hvad han benægtede. Matthiesen endte med at blive anklaget og idømt tre måneders fængsel for fornærmelser mod kongehuset, men frikendt for at have udspioneret prins Harald. Prins Harald måtte til gengæld leve med, at der blev sladret om hans seksualitet, en skæbne han har måttet dele med mange andre kongelige før og siden. Det antageligt mest berømte eksempel stammer fra Sverige. Gustav V udbetale i 1930erne store summer til en mand, der truede med at hænge kongen ud som homoseksuel. Sagen kom frem efter kongens død i 1950, og den viste sig lige så ødelæggende for kongens eftermæle, som hvis afpresseren havde gjort alvor af sine trusler. Historien viser, hvor eksponeret de kongelige er i den moderne medievirkelighed. De kongelige nyder måske retlig immunitet, men de stilles for offentlighedens nådesløse domstol dagligt.

Medierevolutionen var begyndt allerede i 1860erne. En ny teknik, xylografi, tillod gengivelse af billeder  i en høj kvalitet, store oplag og med kort varsel. Det blev udnyttet af Illustreret Tidende, Danmarks første illustrerede ugeblad, der begyndte at udkomme i 1859. Kongestoffet fyldte fra begyndelsen godt op i spalterne, og især de store bryllupper gav anledning til store artikler med helsides reportagebilleder. Ved Frederik og Ingrids bryllup i 1935 var radioen kommet til. Der var ½ million radiolicenser i Danmark, og det vil sige, at næsten hele befolkningen havde adgang til at lytte til transmissionen fra vielsen i Stockholm, der blev udsendt i både dansk og svensk radio.
Kongehusets dominans i mediebilledet kulminerede ved tronfølgeren, prinsesse Margrethes bryllup i 1967. På selve bryllupsdagen den 10. juni sendte Danmarks Radio i alt 6½ times fjernsyn. Der var som bekendt kun den ene kanal dengang. Af dem var der en halv times børneudsendelse og godt en halv times nyheder. Resten var transmission fra vielsen i Holmens Kirke, festbanketten på Fredensborg og en dansk-fransk gallaaften. Det vil sige, at 85 % af sendefladen på dansk fjernsyn den dag var optaget af tronfølgerens bryllup. Selv om der i dag bliver sendt flere timer fra de kongelige begivenheder på de store kanaler, er der alligevel tale om en ringere  belastning af de ikke-royalt indstillede seeres tålmodighed, fordi de kongelige transmissioner udgør en relativt mindre del af det samlede TV-udbud. Men selv på de vilkår trækker kongestoffet stadig meget store seertal. Omkring halvdelen af befolkningen følger f.eks. dronningens nytårstale i en af de direkte transmissioner. Det er helt eksceptionelt i en ellers fragmenteret medievirkelighed.

Det ved DR og TV2, og derfor satser de også fortsat på en massiv dækning af de kongelige begivenheder. De er som regel helt uden kritisk vinkel til det stof, de dækker. Velvillige studieværter og indkaldte eksperter prøver så gnidningsløst som muligt at få tre, fire eller fem timer til at gå med for det meste høflige almindeligheder. Det er ikke nogen nem eller særlig taknemmelig genre at bevæge sig i.  Kritikløs leflen er heller ikke nødvendigvis i kongehusets egen interesse. Hvis medieforbrugerne ikke får andet end billeder fra de store fester, er det klart, at de lettere bliver efterladt med indtrykket af de kongelige som nytteløse døgenigte, der lever en luksustilværelse på skatteydernes bekostning. Samtidig står kongehuset som hele den øvrige offentlige sektor over for en ny tids købmandslogik, der kræver resultatorienteret effektivitet og lønsomhed. Får vi valuta for pengene? Den opgave, som kongehuset står over for er at overbevise borgerne om, at de også har en reel funktion og tilføjer samfundet en reel værdi. Den er ikke let.

(Kronik i Politiken 24. sep. 2013. Redaktørens overskrift var Kongehuset er et moderne mediedynasti)

Foreningen, der ikke har noget imod krukker, så længe der er noget i dem

Forfatteren Johannes Jørgensen udgav i slutningen af 1940' erne sine erindringer, der blandt andet beretter om hans studietid i København i 1880' erne. Georg Brandes havde på dette tidspunkt sat brand i kulturlivet. Man diskuterede kvindeemancipation, vegetarianisme, progressiv skat og den slags moderne sager. Jørgensen beundrede Brandes og studerede zoologi på universitetet. På væggen i sit lejede værelse havde han hængt et billede af Darwin, der for den unge generation var indbegrebet af opgøret med alt gammelt. Hans værtinde så portrættet og spurgte nysgerrigt, om det ikke var Grundtvig?

Selvom anekdoten skulle tjene den aldrende og meget religiøse forfatter til illustration af sin ungdoms dårskab, er der det rigtige i historien, at Grundtvig var påfaldende usynlig i hovedstaden blot ti år efter sin død. Han var ikke en figur, som en pensionatsværtinde i København forventedes at kende af udseende.

Den akademiske verden var i Johannes Jørgensens ungdom ideologisk delt op i to lejre, en konservativ, hvis ungdom var organiseret i Studenterforeningen, og så den radikale Brandes-fløj, der samledes i den nystiftede forening, Studentersamfundet. I kirkelig forstand var hovedstaden delt mellem en borgerlig traditionalisme og et stadig mere dominerende Indre Mission. Grundtvigianerne havde ingen institutionel styrke i byen.

Det var blandt grundene til, at en kreds med udspring i Københavns Højskoleforening i 1888 tog initiativ til Frisindet Diskussionsforening, der i 1892 tog navneforandring til Studenterkredsen, der havde til formål "paa Grundlag af den grundtvigske Anskuelse dels at samle Studenter til et frugtbart Samarbejde, dels gennem gode Foredrag og Diskussioner om kirkelige og folkelige Spørgsmaal at virke for en kristelig, frisindet Livsanskuelse".

Studenterkredsen eller bare Kredsen, som den kaldes, holdt i mange år til i Grundtvigs Hus i Studiestræde i København. I 1942 fik foreningen en selvstændig aflægger i Aarhus, og jyderne gjorde det til et program ikke at begrænse sig til en " behagelig sejlads i det brede kølvand, der med et omfattende ord betegnes som grundtvigsk".

Det var en hentydning til den evige diskussion i grundtvigske kredse i det hele taget mellem de såkaldte centrifugalgrundtvigianere, der ville tilpasse sig tiden, og de mere ortodokse, der ønskede at holde fast i en kerne af grundtvigsk livsanskuelse.

En tid lang var der også en kreds i Odense. Efter krigen flyttede københavnerkredsen ind på Vartov, hvor Kirkeligt Samfund - i dag Grundtvigsk Forum - generøst lagde hus til foreningens dagligstue og de ugentlige foredrag. Dagligstuen, hvor man kunne komme og læse avis og drikke te, gik af brug på et tidspunkt i 1960' erne, men foredragsrækken består endnu, og Grundtvigsk Forum betaler stadig huslejen.

Der har vist aldrig været tidspunkt, hvor Kredsen har hvilet uanfægtet i sig selv. Foreningen har været det sted, hvor mennesker mødes til stålsat diskussion om teologiske, filosofiske eller litterære spørgsmål "på grundlag af den grundtvigske anskuelse".

"Der skal ligefrem i samtalerne om menneskets eksistens være saglig ufordragelighed. Der skal, mellem standpunkterne, være principiel religionskrig," mente den selvlærde teolog Johannes Lauridsen, der gennem mange år var en central skikkelse i København.

Navne som Regin Prenter, K. B. Andersen, Ole Wivel, Leif Grane, Henning Tjørnehøj, Søren Krarup, Ejvind Larsen, Johs. H. Christensen, Jørgen Bukdahl, Jørgen K. Bukdahl, Margrete Auken, Thorkild Grosbøll, Mogens Lindhardt, Hans Hauge, Joakim Garff, Poul Erik Tøjner, Henrik Wivel, Erik Skyum-Nielsen, Nils Gunder Hansen, Sune Auken blandt mange andre har som formænd, bestyrelsesmedlemmer eller hyppige foredragsholdere gennem årene sat deres præg diskussionerne.

I Kredsen i Aarhus var det ikke mindst det løgstrupske kamhjul, der greb ind i det grundtvigske maskineri, mens Kredsen i København var mødestedet for det grundtvigske og det tidehvervske. Diskussionerne har ikke sjældent været ubarmhjertige og tonen uforsonlig, fløjene mødtes. "Enten bliver man tidehvervsk, fordi man er ubegavet, eller også bliver man ubegavet af at være tidehvervsk," mente Løgstrup engang under en diskussion i Aarhuskredsen. Tidehvervsfolkene var ikke mindre uelskværdige mod Løgstrup.

Jeg kom i forbindelse med Studenterkredsen i Vartov omkring 1989. et par år efter at jeg var flyttet til København. Jeg var blevet advaret at Kredsen godt kunne som en lukket fest. Man kunne nemt blive skræmt væk af det, der godt ligne en intellektuel indkrogethed i sig selv, men den der blev hængende, blev belønnet i bredfuldt mål.

Kredsen er en sær hybrid af sangglad folkelighed og elitær akademisk institution. Det ene øjeblik afsynges Grundtvigs "Det var en sommermorgen" om de faldne fra på Isted Hede med en patos tappet direkte fra samme kilde, som sangens forfatter drak af, og det næste øjeblik dekonstrueres med største elegance den narrative struktur i den nationale historieskrivning.

Det betyder ikke, at folkeligheden er blevet udvendig, blot at den kender sin egen begrænsning. Rodfæstetheden i den folkelige tradition betyder, at det ikke nytter noget, hvis der ikke er alvor bag. Det skal komme an på hvis det skal give mening. Det akademiske og højtravende kommer fra universitetet, men er i bedste højskoletradition ikke bundet op en eksamen.

Studenterkredsen tages ikke pædagogiske hensyn. Foredragsholderne kan tillade sig den risiko at tabe eller alle tilhørere på og den luksus at miste jordforbindelsen, så længe er sikkerhed for, at der noget på spil, at der er et anliggende og ikke bare et pensumkrav at tage hensyn til. Genren er netop foredraget og ikke forelæsningen, og betyder netop ikke, at alle kunne følge med, men at taleren står inde for det sagte med sin person. At foredraget aldrig holdes for pengenes skyld giver sig selv, for der er ikke råd til honorar. Det er æressag at blive indbudt tale i Kredsen.

Efter foredraget er der "Nachspiel". Det selskabelige, nattesæderne og de oprørte diskussioner over den øl har vist altid været en integreret del af livet i Studenterkredsen. Integrationen af det selskabelige, det folkelige og det akademiske er på intet tidspunkt stærkere end på Studenterkredsens Sommermøde, der har været holdt hvert år under det navn siden 1904. Her er mangt et udmærket ægteskab blevet grundlagt.

For mig blev Studenterkredsen en akademisk læreplads. Jeg havde læst historie et par år og havde haft dygtige lærere, men kun sjældent på universitetet mødt denne kompromisløse vilje til at et spørgsmål igennem, fordi det var magtpåliggende og ikke kun af betydning for eksamen. Det betød naturligvis også, at jeg i Kredsen har siddet og lyttet til mange foredrag, som jeg vitterlig ikke forstod en lyd af. Til gengæld blev der sat en standard hvad det vil sige at studere. Man er ikke kun student i 37 timer om ugen, men alle vågne timer, også de besofne. Her blev der sat en standar for, hvad lærdom er kan.

Da Johannes Sløk engang holdt et foredrag - så vidt jeg har fået episoden genfortalt var det i Kredsen i Aarhus - fik han stillet et af disse lange, indviklede spørgsmål, der mest af alt har det formål at lade spørgeren fremstå som klog og belæst.

Spørgsmålet indledtes med vendingen: " Kierkegaard siger et sted, at.". Sløk lyttede tålmodigt, og da spørgsmålet endelig var stillet til tøvede han et lille øjeblik, inden han gav sit svar, hvis fulde ordlyd var: "Det siger Kierkegaard intetsteds." Anekdoten, og det er vel en anekdote, tjener naturligvis først og fremmest til illustration af Sløks velkendte arrogance.

Men den er også en påmindelse om, at der forskel på arrogance, der har sit fundament i kundskaber og så den arrogance, ikke består af andet end varm luft og prætentioner. Sløk tilhørte uomtvisteligt første kategori.

Hvad der er blevet sagt om nogle helt andre i en helt anden sammenhæng: "Vi har ikke noget imod krukker, så længe der er noget i dem", kunne godt tjene som en slags motto for Studenterkredsen.

(Kristeligt Dagblad 6. sept. 2013)

Er man andenrangsborger, blot fordi man ikke har en computer?

Overvej følgende tankeeksperiment: Tænk hvis landets kommuner havde besluttet sig for, at alle meddelelser til borgerne fremover skulle affattes på russisk. Det kan man kun vanskeligt forestille sig, for det ville jo umuliggøre en meningsfuld kommunikation, eftersom man ikke har nogen rimelig grund til at forvente, at det er et sprog, som enhver behersker.

Inden man slår dette tankeeksperiment hen som det rene pjat, er der grund til at pege på, at rigtig mange mennesker senest fra næste år faktisk vil befinde sig i en situation, der svarer til, at kommunen er begyndt at tale russisk.
Den 1. november 2014 bliver det obligatorisk for borgerne at kommunikere digitalt med kommunen. Det er en del af en meget ambitiøs digitaliseringsstrategi, der selvfølgelig handler om, at Danmark skal være et foregangsland og alt det dér. Men mens projektlederne i Kommunernes Landsforening og Digitaliseringsstyrelsens specialkonsulenter har deltaget i visionsseminarer og skrevet strategipapirer, hvor den strålende fremtid udmales, har de måske lige glemt et par småting – borgerne for eksempel.

Skal man tro udmeldingerne fra kommunerne, er man lidt af en særling, hvis man ikke har en computer. Men det er faktisk rundt regnet ti procent af Danmarks husstande, der stadig ikke har adgang til internettet.

Det er især ældre mennesker, og det er ikke fordi de har været forsømmelige, uuddannede, dumme eller levet i en parallelvirkelighed. Masser af nulevende mennesker har levet et langt liv, passet deres arbejde, svaret enhver sit og ikke ligget nogen til last uden nogensinde at have været forpligtet til at røre en computer. Nu forlanger samfundet pludselig af dem, at de skal skaffe sig sådan et dyr og lære at betjene det. For mange mennesker svarer det altså til at skulle lære russisk.

Man skal søge om dispensation hos kommunen, hvis man ønsker at modtage sin post som hidtil. Det kan synes som en bagatel, men man kan ikke bebrejde folk, at de oplever det som en hån, for det gør jo den computerfri tilværelse til et uværdigt specialtilfælde. Her er der grund til at minde om, at det altså ikke er mere end 15 år siden at kun 15 procent af Danmarks husstande havde adgang til internettet.
Hånen bliver ikke mindre af, at det, der optimistisk kaldes ”digitale løsninger” for det meste består af digitale problemer. NemID viste sig at være TemmeligkompliceretID. I den offentlige transport er en umiddelbart forståelig og ligefrem adgang til køb af papirbilletter blevet afløst af en uigennemsigtig, forsinket, dyr og i virkeligheden også forældet ”løsning” i form af Rejsekortet. Og for at vende tilbage til kommunerne, lever de jo ikke engang op til deres egne højtflyvende ambitioner om digital kommunikation. Prøv at sende en email til din kommune og se om der svares. Nej, vel?

Der er kommunalvalg til efteråret. Det er ikke for meget forlangt, at de nye kommunalbestyrelser sørger for, at de mennesker, der tilfældigvis ikke har en computer, kan bibeholde oplevelsen af at være ligeværdige borgere.

(Kommentar i Kristeligt Dagblad 16. august 2013)

Demokratismen

Henrik Dahl affejer i en anmeldelse den 2. august Søren Fonsbøls bog om demokratisme. Om bogen har fortjent denne affejning, kan jeg ikke bedømme, da jeg ikke har læst den, men Dahls argument for at gøre det fortjener en kommentar. Dahl mener ikke, at Grundlovens § 3 bør tages alvorligt. Det er den, der siger, at den lovgivende magt er hos kongen og folketinget i forening, og at den udøvende magt er hos kongen. Dahl fortsætter - med et citat af Søren Mørch – at hævde, at Grundlovens paragraf 13 og 14, der blandt andet siger, at kongen er ansvarsfri og at ministrene er ansvarlige for regeringsførelsen, er ”designet til at ophæve paragraf 3”.

Dahl er hermed i god overensstemmelse med den opfattelse af forfatningens historie blandt både historikere og jurister, der dominerede helt frem til og med Claus Friisbergs disputats om parlamentarismens historie fra 2007. Problemet er, at denne tradition tager for givet, at den grundlovgivende rigsforsamling, der virkede i 1848-49, havde intentioner om at skabe et parlamentarisk demokrati netop som vi kender det i dag. Derfor kan repræsentanter for denne tradition også ganske frejdigt påstå, at man slet ikke skal tage det, som grundlovsfædrene skrev om f.eks. kongens lovgivende og udøvende magt, alvorligt.
Den nyere forskning i forfatningens og den politiske kulturs historie hælder imidlertid i stadig højere grad til den opfattelse, at grundlovsfædrene faktisk mente, hvad de skrev. Når kongen fik så megen magt og når der ikke stod en stavelse i junigrundloven om demokrati, var det højst sandsynligt med vilje. Noget andet er selvfølgelig, at tiden løb fra grundloven, og så måtte fortjenstfulde forfatningsjurister træde til med deres fortolkningskunst for at få lovens ordlyd til at rime med den nye politiske virkelighed. For at give disse nye tolkninger vægt er de blevet tilbageprojiceret og har fået lov til også at styre tolkningen af Grundlovens ophav, men dermed går man altså glip af, hvad meningen med Grundloven oprindelig var.
(Læserbrev i Weekendavisen, Bøger, 9. august 2013)

Hvorfor skal det være så svært?

Hvorfor skal det være så svært at købe en billet til toget? Er det med vilje, at passagererne skræmmes væk? Jeg har to gange denne somme haft den glæde at besøge den fortræffelige by Holbæk.

Jeg havde i samme anledning brug for videre befordring med tog til henholdsvis Nykøbing Sjælland og Kalundborg. Som et led i det, der ikke kan karakteriseres som andet end en målrettet serviceforringelse, er billetsalget på Holbæk Station som på så mange andre stationer og banegårde lukket.

Som kompensation fremhæves det, at billetter i stedet kan købes i stationskiosken, der i Holbæk som de fleste andre steder drives af 7Eleven. I Holbæk reklamerer kiosken åbenlyst med, at de sælger togbilletter.

Desværre er udvalget af disse væsentligt dårligere end udvalget af lakrids, kildevand, ugeblade eller chips. Fra Holbæk går der tog til Nykøbings Sjælland, Kalundborg og København. I kiosken kan man af en eller anden bizar grund kun købe billetter til en tredjedel af strækningerne, nemlig den til København.

Vil man til til Nykøbing eller Kalundborg, henvises man til en automat i perrontunnellen, som senest – dvs den 31. juli – tydeligvis havde været udsat for hærværk. Kun med møje lykkedes det at få billetten. Hvis de, der driver jernbanerne, gerne vil have betalende passagerer, hvorfor i alverden opstiller de så disse absurde hindringer for at købe billetter?

(Læserbrev i Nordvest Nyt, 1. aug. 2013. Redaktionens titel var "Hvorfor skal det være så svært, DSB?", men problemet skyldes antagelig ikke DSB)

Er musik vigtigere end køer?

I juni er der to store begivenheder på en græsmark syd for Roskilde. Den første weekend i måneden er der fællesdyrskue, og den sidste weekend i måneden er der musikfestival.
De to begivenheder er foruden at være nogenlunde lige store også jævnaldrende. Dyrskuet blev afviklet første i 1969 som afløsning det, der var blevet holdt gennem mange år på Bellahøj i København. Musikfestivalen åbnede i 1971.
Festivalen har meget stor betydning, fordi overskuddet for en stor del går til det lokale foreningsliv, mens dyrskuet er et mødested for landbrugserhvervet og landboforeningerne for hele området øst for Storebælt.
Både dyrskue og festival tiltrækker i omegnen af 100.000 mennesker, afhængig af hvordan man tæller. Dyrskuet har i år haft mere end 97.000 betalende gæster på endagsbilletter fordelt på tre dage, mens der sælges 75.000 billetter til festivalen. De gælder så til gengæld alle festivalens fire dage.
Dertil kommer i begge tilfælde de mange ansatte, frivillige og så videre. Gæsterne på festivalen er hovedsageligt yngre mennesker fra Nordeuropa, mens dyrskuet tiltrækker børnefamilier og ældre, men til gengæld fra knap så stort et opland.
Den slående forskel mellem festival og skue er dækningen i tv og radio. Dyrskuet skal være heldigt at få et lille klip i slutningen af en nyhedsudsendelse som en af den slags lette historier med billeder af lille pige, der klapper ko - sådan noget, der letter overgangen til vejrudsigten.
Siden programmet ”Ud på landet med Bent Hansen" blev nedlagt kan dyrskuet ikke regne med omtale i landsdækkende medier. Roskilde Festival får derimod hvert år en dækning, så man skulle tro nationens skæbne afhang af det. Især Danmarks Radio stiller sendeflade til rådighed i et omfang, der stiller de omdiskuterede kongelige begivenheder fuldstændig i skyggen.
Den seneste barnedåb fik syv timers sendetid. Allerede i 2007 sendte DR sammenlagt 70 timer fra Roskilde Festival. På nettet har DR givet særlig plads til festivalen med dr. dk/ roskilde. Der findes for eksempel ikke en tilsvarende www.dr.dk/libyen.
Festivalen har virkelig formået at positionere sig. I alle medier er offentliggørelsen af programmet i løbet af vinteren en nyhedshistorie. Selv åbningen af teltpladsen mandagen før festivalens officielle indledning er blevet mediebegivenhed.
For to år siden indledte journalisternes fagblad, Journalisten, en berettiget diskussion af denne fantastiske eksponering af Roskilde Festival. På festivalpladsen findes en såkaldt medieby. Det er en fest midt i festen, som man får adgang til ved en såkaldt medieakkreditering. I 2009 var 2000 ( skriver to tusinde) journalister og i alt 5000 (skriver fem tusinde) mediearbejdere akkrediteret Roskilde Festival.
Det afspejler ikke en redaktionel prioritering. Det er udtryk for journalisters musiksmag og deres behov at holde fest uden at betale fuld pris. Man må betragte medieeksponeringen af festivalen som en bivirkning.
(kommentar i Kristeligt Dagblad 9. juni 2011)

Uddannelsesrevolutionen har sin pris

Uddannelse er et fokusområde for regeringen. Målsætningerne for uddannelserne er udtrykt i SU-reformen, der i virkeligheden er en ambitiøs plan om at revolutionere uddannelsessystemet inden 2020. Det er blandt andet regeringens mål: 1. at en fjerdedel af en fødselsårgang skal gennemføre en lang videregående uddannelse, 2. at den gennemsnitlige gennemførelsestid skal nedsættes med 4,7 måneder, og 3. at der skal en øget fleksibilitet i uddannelsessystemet, så kandidater fra de mellemlange videregående uddannelser, professsionsbachelorerne, skal kunne optages på universiteternes kandidatuddannelser.

I dag har 8,7 procent af befolkningen en lang videregående uddannelse med en højere andel blandt de yngre årgange og 12,9 procent for de 30-39-årige. Når en fjerdedel af alle unge mennesker skal gennemføre en universitetsuddannelse, indebærer det en stærk forøgelse af antallet af færdiguddannede i disse år og dermed også, at rekrutteringsgrundlaget bliver væsentligt bredere. Det er ikke længere muligt kun at optage de allerdygtigste og bedst motiverede. Der vil komme flere studerende med dårligere forudsætninger og ringere motivation.

Denne større andel af en ungdomsårgang skal i tilgift gennemføre uddannelsen hurtigere. Det vil automatisk medføre et fald i den faglige standard. "Ingen har bedt institutionerne om at sænke barren," siger uddannelsesminister Morten Østergaard (R) ganske vist, men det er forkert. Institutionerne belønnes for at gøre det.

Hvis der skal være en faglig standard, må den give sig udtryk i det forhold, at ikke alle og enhver kan bestå eksamen. Den grundlæggende bevillingsstruktur i det meste af uddannelsessektoren er imidlertid bygget på et taxametersystem, som udløser midler efter den såkaldte studenterårsværksproduktion, STÅ, der er et mål for, hvor mange eksaminer, de studerende består i forhold til normeringen. Jo flere eksaminer, der bestås, desto flere penge får institutionen. Dette system udøver naturligvis et inflatorisk pres på de krav, der stilles til eksaminanderne. Hvis en institution belønnes for at lade de studerende bestå eksamen, må ingen undre sig over, at de studerende så også består eksamen.

Det udgør dog en form for modvægt mod dette pres, at den økonomiansvarlige ledelse på institutionerne sjældent eksaminerer eller censurerer og derfor ikke har direkte indflydelse på de faglige mål, der opstilles for de studerende.

Kvaliteten sikres af underviserne, censorkorpsene og studienævnene, der er kollegiale organer uden direkte forbindelse til ledelsen. Så længe denne uafhængighed findes, er der en form for garanti for fagligheden. Men fagligheden beror altså alene på personlig integritet. Den understøttes ikke strukturelt.

Det er en udbredt misforståelse i det uddannelsespolitiske system, at tværfaglighed er vejen frem. Det hænger antagelig sammen med, at det uddannelsespolitiske system i sig selv ansætter folk med vidt forskellige uddannelsesmæssige forudsætninger, som derfor lever i den tro, at deres virkelighed udgør normen for resten af arbejdsmarkedet.

Det konkrete ønske om en smidigere overgang fra en professionsbacheloruddannelse til en universitetskandidatgrad er dog nok motiveret af uddannelsespolitiske mål snarere end beskæftigelsespolitiske, for det vil måske nok medvirke til at give flere en længere videregående uddannelse, men det vil helt sikkert ske på bekostning af fagligheden.

Der er i realiteten store forskelle mellem uddannelserne af den simple grund, at en uddannelse typisk er målrettet nogle bestemte færdigheder og kundskaber. En læreruddannet har væsentligt dårligere forudsætninger for at følge kandidatuddannelsen i historie end en studerende med en afsluttet bachelorgrad i historie, og en sygeplejerske kan ikke bare opgraderes til at blive læge.

Der er ikke noget i vejen med tværfaglighed som sådan, men den skal være gennemtænkt, sammenhængende og målrettet, hvis den ikke bare skal blive til en undskyldning for ikke at ville gøre tingene ordentligt. Hele uddannelseslogikken går ud på, at jo mere man studerer et fag, desto bedre bliver man til det, og hvis tiden er begrænset, må man vælge.

Hvis ønsket er mere faglighed, kræver det ikke overraskende mere koncentration om et enkelt fag, og så er der ikke tid til at tilegne sig andre fag også. Det udelukker bestemt ikke en tværfaglighed på arbejdsmarkedet, men denne tværfaglighed har netop en uddannelsesmæssig faglighed som forudsætning, ikke en uddannelsesmæssig tværfaglighed.

At det samlede faglige niveau vil falde, når flere skal gennemføre længere uddannelser hurtigere og med mere tværfaglighed, kan der altså ikke herske tvivl om. Undervisningsministeren løber fra sit ansvar, når han påstår noget andet.

Der er dog ingen grund til at ønske sig tilbage til gamle dage. På universiteterne ville vi naturligvis allerhelst bare have de allerdygtigste studerende, men den tid er forbi, da universiteterne kunne tillade sig denne luksus. Den havde nemlig også sin pris.

Når universitetsuddannede for et par generationer siden var så dygtige, som de var, skyldtes det, at de havde været gennem en brutal sorteringsmekanisme.

Undervisningen var meget sparsom, dens kvalitet beroede på professorens luner, og kun de dygtigste, heldigste og mest ihærdige nød den opmærksomhed og vejledning, der var forudsætning for en vellykket kandidateksamen. I det akademiske år 1963-64 var der 1002 studerende indskrevet på Det Humanistiske Fakultet på Aarhus Universitet. Af dem tog 13 den afsluttende eksamen som cand. mag. det år.

Universitetet blev i løbet af 1960' erne og 1970' erne i realiteten et masseuniversitet. Mange holdt i mange år fast ved, at universitetet kun var for eliten, men vi er blevet væsentligt bedre til at håndtere den udfordring, at vi skal være universitet for både eliten og bredden, og hvis andre dele af den offentlige sektor skal effektivisere, må vi naturligvis også gøre det. Vi har løbende forbedret gennemførelsestiden.

Vi har på historieuddannelsen i København for eksempel på få år afskaffet " specialesumpen" og nedsat den samlede studietid væsentligt. Det samme gælder mange andre af de humanistiske uddannelser.

Det er vel at mærke sket, uden at vi har mistet evnen til at identificere de fremragende studerende og understøtte dem på deres vej.

Vi bliver nu stillet over for endnu større krav om effektivisering. Det kræver ikke mindst en øget pædagogisk indsats. Universiteterne får øgede bevillinger, men vi er langt fra at have beredskabet til at håndtere kravene.

På historiestudiet i København er vi omkring 30 fastansatte undervisere. Vi skal bruge halvdelen af vores tid på forskning, fordi forskning og undervisning hører sammen på universitetet, og det betyder, at der er 15 undervisningsårsværk til en bestand på cirka 1000 historiestuderende.

Heldigvis har vi et korps af dygtige eksterne lektorer, der dog ikke belønnes efter fortjeneste. De får kun betaling for at undervise og ikke for at forske, selvom de faktisk lever op til kravet om at levere forskningsbaseret undervisning.

Vi kan ikke med de eksisterende undervisningsressourcer give alle studerende den undervisning og vejledning, de har behov for. Men man må også pege på, at det måske ikke er en fjerdedel af alle unge, der er egnede til at tage en akademisk uddannelse.

(Kronik i Kristeligt Dagblad 9. juli 2013)

Krasnik og Hedegaard

Kristian Ditlev Jensen udtrykker sin skarpe fordømmelse af Martin Krasniks behandling af Lars Hedegaard. Jensen mener, at Krasnik indirekte har retfærdiggjort attentatet mod Hedegaard og gradbøjet ytringsfriheden, fordi Krasnik i interviewet både udspurgte Hedegaard om attentatet og på en meget kontant facon stillede ham til regnskab for hans synspunkter. Dermed gentager Kristian Ditlev Jensen et argument, som har været meget brugt blandt Hedegaards tilhængere, nemlig at hvis man antyder, at der er en sammenhæng mellem Hedegaards udtalelser om islam og attentatet mod ham, gør man fælles sag med attentatmanden eller islamisterne. Argumentet har tjent Hedegaards meningsfæller som et skjold, idet det indebærer, at enhver kritik af Hedegaards synspunkt er et angreb på ytringsfriheden.

Der er imidlertid tale om en fejlslutning. At koble Hedegaards virke i offentligheden med attentatet er ikke ensbetydende med, at man retfærdiggør vold eller er imod ytringsfriheden. Faktisk var Hedegaard den første til selv at pege på sit eget virke som årsag eller anledning til attentatet. Meget taler for, at Hedegaard har ret i denne antagelse, altså at nogen ønsker at gøre ham tavs for hans meningers skyld. At konstatere denne sammenhæng er ikke ensbetydende med, at man også mener, at Hedegaard selv bærer skylden for det, der er overgået ham. At identificere en årsag eller et motiv til en forbrydelse fritager ikke gerningsmanden for skyld. I nogle tilfælde kan der være tale om formildende omstændigheder, men netop i dette tilfælde er det værd at bemærke, at politisk eller ideologisk motivation i almindelighed regnes til de skærpende omstændigheder. Det er netop dette element, der adskiller almindelig kriminalitet fra terror. Angrebet mod Hedegaard kan meget vel have haft til hensigt at sprede frygt blandt hans meningsfæller, og så er der pr. definition tale om et terroranslag. Det må gælde, uanset om man er enig med Hedegaard eller ej.

Man kan altså godt mene, at Hedegaard har ”sagt totalt langt ud ting” uden at man dermed retfærdiggør overfaldet på ham. På samme måde kan man også mene, at Hedegaard er en meget modig mand uden at man af den grund også mener, at han er en meget klog mand. Pointen er, at et retfærdigt samfund er kendetegnet ved, at det yder beskyttelse til alle uanset forstand eller holdning.

Lars Hedegaard har en akademisk uddannelse og omfattende erfaring med offentlig debat, journalistik og medier. Så meget desto mere påfaldende er det, at han klarede sig så dårligt i konfrontationen med Krasnik. Krasnik var ganske rigtigt ikke flink mod Hedegaard. Men hvornår har Hedegaard selv stillet krav om at blive behandlet med fløjlshandsker i den offentlige debat? Han har et helt selvfølgeligt krav på ikke at blive overfaldet korporligt. For så vidt han er udsat for trusler for sine synspunkters skyld, har han endda krav på udvidet beskyttelse. Men der kan ikke med rimelighed stilles krav om redaktionel særbehandling af Lars Hedegaard. Han må svare for sig, så godt han kan, og det er han efter alt at dømme ikke særlig god til. Krasniks interview er blevet kaldt et karaktermord. Der er snarere tale om et karakterselvmord.

(læserbrev i Weekendavisen 5. april 2013. Redaktionens titel var "Ditlev Jensen III")