Monark på et afbud


Den 8. april var det 200-årsdagen for Christian IX’s fødsel. Det er ikke et jubilæum, der giver anledning til nogen officiel fejring. Hvis hver eneste danske konges runde fødselsdage skulle fejres, ville kalenderen da også være stadig tættere besat. Der er nu alligevel grund til at hæfte sig ved denne fødselsdag, for Christian IX fik på et afgørende tidspunkt i Danmarks historie en væsentlig betydning.

Den senere danske konge blev født på Gottorp Slot som prins af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Beck. Senere overtog hans far ved Frederik VI’s mellemkomst titlen som hertug af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg, da den oprindelige glücksborgske slægt uddøde. Begge fyrstehuse hørte til den oldenborgske kongeslægts sidegrene, idet de var efterkommere efter Christian III.
Prins Christians moster var Frederik VI’s dronning, og den unge prins kom til København for at få en militær uddannelse, og han gjorde siden tjeneste i den danske hær. Det fik betydning, da det slesvig-holstenske spørgsmål rykkede op på den politiske dagsorden efter 1840. Det er et af de mest sammensatte og omdiskuterede problemer i dansk historie. Et element af problemet var de nationale modsætningsforhold mellem dansk og tysk. Forudsætningen var det dynastiske spørgsmål. Det danske monarki, som foruden kolonier, bilande og handelsstationer på dette tidspunkt bestod af det danske kongerige og hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg, blev holdt sammen af en fælles fyrste. Det var kongen, der statsretligt var det samlende princip.

Allerede omkring 1840 stod det imidlertid klart, at kronprinsen, den senere Frederik VII, ikke ville kunne levere en legitim arving, det vil sige et barn – helst en søn – født i lovligt ægteskab af en ægtefælle af fyrstelig byrd. Han endte med at danne par med en kvinde af borgerlig herkomst, og selv hvis der var kommet et barn ud af dette forhold, ville det ikke være arveberettiget til den danske trone. Det var blandt andet dette forhold, der ansporede slesvig-holstenerne til at drømme om deres egen stat med egen fyrste og egen forfatning.
Treårskrigen eller Den første slesvigske krig 1848-1850 endte med bevarelsen af Helstaten, som man var begyndt at kalde den. Det skete ikke mindst fordi de europæiske stormagter ikke havde nogen interesse i, at der skete en forskydning i magtforholdene ved indsejlingen til Østersøen. For at sikre stabiliteten og det danske monarkis integritet, som det hed, samledes man ved en konference i London for at løse tronfølgespørgsmålet. Man skulle finde en arving, der kunne godkendes i både Kiel, København, Stockholm, Paris, Skt. Petersborg, London, Wien og Berlin.

Valget faldt på den godt 30-årige prins Christian af Glücksborg. Det var et godt, men ikke særligt indlysende valg. Han havde i modsætning til sine ældre brødre deltaget på dansk side i Treårskrigen, og var derfor spiselig for danskerne, selv om han var tysk. Han var gift med en prinsesse af huset Hessen-Kassel, der også var tæt forbundet med det danske kongehus, og det styrkede parrets dynastiske legitimitet. Han var desuden veluddannet og kunne begå sig. Og så kunne han og Louise af Hessen-Kassel få børn til gavns. Den fremtidige tronfølge var sikret.
Christian af Glücksborg tiltrådte som konge i november 1863, da hans meget fjerne fætter Frederik VII døde. Hans adkomst til embedet, hele begrundelsen for valget af ham som tronfølger var, at hans person i kraft af herkomst og overenskomsten med stormagterne stod som garant for Helstatens bevarelse. Den politiske situation i Danmark og den europæiske kontekst havde imidlertid ændret sig betydeligt siden Treårskrigen. En af hans første embedshandlinger blev at skrive under på en ny forfatning, der i realiteten betød en opløsning af Helstaten. Kongen protesterede, men der var ikke meget han kunne gøre. Krigen i 1864 fulgte som logisk konsekvens.

Christian af Glücksborg blev valgt som dansk tronfølger, fordi han kunne bruges som det samlende princip for en dansk-tysk sammensat stat. Det var ikke hans egen fortjeneste. Det skyldtes slægtskab og omstændighederne. Efter Helstatens opløsning i 1864 lykkedes det imidlertid kong Christian IX og hans dronning at redefinere den rolle, som de var blevet tildelt. I stedet for at være den dansk-tyske helstats legitime fyrste endte Christian IX med at være den danske nationalstats afholdte monark, en opgave som hans efterfølgere i embedet har løftet med betydeligt held.

(Kristeligt Dagblad den 10. april 2018)

Hyldest til oprøret


Som avisen skrev om i lørdags blev et nyt monument samme dag afsløret i København, nemlig en statue af Mary Thomas bedre kendt som Queen Mary, en af lederne af et oprør, der brød ud på øen St. Croix i oktober 1878, og som kostede mange liv og medførte omfattende materielle skader. Utilfredsheden skyldtes de vilkår, der blev budt arbejderne af plantageejerne mere end det danske kolonistyre, hvis opgave det ikke desto mindre blev at slå oprøret ned.

Statuen med titlen ’I am Queen Mary’ skildrer hende med to af de våben, som oprøret blev udkæmpet med, en machete og en fakkel. Som det fremgik af Kristeligt Dagblad vides ikke meget om Queen Mary. Hun blev oprindeligt sammen med 38 andre dødsdømt ved Højesteret i København, men hendes dom blev konverteret til livslangt tugthusarbejde.
Stolen som Queen Mary er placeret i og den
måde hun holder sin machete - 
rettelig kaldet en 'cane bill' - og faklen
er en direkte reference til et ikonisk foto af
stifteren af Black Panthers i USA,
Huey P. Newton (eget foto)

Statuen er det første mindesmærke i Danmark, der skal erindre om Danmarks fortid som koloniherre i Caribien. Derudover er den usædvanlig af tre grunde: Den er opstillet til minde om en kvinde, en ikke-europæer og en navngiven og dømt oprører. Der findes andre eksempler på mindesmærker efter oprør eller kvinder, men de er ikke mange.

Især i forbindelse med 100-året for salget af De dansk-vestindiske øer sidste år har der været en debat om Danmarks koloniale fortid og særlig om Danmarks relativt fremtrædende rolle i den transatlantiske handel med slaver. Det er, som bl.a. statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) fremhævede i en tale på øerne sidste år, ”et mørkt og skændigt kapitel af Danmarks historie”.

Så meget desto mere interessant er det, at det første monument i Danmark, der skal minde danskerne om denne fortid, slet ikke handler om slaveri. Mary Thomas var ikke slave – eller slavegjort, som den nyere forskning foretrækker at kalde det. Oprøret på St. Croix fandt sted 30 år efter slaveriets ophævelse på øerne. Ethvert monument er en historisk replik til den nutid, hvori det opstilles. Det komplicerer budskabet noget, at der i dette tilfælde er tale om både en europæisk, en dansk og ikke mindst en amerikansk og caribisk nutid. La Vaughn Belle, der er fra øerne og er en af de to kunstnere bag skulpturen, siger om Queen Mary, at hun er ”den mest berømte historiske person, vi overhovedet har. […] Hun er symbol på styrke og modstandskamp.”

Den amerikanske dagsorden blev tydeliggjort ved afsløringen i lørdags, da organisationen ”Black Lives Matter Denmark” gik i demonstrationstog med slutmål ved statuen. Organisationen er en aflægger af en tilsvarende i USA, der er udsprunget af protester mod politivold mod sorte amerikanere. En repræsentant for organisationen, Bwalya Sørensen, siger til Danmarks Radio: ”Vi marcherer […] for at alle sorte eller brune piger og kvinde her i Danmark skal vide, at de kan gøre en forskel. De skal vide, at der er en vej til storhed, uanset hvor beskedne kår man kommer fra”.

Sørensen supplerer med en meget aktuel vinkel på spørgsmålet: ”I en tid, hvor vi måske står foran en af landets største arbejdskonflikter, bør anerkendelse tilfalde de skikkelser i vor arbejderbevægelse, der fortjener den. Den anden af kunstnerne bag værket, Jeannette Ehlers, giver i en udtalelse til Kristeligt Dagblad endnu en vinkel, idet hun mener, at Queen Mary taler ”ind i den migrantsituation, verden også står i idag.”
Dagsordenerne står med andre ord i kø, når det handler om at udlægge statuens betydning. Den handler om kønskamp, arbejdskamp, klassekamp og kamp for racelighed. Der synes i det hele taget at herske enighed blandt skaberne og de mest højlydte fortolkere af kunstværket om, at skulpturen mest handler om og hylder oprør og kamp. Man kunne spørge sponsorerne – herunder staten og Københavns Kommune – om det nu også lige var meningen?

(Kristeligt Dagblad 3. april 2018)



Gunvor Simonsen svarede i avisen den 10. april:

Der er meget galt med skulpturen I Am Queen Mary, som den 31. marts blev opsat ved Vestindisk Pakhus i København. Det kan vi forstå på Jes Fabricius Møller, der ligesom jeg er lektor på Saxo Instituttet på Københavns Universitet. Det har han skrevet om i sin klumme Historisk set i denne avis, og efterfølgende uddybet i et interview på Radio24syv. Lad mig kort ridse op, hvad Jes Fabricius Møller mener, der er galt. -I Am Queen Mary- importerer en nordamerikansk raceforståelse og -debat ind i noget, som egentlig er en caribisk historie. Det er galt, at skulpturen modellerer en kvinde, Mary Thomas, som deltog i arbejderopstanden på St. Croix i 1878. Herudover er der det galt, at skulpturen fremhæver kampen som det centrale i historien om slaveriet. Ved at lave en imitation af et billede af lederen af The Black Panthers, sættes en dagsorden, som handler om et voldeligt oprør. Endelig er det galt, at skulpturen er fortolkningslukket. Jes Fabricius Møller leverer en ret typisk forståelse af, hvordan dansk kolonialisme skal huskes. Dem fra de tidligere kolonier har ikke rigtig forstået deres egen historie. Det er også problemet for Jeannette Ehlers og La Vaughn Belle, kunstnerne bag skulpturen I Am Queen Mary. Man kunne ellers tro, at de to kunstnere havde gode forudsætninger. De har begge fødderne godt plantet i Caribien. Den ene med en far på Trinidad, den anden født på samme ø, men opvokset på St. Croix. Deres skulptur betragtes nærmest som ikke-autentisk, den er langt væk fra en dansk-vestindisk slavefortid, udtaler Jes Fabricius Møller i Radio 24syv. Skulpturen reflekterer en amerikansk, snarere end en caribisk virkelighed. Han synes, at der ikke er tale om en fyldestgørende repræsentation af den dansk-vestindiske historie. Samme evne til at vurdere, hvad der er fyldestgørende tillægger han ikke de to kunstnere, de laver nemlig politisk kunst. Jeg kan ikke lade være med at tænke, om der findes kunst om kolonialisme, som ikke også er politisk. Måske er sagens kerne, at Jes Fabricius Møller gerne ser en anden slags politisk kunst end den, som I Am Queen Mary står for. I denne sammenhæng kan det ikke forsvares ved at hævde, at noget kunst er politisk, mens anden kunst er upolitisk. Efter oprøret i 1848, som ledte til afskaffelsen af slaveriet i Dansk Vestindien, introducerede den danske kolonimagt lovgivning, som bandt de tidligere slaver til plantagerne under meget ringe løn- og arbejdsvilkår. Så når Jes Fabricius Møller mener, at utilfredsheden skyldtes de vilkår, der blev budt arbejderne af plantageejere mere end det danske kolonistyre, er det svært finde belæg for det i faghistoriske fremstillinger. Arbejderopstanden i Dansk Vestindien i 1878 var voldelig, og mange landarbejdere har formentlig vidst, at de løb en stor risiko. Mens oprørerne ødelagde ejendom, og nogle var skyldige i drabet på to soldater, dræbte paramilitære hvide enheder, der var sanktioneret af de lokale kolonimyndigheder, cirka 60 mennesker i forbindelse med nedkæmpelsen af oprøret, og fem-seks personer i dagene umiddelbart efter. 12 blev henrettet efter en sporadisk standretsproces, og 22 døde i de dansk-vestindiske fængsler. Der kan ikke herske tvivl om, hvem der besad voldens monopol i det dansk-vestindiske samfund. Grunden til oprørene i Caribien var, at modstanden var et af de få redskaber, som stod til deres rådighed i samfund, hvor deres ønsker om frihed og om bedre vilkår ikke blev imødekommet. Ifølge Jes Fabricius Møller er det også galt, at skulpturen modellerer en kvinde. Det skyldes ifølge ham et ønske om, at skulpturen skal tale ind i en nutidig kønsdebat. Hvad skulle der egentlig være galt i det? Skal vi ikke spejle fortiden i nutiden, så vi kan blive klogere på vores fremtid? Kvinder var helt centrale for udviklingen af de caribiske samfund, både ideologisk og praktisk. Den sorte kvindekrop blev præsenteret som både uhyre tiltrækkende og som monstrøst afskyelig i den racisme, som var med til at understøtte koloniseringen af Caribien. Det er forestillinger, som har haft et langt efterliv, og måske skulle vi derfor lytte, når nogle af de mennesker, som har kommenteret på skulpturen I Am Queen Mary, reflekterer over, hvad det vil sige at være kvinde og mørk i Danmark i dag. Kunstnerne begår, hvis vi skal tro Jes Fabricius Møller, nærmest en fejl eller en fadæse, når de er i dialog med nordamerikanske tænkere og aktivister. Ifølge ham er der to problemer med dialogen. For det første, at der peges på en radikal, ja, militant bevægelse. De sorte Pantere tog 1960-ernes militante retorik til sig, men det er værd at huske på baggrunden for bevægelsens opståen, som blandt andet handlede om udbredt diskrimination og politivold. En stor del af bevægelsens virke bestod af socialt arbejde i udsatte boligområder, men den advokerede også for sortes ret til selvforsvar. Senere har bevægelsens overordnede budskab om, at sorte har ret til selvbestemmelse, inspireret tænkere og kunstnere i den afrikanske diaspora. For det andet er der ifølge Jes Fabricius Møller det galt med dialogen, at der ikke skelnes mellem amerikansk og caribisk historie. Men i århundreder har forbindelser mellem Caribien, Nordamerika, Sydamerika, Afrika, og Europa været med til at danne et kulturelt og politisk fællesskab, der har inspireret mennesker af afrikansk oprindelse på tværs af kontinenter. Så der er gode faghistoriske grunde til at betragte skulpturen I Am Queen Mary som en fyldestgørende repræsentation af dansk-vestindisk historie, for så vidt en sådan beskrivelse meningsfuldt kan karakterisere et kunstværk. Skulpturen er ikke lukket, men derimod fuld af refleksionsmuligheder. Den stiller os først og fremmest spørgsmålet om, hvorvidt vi har mod på at rumme andre fortællinger end vores egen. Opfordringen herfra skal derfor lyde: Se skulpturen! Og læs, læs om Caribiens historie!

Ligbrænding var engang anset som hedenskab


Den kongelige bisættelse er anledning til at se tilbage på ligbrændingens historie i Danmark. Forening for Ligbrænding blev stiftet i 1881. Forslaget om bortskaffelse af lig ved kremering var på dette tidspunkt nyt og kontroversielt. Siden Middelalderen havde det været en ufravigelig regel, at danskerne blev jordbegravet. For de højeste samfundslags vedkommende kunne afdøde hensættes i en sarkofag og altså ikke graves ned i jorden, men ligbrænding var så godt som ukendt. Det var noget man forbandt med uciviliseret oldtid og hedenskab. Det ændrede sig i 1800-tallets sidste halvdel.

Initiativet kom ikke mindst fra lægelige kredse. Ligbrænding var blevet diskuteret på de internationale lægekongresser i Firenze og Rom i 1869 og 1871, og den britiske dronning Victorias livlæge, Henry Thompson, var en ivrig fortaler for sagen. Flere store europæiske byer pressede i 1870erne på for at reformere begravelsesvæsenet. På grund af befolkningsvæksten i byerne steg presset på kirkegårdene. Det udgjorde både en sundhedsfare og en stigende udgift. Kremering af ligene ville skabe bedre plads, sænke prisen og eliminere eventuelle smittekim, især i forbindelse med epidemier. Den sidste store koleraepidemi i Nordvesteuropa ramte Hamborg så sent som i 1892.

Også i den danske debat spillede de hygiejniske argument en væsentlig rolle, viser en undersøgelse af spørgsmålet, som historikeren Anna Sommer Møller har foretaget. Sagens væsentligste talsmand gennem mange år var lægen Ferdinand Emanuel Levison. Det var i den moderne bakteriologis barndomstid. Der herskede stadig ingen enighed blandt læger om smittekilder og smitteveje, så Levisons synspunkter stod ikke uimodsagte. Redaktøren af Ugeskrift for Læger, V. Budde, mente f.eks. ikke, at det var bevist, at der udgik en sundhedsfare fra kirkegårdene.

Ligbrændingsbevægelsen blev af nogle modstandere opfattet som et forbund af ateister, nihilister, naturalister og socialister, ”der i den ophedede Brændingsovn vil se et Gemmested for Revolutionsbaalenes røde Flammer”, og som sådan indgik debatten om ligbrænding i tidens almindelige kulturkamp. På den anden side kunne Folkekirken ikke mobilisere en enhedsfront. Sjællands biskop H.N. Martensen var modstander, fordi han i ligbrændingsbevægelsen så en fordækt agitation for ateismen. Martensens kollega D.G. Monrad derimod så ingen alvorlig modsætning mellem kirkens budskab og ligbrændingsbevægelsen.

I 1892 blev ligbrænding tilladt ved lov. Forslagsstilleren var venstremanden N.J. Larsen, hvis væsentligste argument var religionsfriheden. Blandt de første til at tage muligheden i anvendelse var jøder. Den første til at blive brændt efter lovens vedtagelse i landets første krematorium på Frederiksberg i København, var chefen for Rigsdagens Bureau, David Dessau, der døde i januar 1893. For folkekirkemedlemmer var det vanskeligere. Spørgsmålet om gejstlig medvirkning ved ligbrænding var et stridspunkt. Som ofte når ny lovgivning støder sammen med folkekirkelig praksis herskede der uenighed og uklarhed om tolkningen. I 1894 blev reglerne for gejstlig medvirkning klarlagt, idet præsterne måtte foretage jordpåkastelsen i afdødes hjem eller i en kirke, hvorefter kisten kunne oversendes til kremering. Det var udtrykkeligt forbudt for præster at virke i krematoriet eller ved urnenedsættelsen. Den regel blev liberaliseret i 1910, så det blev tilladt præster at virke i krematoriet, forudsat der var indrettet et kapel til formålet. Af hensyn til samvittighedsfriheden var det dog ikke en pligt for præster at medvirke. Modstanden i gejstligheden var stadig betydelig på dette tidspunkt.

Endnu i 1914 foretoges kun 230 ligbrændinger i Danmark, heraf omtrent tre fjerdedele med gejstlig deltagelse. I dag kremeres godt fire ud af fem døde.
(Kristeligt Dagblad 19. februar 2018)

Er partipressen på vej tilbage?


Det har rejst en del debat, at socialdemokraten Henrik Sass Larsen modsætter sig at blive interviewet til mainstream-medier. Det har han blandt andet talt om i et interview med journalist Reimer Bo Christensen. Sass Larsen og Socialdemokratiet er til gengæld blevet beskyldt for at sejle under falsk flag, fordi de selv har bestilt og betalt Christensen for at producere interviewet.

Socialdemokratiet har ligefrem oprettet sit eget medie, Netavisen Pio. Dermed genopvækker partiet en gammel institution i mediebilledet, den partidrevne avis. Den nye netavis er opkaldt efter Louis Pio, der betragtes som Socialdemokratiets grundlægger i Danmark. Det væsentligste instrument i Pios politiske værktøjskasse var den avis, han i 1871 grundlagde: Socialisten, senere kaldet Socialdemokraten og fra 1959 til lukningen i 2001 Aktuelt og Det fri Aktuelt.

Socialdemokraten var en del af arbejderbevægelsens mediedynasti, A-pressen, som igen var en del af det system, der kaldes parti-pressen, altså at hvert parti havde sine egne loyale avis. I 1871 grundlagdes Kolding Folkeblad, som blev en del de såkaldte bergske blade, opkaldt efter bladudgiveren, Venstres daværende ubestridte høvding Chresten Berg, der som Pio så en aktiv mediestrategi som essentiel for partiets kamp.

Partipressen blev sat i system samtidig med, at papirpriserne faldt og trykteknologien blev forbedret, så selv relativt fattige husstande omkring 1900 fik råd til at holde avis. Pressen blev delt op i liberale, socialdemokratiske, konservative og radikale blade, både landsdækkende og lokalt, der dagligt tilbød deres læsere en vinkel på nyhedsstoffet, som svarede til deres verdensanskuelse.

Medierne og magten levede i en tæt symbiose. Politiken, Berlingske Tidende, Jyllands-Posten og Aktuelt delte sig efter anskuelse og delte også markedet mellem sig. Kristeligt Dagblad var blandt undtagelserne, ikke forstået således at avisen fra grundlæggelsen ikke havde et budskab, som det tydeligt ses på forsiden den dag i dag, men fordi den aldrig har været særlig tæt knyttet til den politiske magt. Det samme gælder Information, der fra stiftelsen i 1945 nærmest var borgerlig, men i slutningen af 1960erne tog en markant venstredrejning uden at forlove sig med noget parti.

I den ånd er faget journalistik blevet til. Det var som så mange andre fag en ren mesterlære. I 1946 blev grunden imidlertid lagt til en national journalistuddannelse i Aarhus, senere udbygget til Journalisthøjskolen, men stadig med praktikken på den enkelte redaktion som en væsentlig del af uddannelsen. Det vil sige, at der nu blev lagt fælles faglige standarder for, hvad der definerer journalistikken. Det bidrog til partipressens afvikling til fordel for en tilstræbt objektiv redaktionel linje, en professionalisme, hvis regler håndhæves med nidkær omhu af en faglig ankeinstans, Pressenævnet. Så selv om en journalist som Reimer Bo Christensen er udlært i A-pressen, har han først og fremmest faglige standarder til fælles med kollegaer, der er udlært på fra De bergske Blade.

Forbindelsen mellem politiske synspunkter og nyhedsformidling kan antagelig aldrig afbrydes helt. Cavlingprisen er opkaldt efter en journalist på den radikale avis Politiken. Det brændstof, der driver ægte journalistik, vil antagelig miste sin ildkraft, hvis det ikke rummer et element af politisk og personligt engagement. Det er vel grunden til, at tidligere niche-aviser som Kristeligt Dagblad og Information ikke alene har overlevet, men trives i det moderne medielandskab.

De private eller fondsejede medier går i dag i retning af en mere subjektiv eller politiserende redaktionel linje. Man taler om et skift fra newspaper til viewspaper, altså at det bærende princip for en avis i dag skal være, at den afspejler læserens livs- eller verdensanskuelse. Men der er også tale om en fortsættelse af en gammel tradition. Siden 1948 har alle redaktører af de berlingske aviser skrevet under på, ”at bladenes grundsyn er konservativt”. Over for dette står ideen om public service, altså idealet om, at der skal leveres indhold for alle ud fra objektive, ikke-politiske kriterier. Det nærmer sig et paradoks, fordi de medier, der lever af den statsgaranterede medielicens, er forpligtet til at levere magtuafhængigt og upolitisk public service indhold, mens de privat finansierede medier i stigende grad ser en forretning i at tage stilling i den politiske værdikamp.

(Kristeligt Dagblad 8. februar 2018. Netavisen Pio bekender sig til et socialdemokratisk værdigrundlag, men nægter at der er en direkte forbindelse til Socialdemokratiet.)

Stemmeret og myndighed


Kristeligt Dagblad skrev i fredags om de cirka 2000 voksne danskere, der er underlagt et såkaldt § 6-værgemål, der betyder at de er umyndiggjorte og tildeles en værge. Problemet er, at disse danskere har fortabt deres stemmeret til folketingsvalg. Den aktuelle anledning til, at dette spørgsmål tages op er, at fire personer, der står under et § 6-værgemål, og som ønsker at få stemmeret, netop har fået prøvet deres sag ved Højesteret og tabt.

Opmærksomheden samler sig ikke mindst om dem, der er umyndiggjorte, fordi de har vist sig ude af stand til at forvalte penge, f.eks. hvis de spiller eller shopper deres penge op. De mister nemlig også stemmeretten. Spørgsmålet er, hvorfor de skønnes utilregnelige i politiske spørgsmål, bare fordi de ikke kan holde hus med pengene? Set fra et nutidigt standpunkt giver denne kobling ikke nødvendigvis sig selv, og det er derfor det foreslås, at praksis ændres.

Det vil i givet fald være et opgør med forestillingen om en sammenhæng mellem politisk og økonomisk ansvarlighed, som hører til demokratiets tilblivelseshistorie.

Det begyndte med den amerikanske løsrivelsesbevægelse. De 13 britiske kolonier i Nordamerika gjorde oprør i 1770erne, fordi de på dette tidspunkt bidrog med skattebetaling uden at have medindflydelse på, hvordan pengene blev brugt. Kolonisterne havde ingen ret til repræsentation i parlamentet i London. USA’s selvstændighed begyndte som en skattenægterbevægelse: ”No taxation without representation!” var deres slogan.

Igennem det meste af 1800-tallet, da de fleste lande udviklede moderne politiske institutioner, var der en intim sammenhæng mellem kravet om repræsentation, skattebetaling og de offentlige finanser. Med hvilken ret kunne man forlange, at borgerne skulle have andel i den politiske magt? Svaret blev mange steder, hvad man kunne kalde ”No representation without taxation”. Det vil sige, at stemmeret og valgbarhed blev afgjort af, hvor meget man bidrog til den fælles kasse. Argumentet var det helt simple, at de, der betaler, også skal have lov til at bestemme, hvad pengene skal bruges til.

Stemmeretten i Danmark efter Junigrundlovens vedtagelse i 1849 var betinget af, at vælgeren havde fod under eget bord, ikke modtog fattighjælp eller på anden måde var uden rådighed over eget bo. Det kaldes også husbondvalgretten, fordi det var husstandens overhoved, der kunne stemme, mens hans kone, børn og tyende ikke kunne. Ganske vist var der ved folketingsvalg intet krav om en vis formue eller skattebetaling sådan som det var tilfældet med valgretten til Landstinget, men det gjaldt stadig som princip, at det var den, der havde myndigheden i hjemmet og dermed også styrede husstandens økonomi, der kunne stemme.

En af de væsentligste forudsætninger for, at kvinder kunne få valgret, var at de kunne betragtes som fuldt ud myndige i økonomiske spørgsmål. I 1857 fik kvinder ret til at løse næringsbrev, altså bedrive byerhverv og være skatteydere, og i de følgende årtier fik kvinder stadig større råderet over egne penge. Det undergravede logikken bag husbondvalgretten, fordi forestillingen om myndighed ikke længere knyttede sig til det interne hierarki i en husstand, men blev til hver voksen borgers ret til at råde over egne midler og pligt til at stå til ansvar for loven. Det bemyndigede også kvinderne politisk, og valgretten fulgte som en logisk konsekvens: I 1903 til menighedsråd, i 1905 til værgeråd, som i denne sammenhæng er særlig interessant, i 1908 til kommunale valg og endelig i 1915 til rigsdagsvalgene.

Valgretsalderen har ændret sig meget siden 1915, men valgretten er fortsat baseret på princippet om personlig myndighed. Det står udtrykkeligt i Grundlovens § 29. I dag bor der godt 1,1 mio mennesker i Danmark, som er under værgemål, og som derfor hverken har stemmeret eller rådighed over egen formue. Vi kalder dem børn. Men med mindre en dommer umyndiggør dem, får de begge rettigheder den dag de fylder atten.

(Kristeligt Dagblad 25. januar 2018. Avisen valgte en anden rubrik.)

Konservatisme er ikke hvad den har været


På de sociale medier, på avisernes debatsider og ikke mindst i medieblogs indtager en ny generation af konservative en fremtrædende rolle. Mange af dem kalder sig selv konservative eller endda nationalkonservative. Men i modsætning til tidligere tiders konservative tilhører de ikke det etablerede borgerskab eller det store hartkorn. De er provokerende i deres sprogbrug, debatform og valg af emner, og så har de næsten alle det til fælles, at de ikke er medlem af Det konservative Folkeparti.

I udgangspunktet ønsker konservatismen at bevare. En af konservatismens fædre er den britiske politiker Edmund Burke (1729-1797), hvis hovedargument var, at samfundet er en pagt indgået mellem de døde, de nulevende og de ufødte, hvorfor vi altid er i mindretal. Og ifølge Burke er det bedste, vi kan efterlade vores efterkommere, ikke hvad vi skaber, men hvad vi ikke ødelægger. Derfor er der i øvrigt også en alliance mellem klassisk konservatisme og den økologiske bevægelse.

Samuel P. Huntington – ham med Civilisationernes Sammenstød, som så mange af de nye konservative tilslutter sig – skrev som ganske ung i 1957 en meget indflydelsesrig analyse af konservatismen som ideologi. Her gjorde han blandt andet opmærksom på, at konservatismen i modsætning til, hvad man umiddelbart skulle tro, er en foranderlig og formbar ideologi.

Konservatismens politiske formel rummer mindst en meget væsentlig variabel. Hvad ønskes egentlig bevaret? Hvis man spørger de nye konservative, er svaret i hvert fald ikke det bestående samfund, for det er befolket af en herskende klasse af verdensfjerne kulturradikale, røde lejesvende og kaospiloter på bistandshjælp for nu at parafrasere den nykonservative retorik.

Derfor bliver det nykonservative program i udgangspunktet fjendtligt indstillet over det bestående samfund, der ofte karakteriseres som fejlbehæftet og præget af en latent konflikt, der er ved at bryde ud, en kommende borgerkrig. Det har fået nogle til at pege på, at der er et slægtskab mellem nykonservatismen og revolutionære bevægelser, der ser den væbnede konflikt som en mulighed for renselse og afklaring. Derfor har de historiekyndige af de nykonservative også en forkærlighed for det sted i fjerde bog af Saxos danmarkskrønike, hvor drengen Folke bringer kong Vermund nyheden om, at den svenske kong Adils har gjort indfald i landet. Hos Saxo forsøger Folke at turnere budskabet, så Vermund ikke lader sin vrede gå ud over budbringeren. I en mere populær version hedder Folkes replik: ”Jeg bringer glædeligt budskab, fjenden er i landet.”

Replikken udtrykker det paradoksale ønske, at en ydre fjende kan bringe noget godt med sig. Denne tankegang kaldes med en næsten selvmodsigende betegnelse radikal konservatisme. Det er en konservatisme, der stadig finder sit ideal i fortiden, men i en fortid, der ikke længere er og typisk aldrig har været, og for at genskabe dette ideal, må det eksisterende nedbrydes. Som blandt andre historikeren Christian Egander Skov har vist, trivedes denne version af konservatismen allerede for knap 100 år siden i kølvandet på Første Verdenskrig. Også dengang syntes alle værdier at være gået tabt, og konservativ politik handlede om at nå bag om nutidens falske facade.

På den måde kan man tale om en vis form for tradition, stabilitet og kontinuitet i det konservative ønske om forandring.

(Kristeligt Dagblad 28. nov. 2017)

Tvinds bo- og opholdssteder i Danmark

Tvind danner endnu engang overskrifter. Denne gang skyldes det, at Danmarks Radio har afdækket Tvinds netværk af socialpædagogiske bo- og opholdssteder.

Tvind findes ikke som firma eller forening. Det er et navn, som for nemheds skyld bruges om et globalt forgrenet net af skoler, projekter, institutioner, virksomheder og meget mere, som er vokset ud fra det, der begyndte som Den rejsende Højskole i 1970, og som et par år senere flyttede til en lokalitet ved Ulfborg i Vestjylland kaldet Tvind. Det, der binder Tvind sammen, er personlige loyalitetsbånd og en stærk tro på projektet og dets karismatiske leder, Mogens Amdi Petersen (f. 1939). Den vigtigste sammenbindende struktur er Lærergruppen bestående af nogle hundrede personer, der vier al deres tid og alle deres penge til sagen.
Fra Ulfborg bredte Tvinds aktiviteter sig ud over hele verden. I Danmark opbyggede Tvind en række højskoler og efterskoler på en måde, der udsatte dem for den åbenlyse mistanke om, at de udnyttede systemet. Inden for rammerne af den meget liberale lovgivning for de frie kostskoler fandt Tvind et råderum, som de kunne bruge. Det førte til gentagne stramninger af loven til stor irritation for de øvrige høj- og efterskoler. Tvind har fra begyndelsen organiseret sig økonomisk ved hjælp af nogle erhvervsdrivende og velgørende fonde på en måde, der også har ført til stramninger af fondslovgivningen.
Den radikale undervisningsminister Ole Vig Jensen (1936-2016) skruede bissen på over for Tvind. Han mistænkte Tvind for at have opbygget en koncernlignende struktur. Skolebygningerne var ejet af en af Tvinds fonde. Der var mistænkeligt mange tilfælde af navnesammenfald, så lederne af den ene skole sad i bestyrelsen for den anden. Der var også mistanke om, at koncernen blev styret centralt og at formålet var at trække penge ud af skoledriften til fordel for nogle af Tvinds øvrige aktiviteter.
Da det viste sig vanskeligt at gribe ind over for Tvind ad administrativ eller juridisk vej, fremlagde Jensen i 1996 en lov, der blev vedtaget med stort flertal. Den gav ministeriet stærke beføjelser og greb ind over for en række navngivne skoler. Nogle af denne lovs paragraffer blev underkendt af Højesteret i 1999, men det betød ikke, at Tvinds kostskoler kunne genåbne, for ministeriet brugte sine beføjelser til at nægte skolerne godkendelse og dermed tilskud.
Tvind sadlede om, og kostskolerne blev erstattet af bo- og opholdssteder for vanskeligt stillede unge. I tilslutning til opholdsstederne tilbød Tvind også undervisning. Nu kunne Tvind navigere under den statslige radar, fordi de sociale opholdssteder er et kommunalt anliggende. Reelt betyder det, at Tvind har kunnet vedligeholde sine aktiviteter i Danmark med snesevis af institutioner i hele landet og en trecifret millionomsætning.

I 2001 fik myndighederne ved en razzia fat i en mængde interne papirer fra Tvind, der dannede grundlag for en anklage for mandat- og skattesvig mod en gruppe af personer, der anses som Tvinds reelle koncernledelse med Amdi Petersen i spidsen. Efter at være blevet frikendt i byretten rejste Amdi Petersen og hans nærmeste følge til udlandet. Det har forsinket sagens behandling i Vestre Landsret, og den kører nu på 18. år uden udsigt til at kunne afsluttes. Kun talsmanden Poul Jørgensen har fået en dom på 2½ års fængsel. Sagen har intet direkte med bo- og opholdsstederne at gøre, men hvis man formoder at også de i realiteten kontrolleres centralt, rejser det en berettiget mistanke om, at ikke alle de kommunale midler anvendes efter hensigten. Man kan i hvert fald konstatere, at Amdi Petersen og hans følge har haft råd til at opbygge og drive et luksusopholdssted på den mexicanske stillehavskyst.

(Kristeligt Dagblad 24. okt. 2017. Redaktionen valgte en anden overskrift.)