Nytårsaften og Den Store Synkronisering

Nytårsaften bliver vi alle kronologiske pedanter. De fleste af os lægger vægt på præcision i hverdagen. Det er tillidsvækkende at kunne møde til tiden, men hvis man er tilsagt til kl. 15, regnes det ikke for en forsinkelse, selv ikke for de mest øjeregnende, at møde et minut eller to senere. Anderledes er det nytårsaften. Vi skåler og ønsker tillykke på slaget 12. De mest sendrægtige kan godt finde på at vente både 5 og 10 sekunder med at reagere på Københavns rådhusurs første slag, men det må tilskrives sprituspåvirkningen. Anstændige mennesker handler straks.

I sig selv er Nytårsaften ikke en begivenhed, der indebærer andet end at vi skal have ny kalender, hvis man da stadig bruger papirkalender. Man kunne lige så godt have lagt nytåret på en hvilken som helst anden dato. Kineserne fejrer nytår i februar. Kirkeåret begynder den første søndag i advent, medmindre man er russisk ortodoks og stadig følger den julianske kalender, som er stadig mere forsinket i forhold til den gregorianske, som er vores. Ferieåret begynder 1. maj og skoleåret den 1. august.

Normalt tænker vi os historiske begivenheder strøet ud på en tidslinje, som udgør den faste målestok for afstande i tid. Imidlertid er enhver tidsregning selv historisk betinget. Et af de bedste eksempler på dette forhold er, at to af den europæiske litteraturs største skikkelser, Cervantes og Shakespeare, døde med godt en uges mellemrum, men begge på den samme dato, den 23. april 1616. Forklaringen er den, at mens Spanien var gået over til den gregorianske kalender, betjente englænderne sig endnu af den julianske. Tid er ikke overraskende relativ.

Af samme årsag er tidspunktet for Jesu fødsel ret usikkert. Det er en svaghed ved Vor Tidsregning, som matematikhistorikeren Chr. M. Teisbak har noteret, at den ikke var opfundet, da den begyndte. Det var munken Dionysios, der i det 6. århundrede begyndte med at regne årstal ab incarnatione Jesu Christi. Tidligere havde man brugt f.eks. ab urbe condita, altså fra Roms grundlæggelse.

Hvis vi nu ser bort fra nutidens pedantiske historikere, der peger på, at Quirinius' folketælling først fandt sted flere år efter kong Herodes' død, kan vi ud fra en rent logisk betragtning konstatere, at Vor Tidsregning ikke hænger sammen. Jesus er født julenat, en uge før nytårsnat, altså i år 1 før Kristi fødsel eller muligvis år 1 efter Kristi fødsel. (År 0 findes som bekendt ikke. Det er et tidspunkt, ikke et tidsrum. Man tæller år som man tæller bolsjer eller æbler, og det første tælles altså ikke som det nulte.)

Hvorom alting er, kan man betegne Nytårsaften som en konvention. At hele verden bruger den samme tidsregning blev faktisk vedtaget ved en international konference i Washington i 1884. Herefter bestemmes alle klokkeslæt i verden efter hvad klokken er i Greenwich ved London. Alle andre tidsregninger er ikke forsvundet, men de har underordnet sig denne konvention. Nytårsaften er blevet en i sandhed global begivenhed, der forskyder sig gennem nytårsdøgnet over klodens 24 tidszoner efter fælles global overenskomst. Det er Den Store Synkronisering af kloden. Den højtideligholder vi ved at være særligt nøjeregnende med sekunderne omkring midnat.

(Klumme i Kristeligt Dagblad 31. dec. 2012)

Mit hjerte altid vanker

Når vi går om træet juleaften, vælger jeg altid Brorsons "Mit hjerte altid vanker". Det er egentlig ikke julens bedste salme, hvis jeg skal sige det. Højtidens hitliste kan man selvfølgelig altid diskutere, men Grundtvig havner som regel på første-, andenog tredjepladsen alligevel. Carl Nielsens smukke melodi fra 1914 gør naturligvis sit. Dens følelsesfulde tone er ikke særlig karakteristisk for salmekomponisten Nielsen, men så meget desto mere i pagt med teksten.

Salmedigteren understreger med sin hyppige brug af ordet  jeg", at der er tale om et personligt mellemværende mellem den, der synger salmen, og salmens lige så hyppigt forekommende "du", barnet i krybben, Jesus. Dette forhold bliver i Brorsons billedsprog meget intimt og sanseligt.

På en kølig nutid har Brorsons ublufærdige patos virket overvældende og endda ret påtrængende. Men den passer sært godt til juleaften, synes jeg. Det skyldes, at salmistens strenge er stemt med længsel og erindring. Han kunne nøjes med at fryde sig over det nyfødte barn, men melankolien er glædens gæst denne aften.

Julens melankoli er et velkendt fænomen. Den knytter sig til gentagelsen, altså at vi gør de samme ting i den samme rækkefølge hvert år. Vi kalder dem gerne traditioner, et fænomen, som vi hylder allermest på denne tid af året. Gentagelsen bemægtiger sig nemlig også dem, der ikke holder jul. Deres måde at bryde med julens traditioner på viser sig ved, at de demonstrativt gør det på præcis samme måde hvert år. De tager måske til Tenerife eller spiser skipperlabskovs, men de gør det igen og igen.

Julen pånøder os gentagende adfærd og binder os en ind i et sæt af mønstre, hvad enten man er med eller mod den. Det er der en tryghed i. Når mørket sænker sig i den mest solløse af årets uger, har man brug for at falde tilbage i en genkendelighed, en forvisning om, at det nok skal gå.

Vi sætter hvert år et træ op i stuen "med besked derudefra, at det lysner dag for dag". Men gentagelsen, mønstrene er naturligvis ikke bare trygge puder at hvile et mødigt hoved på. Julen vækker erindringer og giver mindelser. Barndommen kaldes til live, og hvis man er så heldig at have haft en lykkelig barndom, er det godt, men det er jo ikke alle forundt. Julen kan give jag i gamle ar. Jeg hører til de heldige, der har glade minder, men alligevel stemmes jeg i mol af julen.

Julens årlige tilbagevenden er endnu et punkt på den linje, der angiver, at tiden går. På samme måde som erindringen om en god barndom kan varme, må man savne dem, der ikke er mere. Det er jo bare en påmindelse om livets almindelige vilkår, men den virker så meget desto stærkere i julen. Forkrænkeligheden kaldte man det på Brorsons tid. Vi kan ikke længere glæde os, som om vi var børn. Glæden er middelbar, for den formidles af børnene iblandt os, af erindringen om barndommen eller af længslen efter glæden. Det er juleaftens stemning.

(Klumme i Kristeligt Dagblad 14 dec. 2012)