Hvor moderne er Tyrkiet?

Der gør sig et bemærkelsesværdigt paradoks gældende i forholdet mellem EU og Tyrkiet. EU er en union af moderne stater, men Tyrkiet har meget svært ved at vinde europæernes gunst, selvom den tyrkiske stat i sin selvforståelse er meget moderne.

Nøglen til forståelsen af dette paradoks hedder Mustafa Kemal, kaldet Atatürk. Han var officer og krigshelt, inden han opkastede sig til leder af den unge tyrkiske republik i 1922, og det er stadig hans navn og hans ideologi, der danner grundstammen i den tyrkiske stats selvforståelse. Kemal Atatürk foranstaltede en omfattende omvæltning af det land, der var restproduktet af Det Osmanniske Imperium, som gik i opløsning under Første Verdenskrig.

Han flyttede hovedstaden fra Konstantinopel til Ankara og gennemførte en række reformer, der lagde afstand til historien og traditionen, osmannernes kalifat og sultanat. Hertil hører omlægningen af det tyrkiske skriftsprog fra arabiske til latinske bogstaver i 1928. Forud var gået det meget symboltunge forbud mod at bære fez i 1925.

Med al den modernitet, hvorfor er Tyrkiet så fortsat persona non grata i EU? Historikeren Abdullah Simsek har i sin phd-afhandling, der blev forsvaret den 17. september på Københavns Universitet, analyseret Atatürks reformer, kaldet Inkilâp på tyrkisk eller kemalisme.

For det første havde Atatürks reformer ifølge Simsek næppe den folkelige gennemslagskraft, som regimet lod forstå. Man gennemførte måske en reform af skriftsproget, men det var i et land af analfabeter. Man forbød måske folk at bruge fez, men de anvendte i stedet en kasket, som kunne drejes, således at skyggen ikke hindrede panden i at nå jorden under bønnen.

For det andet var Inkilâp ikke et mål i sig selv, men et middel til at fastholde og bestyrke Atatürks magt, mener Simsek. Det lykkedes Atatürk at fremstille sine politiske modstandere som modstandere af fremskridtet, og dermed blev moderniseringen for ham en løftestang i bestræbelserne på en centralisering af magten. Ved sin død i 1938 var han nærmest autokrat.

Simseks historiske konklusioner giver os nogle elementer til forståelse af det moderne Tyrkiet. Det var faktisk meget moderne i 1930' erne at samle magten hos en stærk og karismatisk lederskikkelse i en militariseret stat. Men pointen er, at den udgave af moderniteten er blevet forladt i Europa senest med Francos død i 1975.

Man kan vel i korthed sige, at EF/ EU overhovedet er blevet til som et forsøg på at overvinde 1930' ernes totalitarisme og forebygge en gentagelse af det, der i et EU-perspektiv må kaldes den europæiske borgerkrig 1939-45. I Tyrkiet er dette opgør med fortiden ikke foretaget i bund, og det skyldes ikke mindst kemalisterne.

De er uspiselige for EU, fordi deres forståelse af modernitet til syvende og sidst bygger på en ikke-demokratisk og militær magtcentralisme fra mellemkrigstiden, der har det meget svært med at anerkende, at folkedrabet på armenerne fandt sted, og at kurderne har rettigheder.

Dernæst er der dem, der forblev upåvirket af kemalisternes sekularisme. De har vedblivende vanskeligt ved at overbevise omverdenen om, at de ikke er identiske med fundamentalister og islamister, og har derfor også vanskeligt ved at vinde borgerskab i EU.

Endelig er der den del af tyrkerne, som tror på demokrati, mindretalsrettigheder, en åben fortolkning af historien og den slags. De er tilsyneladende i fremgang, men udgør stadig en så lille del af det tyrkiske billede, at det fortsat har lange udsigter med en nærmere forbindelse mellem Tyrkiet og EU.

(kommentar i Kristeligt Dagblad 23. sep. 2010)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar